KOMMENTAR. Der er egentlig ikke så meget galt med ’Up’ som sang. Cardi B’s første single siden ’WAP’ med Megan Thee Stallion er måske ikke et fænomen som storhittet fra 2020 (som vi kårede til en af sidste års allerbedste sange), men den er en solid, hårdtslående rapsang i samme stil som tidligere udgivelser a la ’Money’ og ’Press’.
Det er sådan et nummer, hvor Cardi B minder os om, at hun er en hård rapper fra New Yorks gader, der startede karrieren med mixtapes og billige musikvideoer. Faktisk minder rapperens flow på den nye sang en smule om det tidlige undergrundshit ‘Red Barz’.
Cardi får da også slået sin status som en af tidens mest rapkæftede stemmer fast med nogle af sine karakteristiske øjenbrynsløftende punchlines, som linjen om en modstander, hvis »breath smell like horse sex«. Yikes.
På den måde er ’Up’ en slags anti-’WAP’. Mindre poleret storproduktion, mere back to basics. Derfor er det også lidt paradoksalt, at sangen har fået årets nok indtil videre mest overdådige musikvideo.
Cardi B skifter outfits i et svimlende tempo, der er dansekoreografier og den ene farverige scenografi efter den anden. På et tidspunkt danser hun bogstavelig talt på en grav. Senere er der product placement for en vibrator og tungekys i lange baner. Til sidst bruger Cardi en nøgen mand som bord.
Det er virkelig ikke den slags video, man har lyst til at have kørende på sin computer, når ens mor går forbi.
Så hvorfor har Cardi B og hendes pladeselskab smidt det helt store musikvideobudget (og de helt slibrige koncepter) efter en sang, der lyder som noget, man kunne finde på et undergrundsmixtape? Der må jo være et eller andet ved den, der har gjort, at nogle kloge folk har tænkt, at ‘Up’ kunne hitte.
Her skal man måske se lidt nærmere på sangens exceptionelt gentagelsestunge omkvæd, der kommer her i hele sin monotone pragt:
»If it’s up, then it’s up, then it’s up, then it’s stuck / if it’s up, then it’s up, then it’s up, then it’s stuck / up, then it’s up, if it’s up, then it’s stuck / if it’s up, then it’s up, then it’s up, then it’s stuck«.
Hvis du læste hele den smøre er der gode chancer for, du allerede er skeløjet, og ørerne har det faktisk lidt på samme måde, når man hører det i sangen. Det er ekstremt repetitivt. Og det er sandsynligvis nok også meningen.
I 2021 er det jo nemlig sådan, at en sang skal kunne blive stor på TikTok, hvis den virkelig skal være et hit, og her handler det tit om at hamre én linje igennem. Lidt ligesom Megan Thee Stallion gjorde, da hun skulle følge op på ‘WAP’ med ‘Body’, der havde dette rent ud sagt afskyelige omkvæd: »Body-ody-ody-ody-ody-ody-ody-ody / ody-ody-ody-ody-ody-ody-ody / body-ody-ody-ody-ody-ody-ody-ody / ody-ody-ody-ody-ody-ody-ody«.
Selvfølgelig har omkvæd altid gjort brug af gentagelser for at sætte sig fast. Cardi B har selv tidligere lavet en sang som ‘Money Bag’, hvor hun gentager sangens titel 24 gange i hvert eneste omkvæd (jep, 24. Tæl selv).
Men det føles alligevel som om, TikTok har taget omkvædets gentagelseselement til en ny ekstrem. Nu handler det nemlig ikke om et sammenhængende sæt linjer, der skal fungere sammen, men tit blot om den der ene sætning. En håndfuld ord, der bider sig fast.
Det gør, at en central del af sangskrivning er blevet tabt. For én ting er, at nogen har lyst til at gentage de samme ord i en ti sekunder lang TikTok-video – noget andet er, om man orker det over en hel sang. Skillelinjen mellem insisterende og enerverende er tynd, og både ’Up’ og Body’ er godt på vej ind i sidstnævntes territorie.
Dermed selvfølgelig ikke sagt, at Cardi og Megan ikke er nogle af nutidens mest interessante hiphopartister – og at de også normalt er gode til at forstå mekanismerne, der hersker på TikTok.
Begge rappere har jo inden de her sange været TikTok-darlings – både gennem deres personlighed, hvor eksempelvis Cardis mimik bliver ved med at være et hit, og med sange som Megan Thee Stallions ’Savage’, der blev et decideret verdenshit efter at være slået igennem på platformen. Senest har de selvfølgelig haft både TikTok- og streamingsucces med sidste års fælles kæmpehit ’WAP’.
Men den succes har altid føltes som noget, der opstod organisk. Med ’Body’ og ’Up’ går de to rappere eksplicit efter viral medvind, og det har ikke resulteret i lige så stærk musik. Her er de tæt på at ofre sangen i jagten på at hamre en sætning ind i lytterens hoved.