‘Justice’: Få kan slippe afsted med at være så højtidelig og håbløst romantisk som Justin Bieber
Det er kun ét år siden, Justin Bieber udgav sit seneste album, ‘Changes’. Jep, ét år. Og sjældent har jeg oplevet et album af så stor en artist blive glemt så hurtigt.
Jovist, singlerne ‘Yummy’ og ‘Intentions’ havde en kortvarig storhedstid, men nu her virker albummet som et flygtigt komma i popstjernens karriere. Især fordi ‘Justice’, Justin Biebers sjette studiealbum, nu har gjort sit indtog og med sine solide popsange faktisk godt kunne være et af hans bedste hidtil.
På trods af sit skrigende turkise og på alle måder uskønne albumcover er ‘Justice’ et af de mest helstøbte og velskrevne album fra Biebers hånd, og flere af albummets 16 sange måler sig snildt med evergreens som ‘Sorry’ og ‘Baby’.
På ‘Justice’ er der både dømt gospelkor (‘Holy), guitarballader (‘Off My Face’) og euforiske popsange, der går all-in på storladne omkvæd og catchy hooks.
Bieber dyrker poppen i dens reneste form og krydrer subtilt undervejs med forskellige elementer som caribiske understrømme på ‘Love You Different’ og Police-agtige, funky basgange på ‘Die For You’ og ‘Hold On’. Fælles for alle sangene er, at de demonstrerer solidt poppet håndværk og sangskrivning, der bliver hængende i bevidstheden, længe efter albummet er klinget ud.
Hvis der er én ting, jeg trods alt husker ‘Changes’ for, så er det, hvor fuldstændig head over heels forelsket Justin Bieber var i sin kone, Hailey Bieber. Og det er han i den grad stadig.
Men hvor sangene på ‘Changes’ havde halvlummer honeymoon-stemning, er hvedebrødsdagene langsomt ovre på ‘Justice’.
Sangteksterne vidner om en Bieber, der er blevet ramt af en form for romantisk ærefrygt, og hvert sekund er bange for, at han vil blive forladt, eller at han ikke kan gøre sig fortjent til den kærlighed, han er blevet skænket.
»Sometimes, I don’t know why you love me«, synger han på Khalid-duetten ‘As I Am’, »I feel like I don’t deserve you tonight«, lyder det på ‘Deserve You’, og listen bliver ved.
Bieber er tydeligt overvældet af den kærlighed, der er mellem ham og konen Hailey Bieber, og der bliver spillet på den helt store emotionelle, gudfrygtige klinge, når han synger om hende.
Den melodramatiske tone lyder måske lidt belastende i længden, men det er faktisk den, der gør ‘Justice’ så stærk.
Der er få, der kan slippe afsted med at være ensidigt melankolsk, alvorlig og håbløst romantisk – men for Justin Bieber lykkes det. Højtideligheden er hans kendetegn, og de hjerte/smerte-agtige ballader fungerer langt bedre end den legesyge og lidt laissez faire r’n’b-attitude, der dominerede ‘Changes’.
Det eneste, der ikke fungerer ved ‘Justice’, er den mærkværdige uoverensstemmelse mellem albummets indhold og den aktivistisk klingende titel. Titlen ‘Justice’ bliver endda bakket op af to interludes, hvor borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King Jr.’s stemme gjalder ud over højtalerne og kræver retfærdighed, og det er mig en gåde, hvordan det hænger sammen med albummets tekster om monogame parforhold.
Mest af alt virker det som et panisk forsøg på at markere sig i det nuværende popkulturelle landskab, hvor det forventes af store popstjerner, at de bekender politisk kulør.
Ser man bort fra det ret så halvhjertede forsøg på at få wokeness ind over albummet, er ‘Justice’ dog et virkelig stærkt udspil fra Bieber, der efter mange års musikalsk famlen lader til at have fundet sig til rette på en ærkepoppet hylde, hvor der ikke bliver sparet på dramatikken.
Kort sagt:
På ‘Justice’ demonstrerer Bieber solidt poppet håndværk og sangskrivning, der bliver hængende i bevidstheden, længe efter albummet er klinget ud.