KOMMENTAR. Ud på eftermiddagen begynder solen at trænge gennem gardinet og ind til min plads på kontoret. Koncentrationen svigter og solens genskin slører alting på min skærm. Det er her, jeg finder min nye yndlingsapp frem. Nu er det ved at være tid til at finde dagens solspot.
Den lavthængende forårssol er en seriøs udfordring, når man skal finde det perfekte hangout-spot til et glas vin, en kold fadøl eller en kaffe i eftermiddagssolen. Det er en ulige kamp med Emmaljunga-barnevognene og deres chauffører på barsel om at komme først til byens åbne pladser. Det efterlader ikke mange chancer til os, der først skal have afsluttet dagens professionelle forpligtelser, før vi kan kaste os ud i jagten på det perfekte sted at suge dagens sidste d-vitamin.
Her i foråret kan jeg ikke stole på de steder, hvor jeg hang ud hele sommeren. Solens placering på himlen ændrer sig nu engang i løbet af dagen og året. I foråret hænger solen lavt på himlen, og skyggerne lægger sig, hvor der i sommermånederne er sol.
Så selvom jeg egentlig skammer mig over det, bruger jeg en app til at sikre mig en plads i solen. Som det første finder jeg min telefon frem, når jeg vil ud at nyde det gode vejr.
Det er ydmygende, synes jeg. For indtil nu har jeg stolt holdt mig fra alle de selvoptimeringsapps, der findes: Jeg holder ikke styr på min træning med Strava, jeg optimerer ikke min søvn med SleepCycle, jeg dyrker ikke daglig yoga med Headspace, og jeg planlægger ikke mine deadlines med Todoist. Min yndlingshadeapp i denne kategori af personlige optimeringsapps, som jeg ikke bruger, er dog Forest, som »hjælper dig med at fokusere på de vigtige ting i livet ved at plante et virtuelt træ på din skærm, der visner, hver gang du ikke holder fokus«. Vorherre bevares.
Jeg har pralet med, at jeg ikke var afhængig af den slags selvoptimeringsapps. Snakket stolpe op og ned om det på samme måde, som folk, der påstår, at Guinness faktisk har været deres yndlingsøl i årevis.
Derfor er det også en lille smule ydmygende, at give denne anbefaling videre. For når det kommer til min umættelige appetit på forårssolens stråler, overgiver jeg mig til Shadowmap.
Find forårssolen på din skærm
Shadowmap findes i mange lignende udgaver: Shademap, Sun Surveyor, Sunseeker og så videre. De kan alle fortælle dig præcis, hvordan solen falder på det hjørne af byen, du har udset dig i dag. Lige der, hvor du tror på, at du kan vinde over alle de andre solhungrende og sikre dig en plads i solen.
Du finder dit spot på kortet i appen, beregner, hvornår du kan slippe ubemærket væk fra jobbet, og plotter din ETA (Estimated Time of Arrival) ind. På den måde kan du se, hvordan solen står, når du lander, og om der skulle stå et træ eller en bygning i vejen og kaste sin lange skygge lige dér, hvor du havde tænkt solens stråler skulle varme din blege vinterhud.
Med Shadowmap er jeg blevet en app rigere, hvilket jeg ellers ikke var specielt interesseret i. Min telefon er i forvejen fyldt med dem. Jeg har en app fra samtlige flyselskaber, jeg nogensinde har rejst med, undergrunden i Paris og fem forskellige taxaselskaber. Apps, jeg nærmest aldrig bruger. Min app til at finde solen er endnu en i rækken. Den bruger jeg til gengæld flittigt. Den er gratis, og når noget er gratis, er det som oftest, fordi vi forbrugere betaler med vores oplysninger. Men det gør jeg gerne. Appen skal være så velkommen til at følge min færd gennem byen, kigge med på mine billeder og læse sms’er om, at jeg har en tid hos tandlægen på tirsdag.
Så længe jeg får min plads i solen.
Forleden blev skammen over at skulle bruge en app til at komme ud og nyde forårssolen dog for stor. Jeg ville finde den på gammeldags, analog vis. Det skulle være slut med min app-afhængighed. Derfor aftalte jeg med et par venner at afslutte ugen med øl i solen. Helt uden at tjekke min solapp først.
En kaotisk kamp om byens bedste pladser
Vi blev enige om at mødes på et lille spot bag Glyptoteket, hvor der plejer at være sol om eftermiddagen. På vej derhen modtog jeg en kontramelding:
Den fem etager høje bygning på den anden side af gaden, var lige nøjagtig høj nok til at skygge for solen, der hvor vi troede, vi skulle sidde.
Det var en streg i regningen, og der måtte hurtigt tænkes i alternativer. Litauens Plads, foreslog jeg, vendte cyklen og torpederede næsten en ung mand i regnjakke. Et overraskende almindeligt syn i København på sådan en solbeskinnet forårsdag. Arc’teryx lader sig tilsyneladende ikke slå ud af lidt solskin.
Som jeg nærmede mig Litauens Plads, kom en øredøvende larm af ligesindede solhungrende københavnere mig i møde. På afstand lød de mange begejstrede stemmer som en mindre fuglekoloni – en kakofonisk larm også kendt som lyden af solskin på Vesterbro.
Her var det som frygtet allerede for sent. Alt var optaget. Ny plan. Videre ned ad Sønder Boulevard, hvor mange sad i solen og gerne ville ses, mens de drak grumset vin i små glas. Her var plads, men jeg var i humør til ryglæn og cyklede videre.
På Enghave Plads var min kammerat kommet mig i forkøbet og havde fundet et bord i skyggen. Alle andre pladser var optaget. Han sad med det ene øje lukket og sin tommelfinger som sigtekorn mod solen, der gemte sig bag bygningens tag. Vurderingen var, at solens stråler ville ramme vores bord inden for de kommende ti minutter.
Vi slog os ned. Lige om lidt ville solen skinne på os, og alt ville være godt igen. Men det er sidste gang, jeg går på jagt efter forårssolen uden at have tjekket min nye yndlingsapp.
Også selvom jeg skammer mig over det.