Caroline feat. Caroline Polachek ‘Tell Me I Never Knew That’
I 2023 var der nok en del, der var forvirrede over Roskilde Festival-tidsplanen. Om lørdagen skulle popmusikeren Caroline Polachek – i folkemunde ofte blot Caroline – indtage Arena, men dagen inden skulle et postrock-orkester ved navn Caroline spille på Gloria. Begge gav fremragende koncerter, og nu har de slået sig sammen om en yndefuld, drømmende artfolk-ballade, der vil være at finde på (rockbandet) Carolines album ‘Caroline 2’ den 30. maj.
Noah Carter ‘Storebror’
Det lugter lidt af, at Noah Carter gearer op til en opfølger til sidste års dansksprogede succes ‘Noahs Ark’. Mon ikke der lander noget, inden han til sommer skal lukke Roskilde Festivals Arena-scene? Carter lyder i hvert fald, som om han har blod på tanden på denne punchline-fyldte hymne om at være hele den danske rapscenes storebror.
Dragongirl feat. Sonic Girl ‘Everything Will B OK’
»Dragongirl og Sonic Girl slår sig sammen« lyder næsten mere som et manga-resume end som en musiknyhed. Men det er altså tale om en norsk og en dansk popstjerne med smag for Y2K-kitschet electropop. I fællesskab kreerer de et pailletudsmykket rave, man ikke kan sidde stille til, og som vil være at finde på Dragongirls ep ‘Dreamscape Dimension’, der lander til maj.
Karla Korsbak ‘Hen til det’
Soveværelsespop er ofte bedst, når det rammer det perfekte mellemsted mellem skarpskåret catchiness og upoleret intimitet. Det sweetspot finder Karla Korsbak på sin debutsingle, der ikke er bange for at ramme der, hvor det gør ondt, selvom man sagtens kan danse og vugge til den.
JID ‘Wrk’
Atlanta-rapperen JID fik et stort gennembrud med 2022-albummet ‘The Forever Story’, men de seneste par år har han haft fokus på features og samarbejder. ‘Wrk’ er hans første solonummer siden 2022, og han rapper stadig med et millimeterpræcist flow og en ildhu, de fleste ville misunde.
Addison Rae ‘Headphones On’
Addison Rae er åbenbart gået hen og blevet popmusikkens nye it-girl. Det havde vi ikke forudset, da hun for fire år siden kickstartede sin musikkarriere, men den behagelige ‘Headphones On’ er den seneste af slagsen i en perlerække af enormt velskårne popbangers.
Snuggle ‘Woman Lake’
Snuggle er et af efterhånden talrige københavnske undergrundsnavne, som alternative musikentusiaster fra udlandet er faldet pladask for. Og når man hører, hvor gennemarbejdet og velklingende Snuggles småpsykedeliske ‘Woman Lake’ er, kan man dårligt gøre andet end at stemme i.
Wiig ‘Jesuskompleks’
Dansk-svenske Wiig singledebuterede sidste år på svensk, og denne uge har hun udgivet sin dansksprogede opfølger. ‘Jesuskompleks’ er artpop med en så hektisk jazzsaxofon i versene, at det lyder som om, det umuligt kunne kulminere i et forløsende omkvæd – men et dybt forløsende omkvæd kommer skam, og det binder hele sangen sammen.
Angående Mig ‘Jeg håber du er træt’
Angående Migs ‘Jeg håber du er træt’ er en godnatsang, men det er ikke en sang om at lægge sig trygt i sengen og bevæge sig mod drømmeland. Den handler derimod om, at det kan være svært at sove, når der er så mange ting i verden, der kan fremprovokere angst og søvnløshed.
Lorde ‘What Was That’
Puf! Så var det som om, fiaskoen ‘Solar Power’ aldrig havde fundet sted. Det skriver Soundvenues Rasmus Weirup i sin anmeldelse af Lordes fornemme comebacksingle ‘What Was That’, der klinger af hendes store, emotionelle electropop-bangers fra ‘Melodrama’-æraen, bare i en ny tidsånd.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste Top Tracks fra før påsken.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: