’Balloonerism’: Posthumt album føjer et interessant nyt kapitel til Mac Millers alt for korte karriere

På trods af at Mac Miller kun nåede at blive 26 år, inden en overdosis tog hans liv i 2018, nåede den produktive rapstjerne at gennemgå en omfattende musikalsk udvikling.
Han indledte karrieren med (lovligt) letfordøjelig frat rap skræddersyet til collegefester, herunder hittet ’Donald Trump’, og sluttede af med ’Swimming’ og posthumt udgivne ’Circles’ i et langt mere melodisk og neo-soulet hjørne med croonende sang og eftertænksomme tekster.
Syv år efter hans død får vi nu mulighed for at høre Mac Miller i en ny eksperimenterende yderlighed. Det gør vi på hans syvende og andet posthumt udgivne album, ’Balloonerism’.
Mac indspillede albummet tilbage i 2014 omkring udgivelsen af mixtapet ’Faces’ og var kommet så langt med arbejdet, at han havde fået lavet artwork til coveret. Helt frem til sin død snakkede han ifølge familien om at smide det på gaden, mens der figurerede lækkede, ufærdige udgaver på internettet.
Det virker dermed som en sympatisk og velovervejet beslutning at udgive ’Balloonerism’ nu uden hans besyv.
Vi har ikke at gøre med et sammensat Frankenstein-monster, som de værste posthume udgivelser kan være. ’Ballonerism’ har en tydelig, gennemgående lyd, som skiller sig ud fra resten af rapperens bagkatalog.
Fra start er det klart, at vi ikke skal lytte til en lige så poppet udgivelse som major label-debuten ’GO:OD AM’ fra 2015, ligesom rapstilen fra ’Watching Movies with the Sound Off’ og ’Faces’ er lagt delvist på hylden. Musikken har et jazzet, analogt og atmosfærisk udtryk uden klassiske hiphop-beats.
Første nummer, ’Tambourine Dreams’, er vitterligt 33 sekunders tamburinspil. Herefter følger det langsomt opbyggende, harmonika-akkompagnerede nummer ’DJ’s Chord Organ’, hvor Mac Miller kun optræder som kor til et vers af SZA, indspillet flere år før hendes store popgennembrud.
Herfra og helt til albummets 12 minutter lange outro-nummer, ’Tomorrow Will Never Know’, udforsker Mac Miller og hans medmusikanter, inklusive Thundercat, et drømmende og udsyret univers.
Sangtitler som ’Stoned’, ’Friendly Halloucination’ og ’Shangri-La’ lægger ikke skjul på, at teksterne ofte handler om at ryge sig skæv og nærme sig et drømmeland – endda himmerige – i rusen.
Trippet peaker på det sjove nummer ’Transformations’, hvor rapperens omtågede vokal – pitchet helt op, så den lyder som Madlibs Quasimoto-persona – kort inde i sangen laver en fejl og begynder forfra på sit vers.
Melankolien fra Mac Millers offentligt kendt depressive perioder er bestemt også til stede på ’Balloonerism’.
På ’Stoned’ er hashrusen en forløsning, men også en slags eskapisme fra en trist virkelighed for en kvinde, som sangens jeg-fortæller er forelsket i. »We can get stoned / I swear to God, heaven feels just like home«, lyder det i omkvædet, som ikke kan undgå at få én til at tænke på rapperens tragiske død.
Med sangen ’Excelsior’ rækker han helt tilbage til barndommen på legepladsen. En tid, hvor han drømte om at være troldmand og endnu ikke var blevet »forurenet« af voksenlivets byrder og begrænsninger.
De mange jazzede og til tider skitseagtige sange er stemningsfulde, men de flyder også let sammen, fordi de lyder relativt ens, og fordi melodierne nogle steder (blandt andet på ’Do You Have a Destination?’, ’Mrs. Deborah Downer’ og ’Friendly Hallucinations’) ikke sætter sig fast.
Man vender dog hjertens gerne tilbage albummets mere formfuldendte numre, hvor Mac Miller brillerer som både historiefortæller og komponist.
Tekst og melodi går op i en højere enhed på førnævnte ’Stoned’, hvor en lækker, tilbagelænet guitar svinger under det bittersøde omkvæd. Og kærlighedssangen ’5 Dollar Pony Rides’ parrer på velfungerende vis hans croonende vokal med varmt underlæg af keyboard, bas og percussion.
Pladens mest rendyrkede rapsang, ’Funny Papers’, der længe har floreret online og på forhånd er en fanfavorit, er et andet klart højdepunkt. Over enkelt og fint klaverspil rapper Mac om de vilkårlige menneskeskæbner, han læser om i avisen, og sætter dem op imod sit eget urolige sind.
’Balloonerism’ ville stå stærkere som samlet værk, hvis det var blevet trimmet en smule. Det løse udtryk er dog også en del af albummets charme. Og vi må overordnet set prise os lykkelige for, at dette interessante kapitel i Mac Millers alt for korte karriere endelig har fået en ordentlig udgivelse.
Kort sagt:
Det kærkomne posthume album ’Balloonerism’ blotlægger en eksperimenterende yderlighed af rapstjernen Mac Miller, der syrer ud med Thundercat i et jazzet og melankolsk univers.