’Sophie’: Poppionerens sidste album er en smuk og smertelig påmindelse om, at hun kun lige var begyndt
Det posthume album er altid et mystisk fænomen. I de værste tilfælde er disse udgivelser ikke andet end grådige pladeselskabers kyniske forsøg på at malke de sidste penge ud af deres bortgangne præmiekøer, og selv i de mindre grelle tilfælde kan det være svært at fravriste sig den bitre smag af gravrøveri.
Derfor er der heller ikke noget at sige til, at nyheden om et nyt album fra den højtelskede og allerede legendariske popeksperimentalist Sophie, der i 2021 gik bort i en alder af kun 34 år, af fans blev modtaget med en blanding af begejstring og bekymring. Er dette virkelig, hvad Sophie ville have ønsket?
Mine egne bekymringer blev for så vidt tæmmet af visheden om, at albummet er blevet færdiggjort af Sophies bror og tætte samarbejdspartner, lydteknikeren Benny Long, og at det ved hendes død allerede i grove træk var færdigt. Nu er albummet ’Sophie’ her endelig.
At lytte til et posthumt album er at lege orakel. Man kigger dybt i krystalkuglen og tyder de sidste slørede, efterladte tegn for at få et glimt af, hvordan fremtiden kunne have set ud, hvis ikke tragedien var indtruffet. Det er ikke mindst sandt, når det kommer til Sophie, der måske bedre end nogen anden var i stand til at forudse ikke blot lyden, men selve følelsen af i morgen.
»We tamed the future«, som det på én gang triumferende og ildevarslende lyder på et af albummets højdepunkter, ’The Dome’s Protection’: En næsten otte minutter lang, ambient rejse gennem tid og rum med den russiske producer Nina Kraviz’ kølige recitation som det eneste faste anker i det abstrakte lydbillede. Sangen lyder som et manifest.
Denne sci-fi-inspirerede spoken word er blot ét af mange øjeblikke, hvor Sophie går veje, hun aldrig er gået før. Hvis ens primære kendskab til Sophie er hårdtslående, kantede hyperpop-bangers som ’Immaterial’, ’Ponyboy’ og ’Bipp’, bliver man overrasket – måske endda skuffet.
For at komme til ’The Dome’s Protection’ skal man i hvert fald først igennem det stemningssættende, ambiente intronummer ’The Full Horror’, der minder mig om at lytte til vinden i træerne gennem teltdugen i en kulsort skov, og herefter ’Rawwwwww’ med rapperen Jozzy, som er en slags minimalistisk, mekanisk dancehall, der knirker som hængslerne på en rusten havelåge, og hvor det lyder som om, at hvert andet beat på mystisk vis er forsvundet.
For ikke at tale om den mareridtsagtige, dissonante ’Plunging Asymptote’ med kunstneren Juliana Huxtable, der over skudsalver af industriel støj gentager dette kryptiske mantra: »Plunging asymptote against a white noise more torturous than silence«. Så har de matematikkyndige også lidt at tykke på.
Efter denne kradsbørstige åbningssuite føles albummets femte nummer, den euforiske, housepoppede single ’Reason Why’ med Kim Petras og BC Kingdom, som en velfortjent, honningsmurt godbid. Har man glemt, at Sophie ikke blot var en eksperimenterende kultstjerne, men også producer for blandt andre Madonna, bliver man mindet om det her: Aldrig før har Sophie stået bag så ukompliceret og unægteligt iørefaldende en popsang.
Disse fem sange hører til blandt den mest spændende musik, jeg har hørt i år, og var albummet endt allerede her, havde det stadig været en stor lytteoplevelse. Men Sophie er langtfra færdig med at føre os ned ad nye, uforudsigelige omveje på et langt og overvældende album, der måske nok er en smule rodet, men altid fascinerende og overraskende.
Bevares, en lille række af mere traditionelle hyperpop-sange som ’Live in My Truth’ og ’Why Lies’ lyder unægteligt ikke så sindsoprivende, som de nok havde gjort, hvis de var kommet ud for fem år siden (hvilket man jo naturligvis ikke kan klandre Sophie for).
Langt mere interessant er den pludselige techno-ekskursion i albummets anden halvdel, hvor især ’Berlin Nightmare’ og ’Gallop’, begge produceret i samarbejde med Sophies forlovede, den græske kunstner Evita Maji, begejstrer med deres intense, rå fysikalitet. Jeg forudser begge sange en lys fremtid som lydtæppet til illegale raves i betonbunkere mange år frem.
Albummet slutter med en tetralogi af melankolske, blåtonede popsange, hvoraf især Hannah Diamond-samarbejdet ’Always and Forever’ skal fremhæves. Indspillet få måneder før Sophies død lyder sangen med sine kølige, syntetiske orgeltoner og elegiske tekst skræmmende profetisk:
»Always and forever / Forever and for always / We’ll be shining together / And as the years go by / You’ll still be by my side«, synger Diamond indtrængende med sin skrøbelige falset.
På en sang som denne og mange andre føles albummet nærmest hjemsøgt af Sophies fravær, der sniger sig ind som en knusende tilstedeværelse i det endeløse klangrum, hvor hvert taktslag i sidste ende må rinde ud. Da sangen er slut, er jeg efterladt med gåsehud og tilbageholdt åndedræt.
Nogle fans vil nok for evigt plages af uvisheden om, hvorvidt dette virkelig er det album, som Sophie ville have lavet, hvis hun havde været i stand til at færdiggøre det selv. Hvem ved? Sikkert er det i hvert fald, at vi her har fået et ufatteligt smukt musikalsk alter at tænde et lys ved. Og det er alt nok.
Kort sagt:
Sophies posthume sidste album er et langt, overvældende, smukt og absolut værdigt punktum for en kort, men spektakulær karriere. En smertelig påmindelse om, at Sophie kun lige var begyndt, og at hun stadig havde mange nye musikalske stier at udforske.