’Too Much’: Lena Dunhams Netflix-serie er et fantastisk sjovt og liderligt nyt generationsportræt
Mænd er som t-shirts.
De kan varme. De kan kradse. De kan soves med. De kan være gode for en sæson, inden de i lykkelig bæredygtighedsstil skal videre til en ny ejer.
Der er dog intet hverken lykkeligt eller umiddelbart bæredygtigt over de møghændelser, hvor ens t-shirt ’lånes’ eller stjæles af en eller anden latterlig søster eller en random lady, der tilfældigvis er et hotshot i et mellemstort strikkemiljø.
Netop tøj-analogier og dumme stjæle-strikke-damer er centrale elementer i ægteparret Lena Dunham og Luis Felbers nye imødekommende serie ’Too Much’.
Heri følger vi den famlende newyorker Jess (Megan Stalter), der – efter et voldsomt breakup og sammen med sin hårdløse hund, som har en død tunge og en underlig lugt af eddike – flytter til London for at excellere som film- og reklameproducent og for at finde sin mr. Darcy og sin happy british ending.
Både hovedperson og serieskabere er nemlig besatte af 90’er-romcoms og Jane Austen-romantik (hvert afsnit refererer til en udødelig kærlighedsklassiker), og med et overpisset pubtoilet som et overtruffet meet cute støder den nyankommne amerikaner da også ind i sin nye filejs, indiemusikeren Felix (Will Sharpe).
Men men men … alt er som bekendt ikke love (actually).
Nej, med Dunham i førersædet viser livet sig snarere at være som i en Lola Young-sang: messy og fuld af modsatrettede følelser og forventninger.
Præcis som i kulthittet ’Girls’ åbenbarer Dunham det moderne storbykvindeliv, alskens former for dysfunktionalitet og kærlighedens til tider svære kår, og med den humoristiske multikunstners finurlige dialog og skæve hverdagsblik fungerer den nye Netflix-satsning som (endnu) et virkelig underholdende generationsportræt og nådesløst sandhedspejl.
Man genkender den akavede gang fra bolleseng til beskidt badeværelse, hvor man skal skylle sæd og blærebetændelse ud i toilettet. Man føler sig mere end mødt i de mange spørgsmål om forældreskab og samtykket spøgelsessex. Og man griner (og skræmmes) over det rettidige billede af sociale mediers tiltagende greb om mennesket.
Det sidste bliver vellykket og cringe-agtigt skildret, når den kaotiske hovedkarakter med en livlig og liderlig fantasi obsesser over sin toksiske ekskæreste og hans nye modella-forlovede, Wendy (Emily Ratajkowski).
Hun er rigtignok pæn. Det er situationen ikke.
For som en slags psyko-stalker-vlog optager Jess daglige ikke-uploadede insta-videoer til hende, hvilke ikke blot fungerer som seriens generøse og snabby fortællerstemme, men som på et uundgåeligt tidspunkt sætter yderligere ild til sorger og mindreværdskomplekser – og til lange, bedstemoderlige natkjoler. Bogstaveligt talt.
Her bander man så over urimeligheden i, at trekantsdrama-beefs ofte er på kvindernes bekostning, alt imens mændene enten spiller ofre, helte eller FIFA.
Ja, kønsrolleproblematikker er et af seriens store tematikker, hvilken iscenesættes med hjælp fra et imponerende birollecast bestående af blandt andre Rhea Pearlman, Rita Wilson, Naomi Watts, Jessica Alba, Richard E. Grant og ham, der engang spillede Jon Snow.
De er vidunderligt godt selskab, men ’Too Much’s scenestjælende stjerner er uden tvivl Stalter og Sharpe. Med en tæt på uimodståelig charme og vanvittig kemi tager de os gennem den mangfoldige engelske hovedstads absurde cokefester og grineren hverdagsulykker og gennem parforholdets mange op- og endnu flere nedture.
Og er dét ikke netop en god romcom anno cirka altid? Én, der ikke udelukkende er pladderromantisk, men som har en bratty og perfekt uperfekt energi?
Jo, og uagtet at et væsentligt spor i den skarpe komedieserie er, hvad popkulturen har gjort ved vores kvinde- og kærlighedsbillede, er jeg da lige så fuld af uopnåelige forestillinger om mig selv og om mr. right/ Rushworth her som efter at have set ’Mansfield Park’.
Men der er nu alligevel noget meget ærligt og relaterbart over ’Too Much’.
Måske fordi de bander lidt mere end i fordums fløjlsbløde tid. Måske fordi den medrivende molevit efter sigende skulle være baseret på skabernes egen turbulente relation og will they/won’t they-erfaring. Måske fordi denne skildring af en 30-something hovedpersons tilværelse abroad – meget modsat ’Emily in Paris’– er grå, til tider melankolsk og fuld af snak om diarré og skedesvamp.
Måske lidt af det hele.
Både kærlighed og kunst kan være svært at forløse. Men med rod, kækhed og beskidte underbukser lykkes Dunham med begge dele, og med ømhed over for seerne efterlader hun os med en tro på, at bare fordi én nasty mamma-boy-dude ikke gider at slikke dig, er det ikke ensbetydende med, at du ikke kan få en happy ending og en rigtig god hudvenlig og monogam t-shirt.
Thank God!
Kort sagt:
’Girls’-fans kan glæde sig til at kaste sig over denne herlige Netflix-serie. For Lena Dunham er tilbage og leverer (endnu) et fantastisk sjovt generationsportræt, der er lige så liderligt, som det er on point.
Anmeldt på baggrund af hele serien.