Hvad nu hvis mennesker kunne rejse i tiden? Hvad nu hvis der var liv på andre planeter? Hvad nu hvis Jorden blev så forurenet, at menneskeheden måtte forlade den, og den eneste skabning tilbage var en lille rengøringsrobot?
Science fiction-film er en skattekiste af fascinerende scenerier. Når den er bedst, udfordrer genren os med filosofiske refleksioner over fremtiden og åbner en fremmed verden, så vi bedre kan forstå vores egen.
For nyligt kiggede den stadig biografaktuelle ’The Creator’ på fremtidens brug af kunstig intelligens. Og i det nye år bliver Frank Herberts filosofiske tanker yderligere udfoldet i anden del af Denis Villeneuve-eposset ’Dune’.
Her supplerer vi med at anbefale en række sci-fi-film, der udvider vores horisont og får os til at kigge på verden – og ud mod fremtiden – på en helt ny måde.
Den om sprog: ’Arrival’
»Akademisk nærkontakt af tredje grad« er ’Arrival’ blevet kaldt her på Soundvenue. Og hvem havde troet, at en film om en lingvist og aliensprog kunne være så forførende som Denis Villeneuves sci-fi-mesterværk fra 2016.
Amy Adams spiller sprogforskeren Louise, der rekrutteres af militæret, da 12 rumskibe lander forskellige steder på Jorden. Louise skal forsøge at kommunikere med de fremmede væsner og afgøre, om de har i sinde at gå ’Mars Attack!’ på os, eller om vi befinder os i den mere venskabelige del af alienskalaen.
Som de bedste science fiction-film handler ‘Arrival’ dog ikke primært om, hvad der findes i rummet mellem stjernerne, men retter vores opmærksomhed indad.
I minder oplever vi Louises baggrundshistorie, og deres betydning afsløres først hen mod slutningen af filmen.
’Arrival’ åbner op for en socialkonstruktivistisk verden, hvor ordsproget ’sprog skaber virkelighed’ får en øjenåbnende betydning. Kan man gennem sproget forstå verden anderledes?
’Arrival’ kan ses på Netflix.
Den om skæbne: ’12 Monkeys’
Man skulle måske ikke umiddelbart forvente, at et medlem af Monty Python ville stå bag nogle af filmhistoriens mest komplekse sci-fi-værker. Men udover hovedværket ‘Brazil’, som også sagtens kunne få plads på denne liste, er Terry Gilliams ’12 Monkeys’ et af de mest prominente eksemplarer inden for sci-fi-tidsrejsegenren.
Filmen – som er baseret på kortfilmklassikeren ’La Jetée’ – foregår i 2035, hvor størstedelen af verdens befolkning er blevet udslettet af en dødelig virus. Men der er håb forude – eller rettere sagt bagude. Videnskabsfolk fra fremtiden har identificeret det tidspunkt, hvor virussen først opstod, og sender straffefangen James Cole (Bruce Willis) tilbage i tiden i håbet om, at han kan opklare årsagen til virussen og ændre fremtiden.
Men tidsrejser er som bekendt komplekse. James kæmper med at udføre sin mission og bevare sin fornuft. Undervejs møder han en herligt excentrisk Brad Pitt på en sindssygeanstalt.
Filmens klimaks i lufthavnen, hvor Cole vidner sin egen fortid samtidig med virussens udbredelse, er betagende. Det frembringer en nøglerefleksion: Er skæbnen ufravigelig, eller kan individets valg forme fremtiden?
’12 Monkeys’ tvinger os til at reflektere over vores egen skæbne og frie vilje.
’12 Monkeys’ kan ses på SkyShowtime eller lejes på Blockbuster.
Den syret-eventyrlige om ulighed: ‘The City of Lost Children’
Forestil dig en syret fransk sci-fi-eventyrfilm med et strejf af Jules Verne og Charles Dickens, indhyllet i et svulmendevisuelt udtryk.
Så har du Jean-Pierre Jeunet og Marc Caros dystopiske nyklassiker fra 1995.
‘The City of Lost Children’ foregår i en promenade-by i fremtiden. Ude af stand til at drømme på egen hånd kidnapper en gal videnskabsmand børn for at tage deres drømme. Historien tæller desuden en talende hjerne i glas, seks identiske kloner, en dværg ved navn Martha og en stærkmand spillet af Ron Perlman.
Mens filmen har humoristiske øjeblikke, er den mørk i kernen. Den dykker dybt ned i tematikker som menneskets forhold til teknologi, vores jagt på evigt liv og essensen af menneskelige bånd.
‘The City of Lost Children’ er ikke bare et unikt take på sci-fi-genren, men også en indsigtsfuld kommentar til nutidens samfund. Filmen fremhæver, ofte på surrealistisk vis, skellene mellem sociale klasser, den vedvarende ulighed og det potentielle offer, fremtidens børn må yde.
Alt sammen på sådan en fransk syret eventyrs-agtigt måde.
‘The City of Lost Children’ kan ses på Filmstriben.
Den om menneskets evolution: ‘2001: A Space Odyssey’
Ligesom ’The Godfather’ er uundgåelig på enhver liste over gangsterfilm, er Stanley Kubricks ’2001: A Space Odyssey’ fra 1968 uomgængelig på denne liste.
Med god grund!
Det er vanskeligt at opsummere filmen i korthed, men den kan bedst beskrives som en refleksion over menneskehedens udvikling: Fra abe-stadiet til det næste trin i vores evolution – en kosmisk genfødsel. Alligevel foregår størstedelen af filmen på et rumskib, hvor astronauter clasher med en kunstig intelligens, HAL 9000.
Det er nemt at spore stort set enhver sci-fi film udgivet efter 1968 tilbage til Kubricks mesterværk, og hvordan filmen – og dens bogforlæg af Arthur C. Clarke – var med til at skabe en bølge af tankevækkende science fiction-film.
Vi er stadig et stykke fra HAL 9000 i 2023, men spørgsmålet om kontrol, tillid og interaktionen mellem maskine og menneske har sjældent været mere relevant. Men det største spørgsmål, filmen stiller, er det mere eksistentielle spørgsmål: Hvad er næste skridt i menneskets evolution?
‘2001: A Space Odyssey’ kan ses på HBO Max.
Den om fremtidens kærlighed: ’Her’
Hvornår er vores følelser ægte?
Det spørgsmål stiller instruktør Spike Jonze i filmen ’Her’ fra 2013, der følger den introverte Theodore Twombly (Joaquin Phoenix), der lever af at skrive kærlighedsbreve for folk. Han er smådeprimeret og netop kommet ud af et langt forhold.
Sci-fi-elementet opstår, da han for at komme videre med sin tilværelse køber et operativsystem, der tilbyder en kunstig intelligens skræddersyet til sin bruger.
Langsomt begynder Theodore at knytte sig til den underholdende, varme og dog kunstige stemme ved navn Samantha (Scarlett Johansson), og venskabet udvikler sig til et kærlighedsforhold.
Da ‘Her’ udkom for et årti siden, havde iPhone-stemmestyringssystemet Siri allerede eksisteret i to år. På det tidspunkt var Siri langt fra at kunne levere en oplevelse som i filmen. Men er det muligt for mennesker at udvikle følelser for en robot? Og kan en kunstig intelligens virkelig have følelser for et menneske?
2023 blev året, hvor fremtiden indhentede kunstig intelligens med talende AI-kærester, ChatGPT og diverse AI-teknologier, der afspejler menneskets behov for kontakt med både andre mennesker og robotter som erstatning.
Derfor bør vi igen rejse spørgsmålet: Hvornår er følelser ægte?
’Her’ kan ses på Netflix.
Den om parallelle universer: ’Coherence’
’Coherence’ blev lavet på et bemærkelsesværdigt beskedent budget på under 50.000 dollars. Men filmens dybde er meget mere værd.
Det er instruktør James Ward Byrkit første og eneste film – en velskrevet psykologisk thriller med et ret interessant sci-fi-take.
Uden at spoile for meget væver ’Coherence’ en historie om otte venner, der samles til middag på en aften, hvor en komet passerer tæt forbi Jorden.
Efter sigende var meget lidt af filmen baseret på et manuskript. Instruktøren gav i stedet skuespillerne en opgave for den pågældende scene, som ’find en grund til at forlade huset’ eller ’sørg for, at ingen forlader huset’.
Men filmens virkelige styrke skal findes i dens evne til at ryste vores grundlæggende forestillinger om valg og vores relationer til andre. Ved at udforske idéen om parallelle universer og konsekvenserne af vores beslutninger opfordrer ’Coherence’ os til at genoverveje vores opfattelse af tilværelsen. Taglinen lyder meget rammende: »Rearrange your brain«.
Det er en filmoplevelse, der griber og udfordrer tilskueren uden brug af storslåede effekter.
’Coherence’ kan ses på Filmstriben.
Den actionspækkede om teknologiens større konsekvenser: ’Upgrade’
Inden Marvel-filmen ’Venom’ fik premiere i 2018, udkom en anden film med en beslægtet, men dog mere teknofobisk vinkel.
Mekaniker Grey Trace (Logan Marshall-Green) er besat af at bygge biler med sine egne hænder, indtil han udsættes for en frygtelig ulykke, der resulterer i en permanent lammelse. Greys eneste håb om at kunne bevæge sig igen er at få implanteret en computerchip, der styrer hans krop fuldstændigt. Men kan to hoveder styrer én krop?
’Upgrade’ fra 2018 er en hyldest til 80’ernes actionbrag med en imponerende fysisk præstation fra Logan Marshall-Green og snedigt kameraarbejde, der gør filmen gribende trods et lavt budget.
Det mest bemærkelsesværdige ved fortællingen er dens dybere budskab om teknologi og samfund. Ligesom ‘Her’ og ‘2001: A Space Odyssey’, dykker ‘Upgrade’ ned i menneskets forhold til AI. Men i modsætning til de film, der fokuserer på den enkeltes psykologiske oplevelse med teknologi, stiller ‘Upgrade’ skarpt på de større samfundsmæssige konsekvenser, især for arbejderklassen.
’Upgrade’ kan streames på SkyShowtime eller lejes på Blockbuster.
Den om (rumvæsen)flygtninge: ‘District 9’
I den allegoriske ’District 9’ befinder vi os, 30 år efter rumvæseners er ankommet til Jorden for at søge tilflugt fra deres døende planet.
I District 9, der er et afgrænset område i Sydafrika, lever disse aliens – kaldet prawns – adskilt fra mennesker under et apartheid-lignende regime. Menneskene er overvejende ligeglade med rumvæsenernes velvære, men situationen tager en drejning, da feltagenten for regeringen Wikus bliver smittet med en virus, der ændrer hans DNA.
Instruktør Neill Blomkamp belyser konflikten mellem de fremmede og de indfødte. ’District 9’ er en velformet, fængslende og original science fiction, hvor tematikken omkring flygtninge danner fundament for historien om Wikus, der ender som et offer for både alien-mutationer og store virksomheders skjulte agendaer.
Med science fiction-genren som linse stiller ‘District 9’ skarpt på emner som fremmedhad, menneskerettigheder og store virksomheders skjulte dagsordener, samtidig med at den inviterer os til at gå i flygtninges fodspor på en måde, der er både tankevækkende, ubehagelig og rørende.
’District 9’ kan ses på Filmstriben.
Den om menneskets uddøen: ’Children of Men’
I 2027 hærger en mystisk sygdom, der har gjort hele verdens befolkning infertile. Uden håb for en fremtid for menneskeheden er England henfaldet til borgerkrig, terror og kaos, hvor regeringen bruger en flygtningekrise som den store bøhmand. Den tidligere aktivist Theo (Clive Owen) bliver kontaktet af en modstandsgruppe, der giver ham til opgave at transportere en mirakuløst gravid kvinde ud af den hærgede nation.
Alfonso Cuaróns ‘Children of Men’ blev en komplet fiasko ved billetlugerne, men har siden fået status som en klassiker.
Det er en dystopisk tour-de-force, hvor heltene fremstår sårbare, og æstetikken er brutal og nøgen i skarp kontrast til de polerede fremtidsvisioner, vi er vant til. Der er intet glamourøst rumskib eller neonoplyst bylandskab. I stedet bevæger vi os i et forfaldent post-apokalyptisk landskab. Fremtiden føles bare som nutidens deroute.
Filmen er en stærk påmindelse om, at vores fremtid ikke nødvendigvis er en banebrydende teknologisk utopi, men snarere et resultat af de valg, vi træffer i dag. Med klimakrise og krig på flere kontinenter er den ikke blevet mindre aktuel.
’Children of Men’ kans ses på Amazon Prime.
Den om tid og moral: ’Timecrimes’
Hvor meget skade kan en rejse en time tilbage i tiden gøre?
Hvis du er fan af kultfilmen ’Primer’, vil du også sætte pris på den spanske ’Los Cronocrímenes’, oversat til ’Timecrimes’.
Den følger et klassisk tidsrejse-setup. Hovedpersonen Hector (Karra Elejalde) støder ved et uheld på en tidsmaskine. Efter at have rejst tilbage i tid forsøger han at forhindre tidligere begivenheder fra at ske, men ender i stedet med at komplicere situationen yderligere ved at skabe flere og mere komplekse tidsparadokser. Et temporalt skakspil præget af nøgenhed, perversion og vold.
I modsætning til den komplekse ’Primer’ gør ’Timecrimes’ tidsrejsekonceptet mere tilgængeligt. Den spanske film er jordnær og menneskelig, og den dykker ned i tidsrejsens følelse af desorientering.
Men først og fremmest fungerer den som en spejling af vores egen virkelighed: Hvordan vores valg, selv de mindste, kan have uforudsete og vidtrækkende konsekvenser. Filmen understreger, hvordan vi kan ende med at skade andre i forsøget på at rette op på vores egne fejltagelser.
’Timecrimes’ kan ses på Filmstriben.