Sophie drømte om fremtiden – nu skal fremtiden undvære Sophie

Den 30. januar mistede verden den skotske producer Sophie, der omkom efter at være faldet ned fra et tag i Athen. Med sine kun 34 år havde den nyskabende musiker uden tvivl mere at dele ud af, men samtidig havde Sophie allerede egenhændigt skabt en ny verden og en ny måde at forstå musik og identitet på.
Sophie drømte om fremtiden – nu skal fremtiden undvære Sophie
Sophie. (Foto: PR)

I lørdags gik skotske Sophie bort i en alder af blot 34 år. En af de kunstnere, der over det seneste årti har været med til at fantasere om fremtidens musik, er nu ikke længere en del af den fremtid.

Sophie var den mest fremadsynede af de fremadsynede, den mest radikale af de radikale. Sammen med kollektivet PC Music dannede produceren grobund for hyperpop-bevægelsen, der nu er en af de allermest fremstormende genrer inden for grænsesøgende pop. Charli XCX, Mø, Madonna og Vince Staples ville alle have en bid af skottens idiosynkratiske lyd.

Men Sophie var først og fremmest en vision i sig selv og turde som få andre drømme – både om hvad musik kan være, men også om hvad identitet og køn kan være, og Sophie insisterede radikalt på potentiale fremfor begrænsninger. I denne verden kunne musik formes præcis, som man ville. Men det, der virkelig gjorde pioneren speciel, var hvordan Sophie viste, at ligesom musik og lyd kan formes som vi vil, så er køn og identitet hvad vi vil have det til at være.

Fra starten var Sophies elektroniske lyd noget nyt, både massiv som metal og bøjelig som gummi. Det ene øjeblik fjerlet, elegant og rørende, det næste høj, tung og grænsende til det ubehagelige. Ømhed og hårdhed var ikke modsætninger, men ledsagere, og alt var tilladt.

Cover-arten til ‘Product’-singlerne var 3D-modeller af vandrutsjebaner, og i et kendt citat sagde Sophie, at »det ville være ekstremt spændende, hvis musik kunne tage dig på den samme højintensitetstur som en rutsjebane i en forlystelsespark«.

Og Sophies tidlige musik var også som små rutsjebaneture, rystende treminutters rejser, hvor man aldrig vidste, hvad der ventede efter de næste 8 takter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men på debutalbummet ‘Oil of Every Pearl’s Un-Insides’ fra 2018 blev de små vandrutsjebaner til et univers, en stor forlystelsespark, en ‘Whole New World’.

Førstesinglen ‘It’s Okay to Cry’ er en gribende ballade, hvor Sophies stemme for første gang var i centrum, og kunstnerens ansigt og overkrop er i hver eneste frame i musikvideoen. Og for hver ‘It’s Okay to Cry’ er der en ‘Faceshopping’, hvor monstrøse cyborg-vokaler growler om kap med skurende bassynths og metalliske trommer. Musikken var stadig kontrastfyldt og både skrøbelig og voldsom, men Sophie mere hel end nogensinde før.

Hvor de tidlige produktioner handlede om, hvad musik kunne være, handlede ‘Oil’-albummet mere om, hvad Sophie kunne være – og kernen i kunsten viste sig at være måden, hvorpå musik og identitet hang uløseligt sammen. Indtil ‘Oil’ var Sophie, i modsætning til sine klare pop-statements, en enigmatisk, mystisk karakter, der blev beskyldt for at misbruge feminine stemmer. Men på ‘Oil’ trådte Sophie for alvor i karakter som transkunstner og -person og gjorde op med de beskyldninger.

Pioneren gemte sig ikke bag elektronikken, men stod frem og erklærede sin identitet og viste gennem sin musik, at vi er herskere over vores egen verden og kan transformere den, som vi vil – Sophies identitet var lige så unik og plastisk som musikken.

»For mig er transhed at tage kontrol og få din krop til at stemme mere overens med din ånd og sjæl, så de to ikke hele tiden kæmper mod hinanden og kæmper for at overleve«, sagde Sophie i et interview med Paper Mag i 2018. Og på den triumferende albumlukker ‘Immaterial’ lød det nærmest ekstatisk: »I can be anything i want!« – Sophies centrale budskab.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den radikale og ubegrænsede tilgang til musik og kunst var Sophies aktivisme: Gennem musikken var man altid i berøring med det allermest centrale. Derfor var Sophie også et forbillede for mange, der fandt frihed i musikken og personen – og derfor gør det så ondt at skulle undvære Sophie.

Tabet af kunstneren og musikeren er trist. Tabet af personen og ideen Sophie er næsten ubærlig. Sophie viste os en fremtid, hvor musik og identitet er, hvad vi vil have det til at være – og det er helt urimeligt, at Sophie ikke selv er en del af den fremtid.

I førnævnte interview med Paper Mag spørger journalisten, om Sophie tror på Gud. »Ja, Gud er Trans«, lyder svaret.

Hvis det er sandt, kan man håbe, Sophie er havnet et bedre sted nu. Alligevel kan man ikke lade være med at fælde en tåre over, at rejsen med denne her unikke kunstner nu alt for tidligt er slut. It’s okay to cry.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af