»Aldrig i mit liv har jeg været mere forvirret«.
Sådan lyder den øverste kommentar til et nyt opslag fra Bon Ivers officielle Instagram-profil, hvor frontmand Justin Vernon holder et spædbarn, mens ‘The Penguin’-skuespilleren Cristin Milioti holder ham om skulderen.
Biledet er desuden inkluderet i en behind-the-scenes-bog til Bon Ivers nye album, ‘Sable, Fable’, der allerede i forrige uge fik visse fans til at spekulere i, om den notorisk mediesky sanger og Milioti danner par – og om de måske endda er blevet forældre. Det skriver Stereogum.
Umiddelbart virker der dog ikke til at være noget om snakken. Dels lyder captionen »True love is a fable«, dels udtalte Vernon i et interview med New York Times-podcasten ‘Popcast’ for nylig følgende: »Boohoo, jeg troede, jeg skulle have børn og en hustru og like, den slags kærlighed i mit liv«.
Men så igen: Man ved aldrig, når det kommer til Vernon, der som sagt har for vane at holde kortene tæt ind til kroppen.
Milioti er – udover ‘The Penguin’ – især kendt som den titulære mor i ‘How I Met Your Mother’ og medvirkede senest i den nye sæson af Netflix-hittet ‘Black Mirror’. Tilbage i 2021 udgav hun sjovt nok et cover af Bon Iver-sangen ‘Creeks’.
Se det omtalte Instagram-opslag og hør Miliotis version af ‘Creeks’ herunder.