Justice forbyder Justin Bieber at kopiere deres font på det nye album ‘Justice’: »Du har ikke fået tilladelse«

Justice forbyder Justin Bieber at kopiere deres font på det nye album ‘Justice’: »Du har ikke fået tilladelse«
Justin Bieber. (Foto: Mary Ellen Matthews)

Det syntes mest at være med et smil på læben, da Justices pladeselskabsboss i starten af måneden påpegede ligheden mellem den franske duos mangeårige logo (med et lille T formet som et kors) og fonten på Justin Biebers nye album ‘Justice’, der udkom i dag. Men nu er tonen pludselig blevet mere alvorlig.

Justice har nemlig sendt et påbud til Justin Bieber mod at bruge franskmændenes font, fortæller Rolling Stone og Pitchfork. Selvom nyheden først kom ud i går, dagen inden albumudgivelsen, sendte Justices advokater faktisk påbuddet allerede 10. marts. Her meddelte de, at Justice registrerede fonten (i brevet kaldet Tegnet) som varemærke tilbage i 2008.

»Din brug af Tegnet er retsstridig. Du har ikke fået tilladelse fra Justice til at bruge Tegnet«, står der i brevet, som Rolling Stone er kommet i besiddelse af. »Ydermere er Biebers arbejde på ingen måde affilieret med, støttet af eller sponsoreret af Justice. Sådan brug af Tegnet er ikke bare retsstridigt, men kan sandsynligvis vildlede og forvirre forbrugere«.

Justice beder således Bieber om at afholde sig fra at bruge fonten »i enhver og alle personlige og forretningsrelaterede sammenhænge, inklusive, men ikke begrænset til, album og sociale medier«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Den morgen, hvor Bieber annoncerede sit album, var det ret svært at misse«, forklarer Justices ene manager, Tyler Goldberg, til Rolling Stone. »Udover at vi selv kunne se det over hele internettet, hørte vi fra hundredevis af personer dagen igennem – branchefolk, Justice-fans – og Justice-fyrene modtog en masse beskeder, der ikke bare ville påpege ligheden med Justin Biebers ‘Justice’-album, men som var forvirrede: ‘Er det her et Justice-samarbejde?’«

I brevet er også vedlagt den mailkorrespondance mellem Justices management og Biebers repræsentanter, som den elektroniske duos management tidligere fortalte om (dog foregik korrespondancen i slut-april, ikke i maj).

»Biebers bagland sendte os en e-mail tilbage i maj 2020, hvor de spurgte om at komme i kontakt med Justices grafiske designer for at diskutere et logo«, fortalte Justices management, kort efter at Biebers albumcover var blevet afsløret for omverdenen i.

»Vi forsøgte at planlægge et opkald mellem Biebers hold og vores designer, men opkaldet blev aldrig fuldført, og samtalen sluttede der. Ingen nævnte nogensinde et album ved navn ‘Justice’ eller et logo, der lød ‘Justice’. Første gang, vi hørte om det, var annonceringen (af albummet, red.)«.

Justin Biebers repræsentanter har endnu ikke udtalt sig om sagen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af