Pop Smoke inkarnerer lyden af New York-rap anno 2020
Selv om Pop Smoke bevæger sig inden for drill-genren, der er grundlagt i Chicago, og selv om hans hovedproducer er en englænder ved navn 808 Melo, er der noget umiskendeligt New York-agtigt over ham.
Rapperen fra Brooklyn er nemlig en rå, grov gaderapper i traditionen fra DMX, Styles P eller tidlig 50 Cent. Han laver musik, der er skabt til at blive hørt om natten i biler, der kører gennem skumle områder i sneglefart.
Hele ’Meet the Woo 2’ følger nærmest den samme strategi. Et tungt beat, ofte med 808 Melos karakteristisk boblende basgange, slæber sig afsted, mens Pop Smokes mørke stemme strør trusler omkring sig. Det er ikke vildt nuanceret musik. Men det er exceptionelt effektivt.
Det bedste eksempel er nok singlen ’Christopher Walking’. Den viser, hvor god Pop Smoke er til at dosere sin vokal. Han har en nærmest Cam’ron-agtig evne til at lade sine kunstpauser vare så længe, at man næsten tror, han har glemt, at det er meningen, han skal rappe – indtil han pludselig brager ind på beatet igen.
Dén sang er også bare så New York – både fordi titlen referer til Christopher Walken, der spillede hovedrollen i filmen ’King of New York’, og fordi Pop Smoke rapper noget af forbilledet 50 Cents ’Window Shopper’.
Men referencen til 50 Cents syngende flow er en sjældenhed, for mestendels har Pop Smoke det samme toneleje på hele albummet. Det hele er tungt og måske også en smule monotont. Men han varierer alligvel udtrykket en smule, som når han bruger Travis Scott-agtige autotune-melodier på ’Sweetheart’, en sang der dog desværre ender med at være en lidt gimmick-agtig efterligning af Roddy Ricch-hittet ’The Box’.
Ellers er det tit op til gæsterne at bidrage med et melodisk islæt, hvilket faktisk fungerer virkelig effektivt. Især Lil Tjays autotune-harmonier er en god modvægt til Pop Smokes dundrede rapstil.
Ellers kører ’Meet the Woo 2’ mestendels i samme rille – men det er jo også det, der er meningen med den her slags benhårde, kompromisløse gaderap; man skal næsten falde lidt i staver, mens man bliver rystet igennem af musikken, som det næsten bogstavelig talt sker på den rungende ’Shake the Room’.
Dén evne til at skabe dundrende, onde bangers er grunden til, at Pop Smoke lige nu har titlen som New Yorks største gaderapper. I gamle dage ville man nok kalde ham en mixtape-stjerne. Der er noget fundamentalt lokalt og upoleret ved ham. Han er lyden af New Yorks gader anno 2020.
Kort sagt:
Pop Smoke lirer den ene benhårde New York-banger af efter den anden. Det er ikke specielt nuanceret. Men det er exceptionelt effektivt.