’Black Mirror’ sæson 7: Netflix-dystopien er tilbage med tre stærke afsnit – og tre knap så gode

Charlie Brookers antologiserie-fænomen ’Black Mirror’s storhedstid kan efterhånden dårligt øjnes i bakspejlet længere.

Både fordi vi i gennemsnit kun får en sæson hvert andet år, og fordi serien på det seneste har afsøgt nye og knap så vellykkede græsgange. Vi skal faktisk helt tilbage til det år, Trump for første gang indtog det ovale kontor, før vi finder, hvad jeg ville kalde en ”klassisk” Black Mirror-episode i form af ’Hang the DJ.

Siden da har vi fået forhadte episoder som den Miley Cyrus-bårne ’Rachel, Jack and Ashley Too’, de stilafvigende ’Loch Henry’ og ’Mazey Day’ og den alt for fjollede ’Demon 79’.

I seriens syvende sæson tager vi dog et skridt, om end et tøvende et af slagsen, i den rigtige retning. Her er der hverken varulve eller dæmonpagter, men til gengæld et par episoder, der bringer mindelser om velmagtsdagenes højdepunkter som ’Be Right Back’og ’White Christmas’.

Det springende punkt dengang var, at afsnittene på overfladen lod til at handle om teknologi, mens de i virkeligheden handlede om mennesket bag, hvorimod nyere episoder har haft en tendens til at glemme sidstnævnte ingrediens.

Og den brøler ser den aktuelle sæson sig da heller ikke for god til at begå. Enkelte gange bliver scifi-elementet både for gimmicky og for utroværdigt, og som seer sidder man tilbage med en klar fornemmelse af, at de bagvedliggende kræfter har tænkt: »Kunne det ikke være grineren, hvis den og den himstregims virkelig fandtes?« I stedet for: »Gad vide, hvad det ville gøre ved menneskets psyke eller menneskeligheden i sin helhed, hvis den og den himstregims fandtes?«.

Når ’Black Mirror’ vægter sin identitet som blockbuster-b-film højere end at være et innovativt og underholdende tankeeksperiment, ender den ofte med at skuffe. Heldigvis bliver det holdt til et nogenlunde minimum i denne sæson, hvorfor jeg tror og håber på, at serien er på vej tilbage på rette spor.

Selvom det er manusforfatter Charlie Brooker, der står bag alle seks episoder af sæson syv (samt broderparten af seriens 33 episoder), er der forholdsvise store udsving i kvaliteten. Lad os gennemgå samtlige episoder i prioriteret rækkefølge, fra værst til bedst.

6. ’Hotel Reverie’

Trods en kraftpræstation fra Emma Corin (’The Crown’), samt et yderligere cast bestående af blandt andet Awkwafina og Issa Rae, er ’Hotel Reverie’i sidste ende en ret kedelig episode. Ideen er en småinteressant blanding af ’Inception’ og ’Assassin’s Creed’, idet en start-up har opfundet en teknologi, der gør det muligt at ”overskrive” klassiske film med moderne Hollywood-stjerner i rollerne.

Men selve teknologien er uigennemtænkt og springer altid over, hvor gærdet er lavest, så det passer bedre med den historie, afsnittet vil fortælle. Og så varer det en time og et kvarter, hvilket er meget mere, end den kan bære.

5. ’Plaything’

Jeg blev lovet en ’Black Mirror’-episode med Will Poulter, og selvom jeg teknisk set fik det, så mindes jeg ikke, hvornår jeg sidst har været så skuffet over en cameo. Poulter optræder i måske 30 sekunder, og så ser vi ham aldrig igen. Ud over den fadæse (jeg kan ret godt lide Will Poulter), så bygger ’Plaything’ op til en mere interessant historie, end den egentlig ender med at være:

En ung spilanmelder får til opgave at skrive en artikel om den berømte/berygtede spiludvikler Colin Ritmans (som man tidligere har mødt i den interaktive ’Black Mirror’-film ’Bandersnatch’) nye spil, men ender i stedet med at blive så opslugt af spillets nuttede, kunstige livsformer, at han mister al agens i sit eget liv.

Slutningen er lidt for nem at spå, og vi har set ”twistet” tusind gange før. Peter Capaldi er sympatisk og dejligt mærkelig i den ældre udgave af hovedrollen, men det er desværre ikke helt nok til at redde den her under-middel episode.

4. ’Bête Noir’

Præmissen i ’Bête Noir’ er faktisk ret skøn. Marias gamle skolekammerat bliver ud af det blå ansat på hendes arbejdsplads, og gradvist begynder hendes virkelighed at krakelere, alt imens magtbalancen på kontoret ændrer sig.

Desværre er vores hovedperson (spillet af Sienna Kelly) frustrerende usympatisk og irriterende, så det var for mit vedkommende ret svært at heppe på hende, når tingene begyndte at falde fra hinanden. Derudover er den endelige forklaring på episodens mystiske begivenheder også lidt til den dovne side.

3. ’USS Callister: Into Infinity’

Den længeventede opfølger til en af seriens nyere fanfavoritter, ’USS Callister’, er endelig kommet, og selvom den ikke lever helt op til sin forgænger, er den bestemt ikke uden kvaliteter. Den er både spændende, sjov og velspillet, fuldkommen som del 1, men den lider af samme problem, som plagede ’The Force Awakens’: Det er lidt for meget et opkog af det plot, der fungerede eminent i første omgang.

De digitale kloner i spillet ’Infinity’ søger endnu en gang en vej ud af den afkrog af spillet, de befinder sig i, mens spilvirksomhedens ledelse forsøger at kontrollere dem. Noget af det geniale ved den originale ’USS Callister’-episode var, at historien i virkeligheden var en granskning af menneskets storhedsvanvid og tesen ’total magt korrumperer totalt’.

Opfølgeren mister til dels det fokus til fordel for det mere hollywoodede ’Galaxy Quest’-møder-’Ready Player One’-aspekt. Hvilket er svært underholdende, men også lidt et symptom på det nyere ’Black Mirror’ frem for det gode gamle.

2. ’Common People’

’Common People’ kunne nærmest være hentet direkte fra seriens første sæsoner. I afsnittet følger vi ægteparret Mike og Amanda, der i kraft af deres begrænsende midler og nedre middelklassestatus er skidt klædt på, da Amanda en dag står på gravens rand og kun medicinalfirmaet Rivermind og deres pebrede abonnement-tjeneste kan redde hendes liv.

I desperation punger parret ud, men det viser sig hurtigt at være som at tisse i bukserne for at holde varmen, for man skal selvfølgelig tilmelde sig Rivermind Plus, Premium, Diamond, Kryolit, og vi kunne blive ved, for at gøre Amandas liv bare nogenlunde udholdelig. I mellemtiden er Mike tvunget til at tjene flere penge, koste hvad det vil. Og det koster dyrt.

Det er en dejligt mørk episode, der afsøger den menneskelige tilstand i isolation, i relation til dem, vi elsker, og som en brik i et kapitalistisk udnyttelsessamfund. Chris O’Dowd og Rashida Jones er elskelige og fejlbarlige og dybt sympatiske i hovedrollerne, og man kan næsten ikke lade være med at trække tæppet længere og længere op over hovedet, jo mere deres ulykke eskalerer.

1. ’Eulogy’

I ’Eulogy’får Philip, der indtil nu har levet et stille liv med og for sig selv, mulighed for at rejse ind i gamle fotografier i et forsøg på at genkalde sig, hvad der gik galt mellem ham og hans livs kærlighed – en slags omvendt ’Eternal Sunshine on the Spotless Mind’.

Sæson syv er generelt velsignet med en enormt stærk rollebesætning, men for mit vedkommende er det Paul Giamatti i dette afsnit, der er prikken over i’et. Som altid er han garant for et enormt højt niveau af indlevelse – han formår som ingen anden at være sympatisk og usympatisk på én og samme tid – og man glemmer fuldkommen, hvor ”lille” en historie, ’Eulogy’ egentlig er:

Lille i den forstand, at det nærmest er et kammerspil med lidt ’Black Mirror’-teknologi inde over, men enorm i den forstand, at vi får et indtrængende indblik og indsigt i et helt liv på kun 46 minutter. ’Eulogy’er ’Black Mirror’ i sit es, hvor tech-delen ikke er andet end et flamboyant redskab, og hvor de mørkeste afkroge af menneskets natur står i blændende skarpt fokus.

---

Kort sagt:
’Black Mirror’s syvende sæson leverer tre gode og tre knap så gode episoder, men trods alt ingen iøjnefaldende bommerter (vi ser på dig, sæson seks!). Rollebesætningen står ret skarpt, og særligt afsnittene ’Eulogy’og ’Common People’er værd at skrive hjem om.