I går aftes dansk tid blev en række billboards spottet i Reykjavik, New York og Los Angeles, og nu er Justin Biebers syvende album landet.
‘Swag’, som det nye album ironisk nok hedder, selvom popstjernen tilbage i 2013 advokerede for at lægge ordet i graven, byder på i alt 21 sange og tæller features fra blandt andre Sexyy Red, Cash Cobain og Gunna.
Blandt albummets producere finder man desuden Syd For Solen-aktuelle Mk.gee.
‘Swag’ følger i hælene på albummet ‘Justice’ fra 2021, der ifølge Soundvenues anmelder bød på »solidt poppet håndværk og sangskrivning, der bliver hængende i bevidstheden, længe efter albummet er klinget ud«.
Allerede i januar begyndte rygterne at florere om, at Bieber ville gøre comeback i 2025. Det skulle vise sig at holde stik.
Lyt til ‘Swag’ herunder.
