Pop Smokes posthume debutalbum er det modsatte af det, du forventer
Inden sin tragiske død tidligere i år var Pop Smoke blevet New Yorks bedste bud på en global rapstjerne. Hans eminente sans for timing og umiddelbart genkendelige vokal gjorde, at han blev udråbt til en form for ny 50 Cent. Den sammenligning er svær ikke at tænke på, når man hører rapperens posthume debutalbum, ’Shoot for the Stars Aim for the Moon’’.
Både fordi Pop Smoke gendigter 50-sangen ’Many Men’ på albumhøjdepunktet ‘Got It on Me’, lyder decideret som en G-Unit-rapper på ‘Gangstas’ og citerer ’Candy Shop’ på ’Woo’, hvor den ældre rapper oven i købet gæster.
Men også fordi Pop Smoke – ligesom 50 før ham – har skabt en albumdebut, der opskalerer hans lyd samt åbner op for både kærligheds- og festsange. Det her er helt klart et album, der prøver at gøre ham til en stjerne. Faktisk agerer 50 Cent endda executive producer, og det kan mærkes: Man kan næsten høre den ældre artist hviske tricks og hitlisteformularer ind i øret på den yngre.
Og det repræsenterer et ret radikalt stilskifte for Pop Smoke. For indtil nu har alle hans største sange (’Welcome to the Party’, ’Dior’, ’Christopher Walking’) holdt sig klart inden for den dystre, rungende drill-genre. Hans mixtapes har været præget af én stil.
På sin albumdebut lader Pop Smoke sig nu pludselig både inspirere af nutidens toneangivende stjerner (albumgæsterne Lil Baby, DaBaby, Roddy Ricch, Swae Lee, Quavo) samt en række af New Yorks tidligere pop-lænende hiphopartister. Som ovennævnte 50 Cent, men også som Fabulous, hvis bløde r’n’b-rapklassiker ’Into You’ bliver forvandlet til ’Something Special’.
Det gør ’Shoot for the Stars Aim for the Moon’ til en mere flersidig og ujævn størrelse end Pop Smokes mixtapes. Han er ikke længere synonym med drill. Hvilket måske er en form for frigørelse.
Men samtidig også lidt ærgerligt, for det er altså vitterligt som dundrede drill-rapper, at newyorkerens stemme fungerer bedst. Drill var jo lyden af Brooklyns gader, der vågnede fra deres slummer – og Pop Smoke var deres talerør.
Det er musik, der gør, at man vokser sig større. Hvilket også er hvorfor New York har taget ’Dior’ til sig som protestsang. For når dén sang spiller, er man ikke bange for nogen; man føler sig uovervindelig.
Dén musikalske superkraft er ikke tilstede på dette album i samme udstrækning som tidligere. Selvom ’Dior’ nu for tredje gang er inkluderet på en Pop Smoke-udgivelse, og der jo stadig er drill-tracks som det stærke ’44 BullDog’, der genskaber en udbredt UK-sang.
I stedet får vi numre som ‘Creature’, ‘West Coast Shit’ og ‘Snitching’, der er solide traptracks, men hvor albummets egentlige hovedperson er reduceret til gæst.
Men det, der er gået tabt, bliver til dels opvejet af det faktum, at Pop Smoke er uventet stærk som både førsteelsker og poprapper, og lyder helt komfortabel både over oldschool-produktion (‘Gangstas’) og smooth r’n’b som ‘What You Know About Love’, der er højdepunktet blandt de lidt ujævne kærlighedssange sidst på albummet.
For ja: Manden, der skulle bringe New York-gangsta rap tilbage, har i bedste 50 Cent-stil tilføjet en håndfuld kærlighedssange på anden halvdel af sit debutalbum. »Oh, you didn’t know I could sing?«, spørger han drillende på den ikke specielt sexede sex-sang ‘Mood Swings’, og nej, hvor skulle vi også vide det fra?
Vi nåede jo kun lige at lære Pop Smoke at kende, før han blev dræbt. Men rapperens posthume debutalbum viser, at han havde exceptionelt meget at byde på – og at han kunne meget mere end at reproducere den drill-lyd, han ellers var kendt for.
Kort sagt:
På sit posthume debutalbum dyrker Pop Smoke uventet nok ikke den drill-lyd, han vil blive husket for. Han viser i stedet nye sider, der antyder, at han ville være en kommerciel superstjerne a la forbilledet 50 Cent.