KOMMENTAR. Justin Bieber er et spøjst sted i karrieren. Han er en af planetens mest kendte kunstnere, men han er samtidig en sanger, som man ikke helt ved, hvor man har. Bieber er nemlig lidt en popstjerne uden en klart defineret lyd.
Sidste gang sangeren for alvor var allerøverst i det kommercielle musikerhierarki var tilbage i tropical house-tiden. Dengang lavede ingen større og mere tidssvarende pop.
’Purpose’-albummet bød på singlerne ’Sorry’ og ’What Do You Mean?’, og hvis det ikke var nok for at cementere hans status som popmusikkens tropiske prins, var der jo også den gigantiske ’Where Are Ü Now’ med Skrillex og Diplo.
Men det var i 2015. Der er ikke længere nogen, der tørster efter tropisk pop. Det har Justin Bieber i første omgang reageret på med sit mest rendyrkede genrealbum i karrieren: R’n’b-værket ’Changes’ fra sidste år.
Det er nok de færreste, der ville sige, at det album var decideret dårligt. Men det er nok lige så få, der mener, at det var Biebers stærkeste album. ’Changes’ fremstillede ægteskabelig lykke på behagelige sange, og det var forudsigeligt nok ikke vanvittig nervepirrende. Det virkede derfor heller ikke som en lyd, Bieber ville blive i.
Derfor er det spændende, at vi nu får et nyt album allerede et års tid efter ‘Changes’, for hvis han ikke bare skal dandere den i ægteskabs-r’n’b, hvad så? Quo vadis, Biebs?
Det spørgsmål giver ’Justice’ flere forskellige svar på. For albummet byder på så forskellige ting som 80’er-smaskeren ’Die For You’, den frelste Jesus-poprap fra singlen ’Holy’ og letfordøjelig, poppet sommersoul på ’Peaches’. Bieber prøver lidt af hvert og slipper umiddelbart godt fra det meste.
Men de steder, han imponerer, er inden for den mest klassiske popstjernedisciplin af dem alle: Den store ballade om de endnu større følelser.
Det er på ’Justice’-sange som ’Off My Face’, at vi bliver mindet om, hvorfor Justin Bieber er en af verdens største popstjerner. Han bærer simpelthen de her ballader uden at blinke.
Bieber har det der særlige popstjernegen, hvor den store armbevægelse virker som det mest naturlige i verden, og hvor den størst mulige kærlighedserklæring aldrig falder til jorden, uanset hvor meget patos der er lagt i.
»I’m off my face in love with you«, erklærer han for eksempel på ‘Off My Face’, og fordi det er det her, Bieber gør, så tror man på ham til fulde. Senere går han først over i falset, før han endelig opgiver ordene helt og laver en af den slags overjordiske fraseringer, som kun de sande popstjerner mestrer.
Man kan lige forestille sig sangen til en koncert: Det er gåsehud på armene, lighterne frem og hjerteformede fingre i vejret. ‘Off My Face’ er rendyrket pop, som man egentlig ikke laver det længere. Det er det, Bieber kan, og det er det, jeg har savnet fra ham.
Der er også andre sange i nogenlunde samme stil på albummet, som eksempelvis singlerne ‘Lonely’, ‘Anyone’ og ‘Hold On’.
Førstnævnte er en nedbarberet ballade med Biebers vokal i centrum, men den handler ikke om den store kærlighed, men om den store ensomhed. Det minder faktisk en smule om nogle af emo-popsangene fra Billie Eilish-albummet ’When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’, når Bieber synger (og bander): »No one’s listening / and that’s just fucking lonely«.
Det er skrøbeligt, smukt og storladent.
Ligesom på ’Off My Face’ lader Bieber også her stemmen knække, og det bliver igen nærmest ordløst, når han strækker stavelserne klagefuldt ud i ordet »lonely«.
Den slags ballader er måske ikke de mest fremsynede eller tidssvarende sange, man kan lave. Men de har en slags tidløs kvalitet – og hvis der er noget, der er bedre end at være lyden af lige nu, så må det være at skabe sange, der er hinsides den slags hensyn.