Musikbranchen er i kollektiv sorg efter gårsdagens nyhed om producergeniet Sophies alt for tidlige død i en alder af blot 34 år.
Nu hylder nogle af tidens største musikere den visionære producer, dj og sanger, som skubbede grænserne for popmusik i løbet af 10’erne.
Mø, der samarbejdede med Sophie på Cashmere Cat-nummeret ‘9 (After Coachella’), skriver på Instagram: »Du havde talent og nærvær som få andre, jeg nogensinde har kendt. Jeg vil altid være beæret og ydmyg over at have arbejdet sammen med dig. Hvilket usigeligt, tragisk tab af en sand visionær. Du vil altid inspirere«.
Christine and the Queens kalder Sophie en »fantastisk, visionær producer. Hun gjorde oprør mod det snæversynede, normative samfund ved at være en absolut triumf, både som artist og som kvinde. Jeg kan ikke fatte, at hun er væk. Vi er nødt til at ære og respektere hendes minde og arv. Værdsæt pionerer«.
Sam Smith kalder nyheden »hjerteskærende« og fortsætter: »Verden har mistet en engel. En visionær, et ikon for vores generation. Dit lys vil fortsat skinne og inspirere så mange over de næste generationer. Mine tanker går til Sophies familie og venner i denne hårde tid«.
FKA Twigs hylder Sophie som »en stjerne for vores generation«, mens Flying Lotus lovpriser hendes unikke lyd: »RIP Sophie. Nogle af de mest interessante lyde, jeg har hørt, kom fra hende – uden tvivl. Al respekt til en af pionererne i vores fag«.
Sophie døde natten til lørdag af et pludseligt fald, da hun var kravlet op på taget i sit hus i Athen for at se fuldmånen.