Roskilde Festival politianmeldt for koncert med Fontaines D.C.

Roskilde Festival politianmeldt for koncert med Fontaines D.C.
Fontaines D.C. på Roskilde Festival. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

Roskilde Festival er blevet politianmeldt to gange – begge på baggrund af Orange Scene-koncerten med det irske band Fontaines D.C., der dedikerede ti minutter af deres koncert til en »gigantisk Palæstina-demo«, som Soundvenues anmelder Morten Kildebæk beskrev det.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 Kosmopol. Det har ikke været muligt for TV 2 at viderebringe, hvad anmeldelserne går ud på, men TV 2’s artikel antyder, at det kunne have at gøre med brugen af slagordene »From the river to the sea, Palestine will be free«.

TV 2 oplyser desuden, at politiker Lars-Christian Brask, der repræsenterer Liberal Alliance i Roskilde Byråd, kalder det et »Hamas-udtryk«, der »opfordrer til vold, ødelæggelse, had, død for den sags skyld«, og at brugen af udtrykket på scenen bør have konsekvenser for festivalens samarbejde med Roskilde Kommune.

TV 2 har taget kontakt til professoren Frederik Stjernfelt fra Aalborg Universitet, der har skrevet meget om ytringsfrihedens historie, samt Jakob Holtermann, der er lektor i retsfilosofi på Københavns universitet. De udtaler begge, at det virker tvivlsomt, at politianmeldelsen fører til en dom for festivalen.

Festivalen har tidligere udtalt, at Fontaines D.C.-koncerten »ikke overskred vores grænser for, hvad der kan siges fra scenen«, og at de på forhånd var klar over, at det aktivistiske indslag ville finde sted.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af