KOMMENTAR. I august 2021 trak den amerikanske rapper Anderson .Paak overskrifter med en ny tatovering.
»Når jeg ikke er her mere, så lad være med at udgive posthume album eller sange under mit navn. Det var bare demoer, og det var aldrig hensigten, at de skulle høres af offentligheden«, stod der med tydelige, sorte blokbogstaver ned ad hans underarm.
Anderson .Paaks tatovering var en klar holdningstilkendegivelse på et tidspunkt, hvor en stime af udgivelser fra kunstnere som Juice WRLD, Pop Smoke og XXXTentacion for alvor satte det posthume album til debat.
Og det er en debat, der for nylig er blevet genrejst via hyperpop-visionæren Sophies første posthume album, der udkom i september, samt udgivelsen af Mac Millers ‘Balloonerism’ i sidste uge.
For er det posthume album en respektfuld måde at holde en kunstners minde i live på? Eller er der tale om grådigt gravrøveri, der i sidste ende kan ødelægge en kunstners musikalske arv?
Levende eller død musik
Posthume udgivelser har været en ting lige så længe, musik har eksisteret som kunstart. En række af den klassiske musiks mest elskede værker – Mozarts ’Requiem’, Beethovens ’Für Elise’ – blev først offentliggjort længe efter komponisternes død, og kaster vi et blik på det 20. århundrede, hvor populærmusikken for alvor blev et fænomen, er radiostationer og hitlister spækket med udgivelser fra allerede bortgåede stjerner.
Da countrylegenden Patsy Cline i april 1963 fik et kæmpe crossover-hit med ’Sweet Dreams’, var hun allerede måneden forinden omkommet, da hendes fly på en stormfuld nat styrtede ned i et sumpområde udenfor Camden, Tennessee kun 150 kilometer fra destinationen i Nashville.
Og da ’Me and Bobby McGee’ toppede de amerikanske singlehitlister i 1971, var det fire måneder efter, at Janis Joplin var blevet fundet livløs på gulvet i værelse 105 på Landmark Motor Hotel i Los Angeles, Californien.
Den posthume udgivelse hjemsøgte allerede dengang populærmusikken som et ukomfortabelt, uundgåeligt vilkår. Og man kan sågar gå længere endnu: Al indspillet musik er i og for sig posthumt. Forstået på den måde, at den bevarer en musikalsk oplevelse, der ellers ville være fortabt i dødens evige glemsel.
Det er ikke for ingenting, at indspillet musik defineres som den diametrale modsætning til levende musik. Det posthume er indlejret i selve musikindspilningens DNA.
Drevet af grådighed
Alligevel er det som om, noget har ændret sig i løbet af de seneste år. Pladeselskaber og pårørende udnytter i stigende grad streamingtjenesternes mulighed for fra den ene dag til den anden at udgive enorme mængder musik med en minimal grad af planlægning. Det er især gået ud over helt unge, alt for tidligt bortgåede kunstnere som Juice WRLD, Pop Smoke og XXXTentacion.
Det er der kommet en hel bølge af posthume album ud af, der formentlig aldrig var udkommet, hvis deres respektive kunstnere havde været i live.
Fragmenterede, rodede, usammenhængende album, hvor ufærdige demoer slibes og lakeres i et forsøg på at få dem til på overfladen at lyde nogenlunde færdige, og hvor små sangfragmenter fyldes ud med tilfældige gæstevers for at strække dem til noget, der nærmer sig længden på en normal sang.
Og ikke mindst album, der ofte er uhørt lange, fordi det totale fravær af kvalitetskontrol tillader, at alt, der bare minder om en sang, kan komme med ombord. Fordi flere sange betyder flere streams, og flere streams betyder flere penge. At det er grådighed, der driver denne trend, er der nærmest ingen, der lykkes med at skjule.
Til de hyppigst fremhævede eksempler hører sidste års Juice WRLD-udgivelse ’The Party Never Ends’ samt de 25 sange på XXXTentacions ’Bad Vibes Forever’ fra 2019.
Selv er jeg mest oprevet over Pop Smokes ’Faith’ fra 2021. Mest fordi de to fremragende mixtapes, Pop Smoke nåede at udgive inden sin død i 2020, hører til blandt nyere tids mest dystre, aggressive og kompromisløse hiphop, og at han – tror jeg – aldrig havde fundet sig i at høre sin stemme over generiske poprap-produktioner med påklistrede bidrag fra blandt andre Chris Brown, Pharell Williams og Dua Lipa.
Det gør ondt. Ikke blot fordi det er trist at se afdøde kunstnere blive udnyttet af dem, der havde til opgave at ære deres minde. Men også fordi album såsom ’The Party Never Ends’ og ’Faith’ afslører det illusoriske i en af streamingæraens helt fundamentale forestillinger: At streamingtjenesterne giver kunstnere en større frihed til at udgive musik på deres egne præmisser.
Eksemplariske Mac Miller
Set i det lys skiller Mac Millers to posthume album sig tydeligt ud. For både 2020’s ’Circles’ og det splinternye ’Balloonerism’ gælder det, at der er tale om album, der ved rapperens død var så færdige, at både titel, trackliste og albumcover lå klar. To album, hver med deres helt egen distinkte lyd og æstetik, der viser spændende nye facetter af den kunstner, der var Mac Miller.
Det er ikke så underligt, at de beskyldninger om udnyttelse, gravrøveri og usømmelig omgang med lig, som pladeselskaber og pårørende ofte mødes med, når de smider et posthumt album på gaden, nærmest aldrig har ramt folkene omkring Mac Miller. I det omfang det overhovedet kan lade sig gøre, er han eksemplet på, hvordan den slags kan gøres med integritet og respekt.
Langt mere kontroversielt har sidste års posthume album fra den allerede legendariske producer Sophie vist sig at være.
Det hele lød ellers umiddelbart ganske lovende: Et næsten-færdigt album færdiggjort af kunstnerens egen bror – der vel at mærke indtil hendes død arbejdede side om side med hende som lydtekniker på projektet – og en række af hendes nærmeste venner, hvoraf en stor del havde fungeret som faste samarbejdspartnere i årevis.
Hvad hvis musikken er dårlig?
Det lød lovende, ja – og det er ingen hemmelighed, at jeg selv var meget begejstret for albummet – men alligevel var reaktionerne fra en overvægt at hendes fans nærmest overvældende negative.
Gransker man sociale medier som Reddit eller musikplatformen RateYourMusic, vil man finde ikke så få kommentarer fra skuffede fans, der beskylder Sophies bror for af egoistiske årsager at have udgivet albummet mod hendes ønske. Hvorfor? Simpelthen fordi de ikke kan lide albummet.
Det peger på et fundamentalt problem ved det posthume album: Hvem skal stilles til ansvar, hvis musikken er dårlig?
Jeg tror, at det for mange musikfans er langt mere komfortabelt at tro på, at deres yndlingskunstner er blevet groft udnyttet af deres nærmeste pårørende, end at de simpelthen helt af egen drift har skabt et album, som ikke er godt.
Vanskeligheden ved det posthume album ligger altså ikke blot i selve det at udgive det, men også i som fan at tage imod det.
Jeg kom til at tænke på netop dette, da jeg lyttede til ’Balloonerism’ for første gang. Albummet slutter med lyden af legende børn og en ringende telefon, der aldrig bliver taget. Hvor kraftfuld, hvor følelsesfuld en kommentar til Mac Millers alt for tidlige død, tænkte jeg.
Problemet er selvfølgelig, at albummet blev produceret i 2014 – længe inden Mac Millers død – og at jeg på fetichistisk vis allerede var ved at trække de nuværende, tragiske omstændigheder ned over min tolkning af musikken.