Juice WRLD’s ’Legends Never Die’ er en værdig afsked til emorap-stjernen, der døde alt for ung
De seneste par år har vi – desværre – fået posthume album fra nogle af hiphopscenens mest lovende unge talenter. XXXTentacions ’Skins’ var en løs samling skitser, Lil Peeps ’Come Over When You’re Sober, pt. 2’ var en samvittighedsfuld rekonstruktion af rapperens efterladte sange og Pop Smokes nyligt udgivne ’Shoot For The Stars Aim For The Moon’ var et værk, der viste, at drill-talentet først lige var begyndt at vise, hvad han kunne.
Nu er Juice WRLD’s ’Legends Never Die’ så landet, omkring et halvt år efter at rapperen døde af en overdosis kort efter sin 21 års fødselsdag. Og det album er faktisk nok det posthume hiphopalbum, der bedst indkapsler, hvad der gjorde den afdøde artist så speciel.
For hvor mange posthume album har noget skitseagtigt og ufærdigt over sig, føles de her sange som klare færdiglavede koncepter. Numrene på ’Legends Never Die’ skinner af intensitet – de er indtrængende eksempler på Juice WRLD’s evigt forelskede og narkotiserede emorap, der konstant dansede på afgrundens rand.
Det er musik, der er alt andet end subtil. »My anxiety’s the size of a planet«, synger Juice WRLD på ’Righteous’ med et af de melodiske (lidt Post Malone-agtige) flows, der gjorde ham til angstens store popstjerne. Senere, på singlen ‘Wishing Well’, lyder det (nærmest en smule komisk) således: »Ring ring / phone call from depression«.
Men netop den fuldstændig ufiltrerede og direkte sangskrivning var Juice WRLD’s styrke, og en af årsagerne til at hans musik skabte den store følelsesmæssige forbindelse til hans fans. Han talte direkte fra hjertet, for nu at sige det med den mest oplagte kliché. Det var teenage angst for Xanax-generationen.
Et sted på albummet samples et Young Thug-interview, hvor han fortæller om den yngre rappers freestyle-agtige indspilningsteknik, og sammenligner den med Lil Wayne. Og dét interviewklip illustrerer meget godt den filterløse teknik, Juice WRLD havde perfektioneret. Det var nærmest en slags Instagram Live-monolog direkte fra rapperen og ned på sangen.
Et andet aspekt af rapperens sangskrivning, der gør ’Legends Never Die’ til et intenst og ikke ukompliceret bekendtskab er selvfølgelig også, hvor tit den unge kunstners relation til stoffer, angst og døden berøres. Især en sang som ’Wishing Well’ virker nærmest som et dødsvarsel.
Først rapper Juice WRLD om, at han ikke kan trække vejret og at stofferne gør, at hans krop klør. På et tidspunkt udbryder han »If it wasn’t for the pills, I wouldn’t be here / but if I keep taking these pills, I won’t be here«.
Det er uhyggeligt, hvor tæt på virkeligheden de linjer er. Men de kommer samtidig fra en af albummets bedste sange – man bliver mindet om, at Juice WRLD’s styrke jo netop var, hvor klart han skildrede den her intense kamp mellem stoffer og angst på den ene side og kærlighed og optimisme på den anden.
Dén patosfyldte emorap-æstetik dominerer næsten alt på ’Legends Never Die’, og det kan være en smule drænende i længden. Især når Juice WRLD ikke præsterer helt til sit højeste som på den lidt monotone ’Bad Energy’ og på ’Tell Me U Luv Me’ men den om muligt endnu mindre subtile emorap-kollega Trippie Redd.
Samtidig lykkes han dog også med mere flersidige sange som det stadionstore rockrap-track ’Come & Go’, den kitschede poppunk-smasker ’Man Of The Year’ og den storladne kærlighedssang ’Life’s A Mess’ med Halsey, hvor hans direkte sangskrivning igen skinner: »When heart breaks it feels like the world’s gone / but if the love’s real, you’d feel your soul roar like a lion«.
Og faktisk er det den slags euforiske, håbefulde momenter, der gør mest ondt at lytte til. For de viser jo, at Juice WRLD ikke havde behøvet at dø som han gjorde – han havde tydeligvis masser af håb og optimisme bag al angsten. Det skinner også igennem på ’Fighting Demons’, hvor man ikke helt ved, om han synger til sig selv eller til sine lyttere: »Take my hand / don’t give up«.
De momenter af intensitet føles virkelig som Juice WRLD’s verden, der åbner sig. Og netop derfor er ’Legends Nerver Die’ – på trods af sine småfejl – et af de stærkeste posthume album fra den unge hiphopscene.
For hvor XXXTentacions posthume album viste os skyggen af en kunstner og Pop Smoke pegede på en masse potentiale for en fremtid, der aldrig bliver til noget, føles det som om Juice WRLD’s første posthume album viser lige præcis, hvor han var som kunstner, da han døde – og hvorfor han var så vigtig.
Kort sagt:
Juice WRLD’s ‘Legends Never Die’ er noget så sjældent som et helstøbt posthumt album, der viser, præcis hvorfor han var et ikon for en ung emorap-generation.