SERIE: VAR DET VIRKELIG SÅ DÅRLIGT? Forventningerne var enorme, da Jay-Z lagde an til sit store comeback i 2006.
Den på det tidspunkt 37-årige rapstjerne havde tre år tidligere annonceret sin egen pension. Siden debuten ’Reasonable Doubt’ i 1996 havde han spyttet et album ud om året, og planen var at gå ud med et brag i 2003 med hovedværket ’The Black Album’.
»Jeg var virkelig udbrændt på det tidspunkt«, sagde Jay-Z i 2022 om pensionen i start-00’erne.
Pensionen blev kortvarig, og i 2006 vendte Jay-Z tilbage med sit niende album, ’Kingdom Come’.
Her skulle han bevise, at forretningsmanden og hiphopmogulen Jay-Z, der i mellemtiden var blevet direktør for pladeselskabet Def Jam, også stadig var tændt som rapartist. I mellemtiden havde navne som 50 Cent, Kanye West, The Game, Lil Wayne, T.I. og Jeezy cementeret sig som nye stjerner på hiphopscenen.
Der hersker enighed om, at han ikke lykkedes med missionen. I 2013 kårede Jay-Z faktisk også selv albummet som karrierens værste på sin egen blog Life+Times med sportsmetaforen: »Første kamp siden jeg kom tilbage, skyd mig ikke«.
Spørgsmålet er, om det alligevel fortjener en ny chance?
Hvordan blev det i sin tid taget imod?
Da ’Kingdom Come’ landede, var albummet faktisk fra start en kommerciel succes. Den første uge blev 680,000 cd’er langet over disken i USA, hvilket ifølge Billboard var Jay-Z’s hidtil bedste salgsuge i karrieren.
I sidste ende nåede ’Kingdom Come’ dog ikke forgængerens højder, for ’The Black Album’ solgte dobbelt så mange album i alt. Rapperens fem foregående album solgte ligeledes bedre i USA end ’Kingdom Come’.
Hans tilbagevenden var heller ikke en voldsomt overvældende generobring af rapscenen. I hvert fald ikke ifølge anmelderne, der ikke ligefrem var begejstrede for den nye udgivelse.
»Han har problemer med at finde ting at spille hård med, udover CEO-kontorpolitik og kedsomhed efter pensionering«, skrev Rolling Stone eksempelvis om albummet, som fik solide, men ikke overstadige 3,5 ud af 5 stjerner.
Der syntes generelt at være enighed om, at Jay-Z havde lidt svært ved at finde sig til rette som en rapstjerne, der nærmede sig de 40, og som allerede havde opnået det meste i karrieren.
»Den tidlige konsensus om ‘Kingdom Come’ er, at det er et af Jay-Z’s værste album«, lød det særligt hårdt fra Pitchforks anmelder, der kvitterede med den sølle karakter 5 ud af 10.
Hvordan lød det?
Sangen ’30 Something’ siger alt om, hvor Jay-Z befandt sig i karrieren i tiden omkring ’Kingdom Come’.
»30’s the new 20 n***a, I’m so hot still«, lyder det vitterligt i første bar, og resten af nummeret bruger Jay-Z på at fortælle, at han er den bedste rapper, selvom han er blevet ældre.
»I don’t got the bright watch, I got the right watch / I don’t buy out the bar, I bought the nightspot«, rapper han i samme vers. Han er altså blevet mere moden med alderen, og befinder sig i et andet, mere overskudsagtigt stadie end sine yngre rapkollegaer, må man forstå.
Det smager en smule af desperation. Som om Jay-Z prøver lidt for hårdt på at overbevise os om, at han altså stadig er i topform.
Så er der mere gods i numre som ’Trouble’ og ’Dig a Hole’, hvor man faktisk kan mærke, at Jay-Z er oprigtigt vred over, at nogen skulle mene, han er faldet af på den.
Han nævner ingen navne, men retter indirekte skyts mod Dipset-rapper Cam’ron og Roc-a-Fella-medstifter Dame Dash, som han beefede en del med i start-00’erne efter uenigheder om lederskabet af pladeselskabet.
Jay-Z er allermest overbevisende, når han slet og ret undrer sig over, at nogen kunne finde på at disse ham, da han indiskutabelt er den største i gamet.
»How is n****s dissin’ me / I made it possible / For n****s to make history / How is this possible? / Please explain this shit to me«, rapper han i ‘Dig a Hole’s andet vers, hvorefter han sammenligner sig selv med Jesus og modstanderne med profetens disciple.
Enkelte steder, som på numrene ’Lost One’ og ’Minority Report’, lykkes Jay-Z med en anderledes sårbar og personlig tone.
’Lost One’ er albummets mest mindeværdige sang, både på grund af Dr. Dres catchy, klaverdrevne beat og Jay-Z’s tre personlige vers, der på forskellig vis handler om at miste.
Først om bruddet med sine Roc-a-Fella-forretningspartnere, dernæst om at blive nedprioriteret af sin kæreste (formentlig Beyoncé, som han datede i samme periode) og slutteligt om sin 18-årige nevøs tragiske død.
På ’Minority Report’, der er tilegnet ofrene for orkanen Katrina i 2005, mærker man også følelse i Jay-Z’s røst. Her forholder han sig forfriskende selvkritisk til sin egen indsats med ordene: »Sure, I ponied up a mil’ but I didn’t give my time / So in reality I didn’t give a dime«.
Der er dog mindst lige så mange fejlskud på ’Kingdom Come’, som der er højdespringere.
Hverken sejrshymnen ’I Made It’, titelsangen ’Kingdom Come’, den lovligt hektiske ’Anything’ eller den Beyoncé-gæstede, skabelonagtige ’Hollywood’ er lige så store ørehængere, som Jay-Z nok selv har syntes.
Han har hevet fat i mange af de producere, han tidligere har haft succesfulde samarbejder med, uden de denne gang rammer samme høje niveau.
Tre af albummets fire første sange bliver for eksempel blæst igennem af Just Blazes sample-baserede, jazzede og unægteligt velproducerede instrumentaler, men sangene savner alligevel det hitpotentiale, som produceren eksempelvis skabte året inden på Kanye Wests ’Touch the Sky’.
Netop Kanye West og Pharrell Williams, som begge tidligere har skabt magi med deres Jay-Z-produktioner, leverer også hver sin mellemvare på albummet på henholdsvis ’Do You Wanna Ride’ og ’Anything’.
Har albummet fortjent en reevaluering?
’Kingdom Come’ er ikke ligefrem et elendigt album, men det bliver omvendt sjældent rigtig spændende at lytte til.
Jay-Z lavede mindst en håndfuld album forinden, der var bedre – både ’Reasonable Doubt’, ’The Blueprint’, ’The Blueprint 2: The Gift & The Curse’ og ’The Black Album’ har langt mere genbesøgsværdi.
Dermed er det egentlig fortjent, at ’Kingdom Come’ har fået ry som en fuser.
Man mærker, at Jay-Z stadig er i en slags overgangsfase – fra ung rapstjerne til moden raplegende – på ’Kingdom Come’. Fem år senere leverede han en langt mere overbevisende magtdemonstration på det ikoniske Kanye West-samarbejde ’Watch the Throne’.
Kun i glimt viser Jay-Z ægte sult i sine blærerap-bars. Derfor er albummet bedst, når han går en helt anden vej: Når han deler ud af sig selv som menneske i stedet for at positionere sig på rapscenen.
De sårbare numre ’Lost One’ og ’Minority Report’ er således første spadestik til den mere personlige, ærlige og fejlbarlige Jay-Z, vi fik at høre 11 år senere på et nyt hovedværk i karrieren, bekendelsesalbummet ’4:44’.