KOMMENTAR. Nogle ting er uundgåelige. De kommer til at ske, om vi vil have det eller ej. Som døden. Eller julemusik i november. Eller The Kid Larois store gennembrud. Den 17-årige australier tjekker nemlig alle boksene for, hvordan man bliver en popstjerne som rapper i 2021.
The Kid Laroi har således samme sans for melodi som Post Malone, og han har lært emorappens intense teenage-patos fra læremesteren Juice WRLD, den afdøde rapper, som han kalder sin »storebror«.
Når man lytter til en Laroi-sang som ’Diva’ eller storhittet ‘Without You’, der har ligget i toppen af hitlister verden over hele året, sitrer hans stemme stedvis præcis som Post Malones, mens de skrålende flows på versene i samme sang nikker til Juice WRLD eller lignende artister som Trippie Redd og Lil Uzi Vert.
Samtidig er australieren decideret børnevenlig. Han ligner en form for Soundcloudrap-version af Justin Bieber, uden alt for mange edgy elementer som ansigtstatoveringer eller neongrønne dreadlocks. Han er mere MGP end XXXTentacion.
Det kan man også mærke på hans samarbejdspartnere. Laroi har allieret sig med rappere som Lil Mosey og Lil Tecca, der er mere nørdede and aggressive, samt den cartoon-agtige musikvideoinstruktør Cole Bennet. Det er det her hold, der har forvandlet emorap og Soundcloudrap fra punket ungdomsoprør til poleret, ufarligt playlist- og TikTok-fodder.
Og apropos TikTok, så har The Kid Laroi selvfølgelig også skabt et viralt hit på den for tiden så altafgørende platform. The Kid Laroi har nemlig været så snu at lave en sang, der hedder ’Addison Rae’, som er opkaldt efter verdens nok mest berømte TikTok’er, hvilket fik den australske teenager til at eksplodere yderligere.
Så, ja. The Kid Laroi kommer til at ske, om vi vil det eller ej. Hvis man var tilhænger af konspirationsteorier, kunne man nærmest tro, at han var blevet skabt i et laboratorium, der skulle skabe den mest bredt favnende og algoritme-venlige rapper, man kunne lave.
Det er med Kid Laroi lidt som det er med corona: Det er helt klart for sent at stoppe hans globale overtagelse nu. Men det er ikke for sent at forstå, hvordan vi er endt her.
I rapperens tilfælde startede det hele i kvarteret Wellington i Australiens største by, Sidney. Og lige så oplagt hans stjernestatus føles nu, lige så usandsynlig var den dengang.
Charlton Kenneth Jeffrey Howard, som hans fulde navn er, har således haft en relativt hård opvækst og været hjemløs i perioder. Derudover har han fortalt podcasten No Jumper, at han ikke havde specielt meget til overs for den lokale hiphopscene.
Det forklarer nok også, hvorfor der vitterlig ikke er noget specifikt australsk ved Larois musik. Han lyder præcis som de amerikanske rappere, han har set op til – og som han sørgede for at hooke op med, når de kom til Australien. Der er især ét forbillede, der overstråler alt.
I begyndelsen af ’Go’-videoen, kan man således se The Kid Laroi og Juice WRLD hænge ud. Sidstnævnte fortæller, at verset han bidrager med på sangen er en fødselsdagsgave, hvilket altså er en gave med en værdi af 200.000 dollar. Men i virkeligheden har den amerikanske emorapper givet den unge australier langt mere end et vers. Han har givet ham en stil, en fortælling og, i sidste ende, en arv.
For The Kid Laroi er nemlig ikke bare inspireret af Juice WRLD, han er signet hos samme label, der er ejet af rapperen Lil Bibby, og laver nu musik, der er en direkte forlængelse af mentorens.
Når de rapper side som side, som på ’Reminds Me Of You’, er de svære at adskille fra hinanden. Hele forholdstematikken på Larois 2020-album ’Fuck Love (Savage)’ er en gentagelse af Juice WRLDs ’Goodbye & Good Riddance’. Sangen ’Fuck You, Goodbye’ er desuden tæt på at være en kopi af den albumtitel.
Den australske hiphopstjerne er selvfølgelig stadig ung, og der er intet galt i at have forbilleder. Laroi vedkender sig også inspirationen: »Juice var kæmpestor for mig i forhold til inspiration, og jeg lærte meget fra ham i forbindelse med at indspille og den slags«, har han fortalt Billboard. I et andet interview har han fortalt, at han tit bare sad og observerede Chicago-rapperen indspille sang efter sang natten lang.
Den yngre artist har da også lært meget. Hans sans for melodi er skarp, og han har et godt øre for omkvæd. The Kid Laroi kan desuden skifte fra sangrap til decideret emorap-growl på samme måde som læremesteren, alt imens han formår at holde lyden glat og poleret lidt ligesom Drake eller Post Malone.
På den måde har den unge australier mestret en form for rap, der går efter de store følelser, samtidig med at den altid lyder behagelig nok til at passe ind på en playlist.
Men på trods af, at han tydeligvis har en form for talent, er det svært ikke at tænke, at ting som Kid Laroi er det, der står tilbage, når den endelige revolution er ebbet ud. Artister som XXXTentacion, Lil Peep eller Juice WRLD var banebrydende indenfor emorap og Soundcloudrap. Men de havde alle deres forskellige dæmoner og problemer, og brændte ud unge. Det føles som om, de brændte for intenst til at blive ved.
Det er man ikke bange for med The Kid Laroi. Han føles ikke farlig. Den unge australier er ikke lyden af hiphoppens nye, vilde avantgarde. Tværtimod: Han føles som den artist, algoritmen foreslår, når Juice WRLD ikke er tilgængelig længere.
Engang sagde man, at revolutionen æder sine børn. Nu erstatter den dem åbenbart med teenagere fra Australien.