Nu prøver TikTok-stjerner som Addison Rae at indtage hitlisterne – kan det lykkes?

TikTok-berømthederne forsøger for tiden at forvandle deres virale succes til popstjernestatus. Men det er lettere sagt end gjort.
Nu prøver TikTok-stjerner som Addison Rae at indtage hitlisterne – kan det lykkes?
Addison Rae. (Foto: PR)

KOMMENTAR. Hvis du kun kender én TikToker, er chancerne gode for, at det er Addison Rae.

Hun er platformens dronning, og en af de få, der også er et begreb for folk udenfor dens lukkede univers. Teenage-rapstjernen The Kid Laroi – et af den seneste tids uundgåelige rapgennembrud – har for eksempel lavet en sang om hende. Rae er en af dem, der måske kan blive større end TikTok; en af dem, der har potentialet til at blive en popstjerne.

Og netop det prøver hun nu på.

For nylig landede Addison Raes debutsingle ’Obsessed’, der er produceret af et helt Avengers-hold af stjerneproducere anført af Bieber-beatmageren Benny Blanco. Nummeret har selvfølgelig også en højpoleret video med masser af TikTok-venlig koreografi.

Sangen sender et klart signal: Addison Rae har tænkt sig at indtage hitlisterne. Og det, at TikToks største stjerne forsøger at bryde igennem som popstjerne, er både meget forudsigeligt og meget interessant.

Forudsigeligt, fordi popstjerne-vejen er det oplagte næste skridt. TikTok er jo bygget op omkring musik, og det er allerede veldokumenteret, hvordan platformen kan kickstarte musikkarrierer. Samtidig er det jo nærmest en form for lov, at alle, der er blevet kendt i USA i en ung alder, skal forsøge sig med musik – om du så er Disney-stjerne eller influencer.

Men det hele er også interessant, fordi Addson Rae på en måde er den ultimative forsøgsperson for, om succes fra TikTok kan oversættes direkte til popstjernestatus. Hun er ikke den første, der forsøger – blandt andet kom Dixie D’Amelio Rae i forkøbet – men hun er den, der spås de største chancer.

Addison Raes forsøg på at blive popstjerne er samtidig en spændende udvikling, fordi TikTok jo netop er stedet, hvor mange af nutidens hits fødes. Hvis selve de mennesker, der kan popularisere et hit på platformen, også kan skabe hittet selv, kan det skabe en helt ny dynamik i musikbranchen.

Der er altså meget på spil her. Så spørgsmålet er: Hvordan er sangen så?

Den er… god nok. Solid. Den er fin. Hverken mere eller mindre.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Addison Raes debutsingle er en glat, hyperpoleret popsang, der lyder lidt som den slags iskolde pop Cassie lavede i 00’erne. Selve titlen, ‘Obsessed’, er muligvis taget fra Mariah Carey-sangen af samme navn, som er et af Raes favoritnumre ifølge et interview med sitet Genius.

TikTok-stjernen har dog ikke noget, der ligner samme stilsikre levering som Carey, eller den iskolde overlegenhed som Cassie udstrålede. Rae har heller ikke en genkendelig, stor stemme som eksempelvis Olivia Rodrigo, der netop er gået fra Disney-verdenen til at dominere hitlisterne.

Man kan også måske være lidt skuffet over, at en person, der har en stærk intuitiv sans for at skille sig ud via sin TikTok-træning, laver noget, der er så anonymt som ’Obsessed’. Men som håndværk er sangen stærk. Så nummeret er da i hvert fald, som man siger, en start.

Mens den glatte og gnidningsfri sang lyder alt andet end kontroversiel, har teksterne dog fået en del Twitter-kritik for at være arrogante. » I’m obsessed with me as much as you / say you’d die for me, I’d die for me too« sukker Rae for eksempel på omkvædet, og lyder som om hun er forelsket i det billede hun ser, når hun tager en selfie.

Men det er jo netop det, der er pointen.

Sangen handler om det underlige forhold af gensidig forelskelse (og selvforelskelse) der foregår på sociale medier. Det er en sang af en TikTok’er om dén form for besættelsesforhold platformen skaber. Hvilket jo er lidt af en meta-genistreg.

Og i øvrigt: Selv hvis der ikke var en portion metafortælling i sangteksten, hvorfor skulle en kvindelig sanger så ikke kunne lave en sang, der er lige så selvforelsket som så mange rapsange af mænd? Det ville da bare være befriende – som da Ariana Grande brugte ‘7 Rings’ på bare lige at fejre sig selv.

Derfor er kritikken af sangens tekster forfejlet. Men når den kritik er glemt (om cirka et par dage, vil jeg gætte), står ’Obsessed’ tilbage som et af de første store forsøg på at forvandle TikTok-dominans til popstjernesucces.

Vil det lykkes? Måske ikke med denne sang. Det er i hvert fald ikke en sang, der introducerer en færdigformet popstjerne. Det er den for anonym og for poleret til. Men den bliver næppe TikToks sidste angreb på hitlisterne – det her var bare fortropperne i den store invasion.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af