ANBEFALING: Kunstig intelligens og incels er to af tidens mest omdiskuterede emner, og der findes faktisk en film af nyere dato, som går mesterligt i kødet på dem begge i et uforudsigeligt science fiction-felt.
Der er bare ikke mange, der har hørt om den.
Filmen hedder ’The Beast’ (original titel ‘La bête’) og fik verdenspremiere på Venedig-festivalen helt tilbage i 2023, ligesom den fik glødende internationale anmeldelser.
Bag den står den anerkendte franske arthouse-instruktør Bertrand Bonello, hvis film som ’Saint Laurent’ og ’Nocturama’ tidligere har haft danske premierer.
’The Beast’ fik dog aldrig en ordinær biografpremiere herhjemme, men nu har den ramt streamingtjenesterne, så også cineaster i Danmark kan få mulighed for at opleve den både subtile og skræmmende fremtidsdystopi, som måske bedst kan beskrives som en slags feinschmeckerens ’Black Mirror’.
I filmens korte prolog møder vi kvinden Gabrielle (en fremragende Léa Seydoux), der performer en indøvet koreografi foran en green-screen. Hun går bange rundt og tager kniven på bordet, hun får øje på Bæstet og skriger.
Så klippes der til det parisiske borgerskab i 1910, hvor Gabrielle vader hvileløst rundt til et af datidens netværksmøder med champagnefade og malerier. Hun er blevet væk fra sin mand, hvilket ikke bekymrer hende det store.
En skikkelse genkender hende, og hun genkender ham. Det er Louis, en engelsk- og fransktalende George MacKay (’1917’, ’The End’) i sin hidtil bedste rolle. De to deler skæbner i ikke bare én, men tre tidsperioder.
Herfra udspiller sig et intimt og gådefuldt rendezvous.
Gabrielle har tidligere fortalt Louis en dyb hemmelighed. En hemmelighed om en katastrofe, der snart vil ramme hende, om et Bæst og frygten for det.
1910, 2014, 2044
En voice-over overtager filmen og klipper til år 2044. Gabrielle sidder til en AI-konsultation og møder nutidens Louis ude foran. Han er også forvirret og ensom.
I 2044 har AI reddet menneskeheden ved at løse klimaproblemerne, og i samme ombæring overtog den kunstige intelligens flere af menneskenes jobs: »I dag tages ingen partiske beslutninger af én, der er irriteret eller deprimeret« siger stemmen.
AI’en rådgiver både Gabrielle til at få bedre jobs og orgasmer.
Gabrielle må vælge mellem at fortsætte sit dødkedelige job eller blive renset: et kirurgisk indgreb, der sender hende tilbage til tidligere liv (henholdsvis år 1910 – altså året, hvor vi mødte hende i Paris – og 2014) for at rense sit dna for alle sine stærke følelser og traumer, nedarvet gennem århundreder.
I år 2014 er Gabrielle en blond model med skuespildrømme. Louis har fået efternavnet Lewanski og er baseret på Incel-morderen Elliot Rodger, der i virkelighedens verdens 2014 dræbte seks mennesker.
De tre perioder sammenflettes på kryds og tværs, og igennem sidestillingerne på tværs af tid og rum skildrer filmen kærlighedens frygt, ensomhed og dehumanisering.
Skræmmende stalkingscene
Af-menneskeliggørelsen illustrerer instruktør Bonello med et gennemgående dukkemotiv.
I 1910’erne tjener mennesker penge på at producere dukker på en lukrativ dukkefabrik. I 2010’erne er mennesket selv i gang med at blive til dukker ved omfattende plastikkirurgi og kemiskskabte følelser fremkaldt af ecstasy. I 2044 er mellemmenneskelig sex blevet erstattet med sexrobotter.
Ensomheden og længslen efter kærlighed står tydeligt frem i 2014-sporet i Los Angeles. Gabrielle tager ecstasy for eskapismens skyld og kontakter en plastikkirurg for at få lavet sit ansigt. Louis er uforstående over for den manglende kvindelige opmærksomhed – han har jo et par Giorgio Armani-solbriller til 300 dollars, en sej bil og er selverklæret »fantastisk«.
Louis antaster Gabrielle i luksusboligen, hun passer, og det er neglebidende intenst at være vidne til Louis’ stalking. Specielt en FaceTime-sekvens med en spåkone er skræmmende: »Jeg vil kun tale med dig, når du er alene i huset«, siger hun til den uvidende Gabrielle.
Ved at sætte 2014 og 2044 op over for hinanden reflekterer ’The Beast’ over de selvdestruktive sten, som er ved at bygge broen ind i en skæv fremtid.
I stedet for rulletekster er der i øvrigt en QR-kode, som man skal scanne for at se filmens credits. Dehumaniseringen fortsætter selv efter filmens slutning.
Er kærligheden sorgen værd?
Da Gabrielle endelig står ansigt til ansigt med Bæstet, skriger hun sin sjæl ud. Bæstet ligner slet ikke det, hun havde forestillet sig. Det er meget værre.
Den poetiske og humanistiske understrøm i ’The Beast’ er kontrasten mellem frygt og kærlighed – og at det, der kan gøre os ondt, er det, der gør os menneskelige.
»Det er så forfærdeligt at miste den, man elsker. Selv forelsket og lykkelig frygter man det fremtidige tab. Så hvorfor opleve det?« spørger den nihilistiske AI i 2044.
Filmens følelsesmæssige klimaks er i den forstand beslægtet med ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’, hvor kærligheden udviskes fra hukommelsen for at drukne sorgen over at miste.
Dialogen i den lange åbningsscene i 1910’ernes franske borgerskab er mystisk, men løbende i den næsten to en halv time lange fortælling bliver mange af pointerne samlet op og får ny betydning.
Det kan absolut anbefales at se den to gange, for ved gensyn toner ’The Beast’ endnu tydeligere frem som både kærlighedsfilm og tankevækkende dystopisk sci-fi.
Det er alle fem timer værd.
’The Beast’ kan ses på Filmstriben.