Kundo fandt ind til kernen af sit talent i Store Vega

Kundo fandt ind til kernen af sit talent i Store Vega
Kundo i Store Vega. (Foto: Natacha Jay/Soundvenue)

KONCERT. Kundo er et sjovt sted i sin karriere lige nu.

Han er lige på nippet til at albumdebutere, og han afsluttede tilmed sin Store Vega-koncert lørdag aften med at annoncere, at pladen ville udkomme om to uger – noget, der næppe vakte den store overraskelse, idet han hyppigt har udgivet singler på det seneste.

Men inden koncerten gik i gang, var jeg ufatteligt spændt på, hvor Kundo mon ville bevæge sig hen med det uudgivne materiale, som han måtte have lyst til at vise frem.

Han har nemlig demonstreret en del spændvidde på tværs af sin ellers lidt spinkle hidtidige diskografi. Så meget spændvidde, at den kunstneriske identitet ikke længere er så klar som på hans indadskuende, soulede consciousrap-ep fra 2023.

Kundo i Store Vega. (Foto: Natacha Jay/Soundvenue)

Er han en humoristisk orienteret punchline-rapper? Er han en introspektiv poet efter Ukendt Kunstner-traditionen? Er han en flødet poprapper, der laver gæstevers for Thor Farlov?

Kundos største hits er ikke altid dem, der fokuserer på hans styrker som rapper, men det gjorde det nye materiale heldigvis. De uudgivne sange dominerede særligt første ben af sætlisten, og her var skruet ned for det poppede udtryk til fordel for en vekslen mellem tænksomhed og mere hårdkogt attitude. De nye numre bød på medrivende dramatisk flair og fængslende dynamik i flowet – hjulpet godt på vej af et laserlysshow, der understregede alvoren, han rappede med.

Men vigtigere endnu: Kundo rappede virkelig godt. Jeg har tidligere set ham give optrædener, hvor han endte med at skrue så meget op for intensiteten i sin levering, at hans vokal savnede nuancer – og i værste fald mistede han selv pusten, så nogle bars ikke blev rappet til ende. Han har tydeligt øvet sig på sin stemmekontrol siden da, og i Vega undgik han over en bred kam den slags faldgruber.

Kundo havde samtidig en fremtoning, der takket være blandt andet fagter, mimik og publikumkontakt sørgede for at give de alvorligere linjer lidt mere tyngde – samtidig med at de festlige sange osede af overskud og overlegenhed.

Kundo i Store Vega. (Foto: Natacha Jay/Soundvenue)

Selv når gæstevokalister som Mas eller Lamin desværre glimrede ved deres fravær, gjorde Kundo en hæderlig indsats, for at deres vers ikke skulle føles som pauseskærme. Mens samarbejdspartnerne kørte i båndet udgave, rappede Kundo ubesværet med på deres vers, som om han ikke kunne lade være i ren begejstring over deres bidrag.

Vi fik dog en enkelt gæst i form af Thor Farlov – under en tretrinsraket af mere poppede sange, der velvalgt var placeret midt i sættet som afveksling fra Kundos fokusområde. Hvor Farlov tidligere har stjålet spotlightet, når jeg har set dem sammen, osede de denne gang af kemi. Da flowet blev mere tætpakket i slutningen af Kundos vers, kunne jeg se et stort smil brede sig over rapperens ansigt, mens han lige så stille sænkede intensiteten i vokalen – et lækkert lille greb i stedet for blot at råbe højere, som han nok ville have gjort for et år siden.

Godt og vel tre kvarter inde i koncerten tænkte jeg, at han for alvor var ved at rappe sig varm. Men så annoncerede han ærgerligt nok, at der kun var to numre tilbage.

Knap en times sætliste er i den korte ende for en Store Vega-koncert, men han lukkede eminent med nogle af sine hårdeste tracks, så vi afsluttede med et udråbstegn frem for et punktum. Først kom den uudgivne sang ‘Skandaløst’, så Lamin-samarbejdet ‘North Face’.

Kundo i Store Vega. (Foto: Natacha Jay/Soundvenue)

Og selvom Kundo havde sagt, det kun ville blive to numre mere, forkælede han afslutningsvis med en reprise af den nylige single ‘Hvem har stedet’, der skabte så meget eufori, at man skulle tro, den allerede havde fået evergreen-status. Særligt en knivskarp a cappella-intro imponerede her.

Kundo har efter alt at dømme virkelig skærpet sit håndværk, både som sangskriver og som performer – og jeg glæder mig helt vildt til debutalbummet.


Kort sagt:
Kundos koncert i Store Vega, der bød på en del endnu ikke udgivet materiale, vidnede om en kunstner, som har fundet ind til kernen af sine talenter – både som performer og sangskriver. Han rappede fokuseret og overlegent, og sætlisten koncentrerede sig om den slags materiale, hvor han brillerer.

Kundo. Koncert. Store Vega.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af