Posthumt XXXTentacion-album ender uforløst – men kunne det overhovedet være anderledes?
Det helt store spørgsmål omkring ’Skins’ er, hvad der helt præcist er foregået bag kulisserne. Hvem har sammensat XXXTentacions første posthume album? Er det her overhovedet færdige sange? Hvor langt henne i processen med albummet var X, før han blev myrdet i juni?
Det bliver nok ret svært at få sikre svar på de spørgsmål. Men i første omgang er det positivt, at der ikke er en masse malplacerede gæster på albummet (ud over Kanye, men mere om det senere…), og at X’s faste producer John Cunningham har stået for at sammensætte det.
Sangene føles samtidig meget som skitser. Det er selvfølgelig svært at sige, om det er sket bevidst eller som nødløsning. Men mange af XXXTentacions sange var faktisk ultrakorte og skitseagtige. Albummet ’17’ fra 2017 var jo også kun 22 minutter langt. Rapperen udtalte desuden kort før sin død, at det kommende album skulle være meget kort.
Produceren Cunningham har også været meget aktiv på Twitter og Genius, hvor han har fortalt nysgerrige fans, hvordan sangene blev til. Langt de fleste er ifølge ham færdige sange, og mange af dem har X endda spillet snippets af på Instagram.
Det ligner altså, at ‘Skins’ er et album, som X havde tænkt sig det. Men de her 19 minutter føles alligevel som meget lidt. For introen er en underlig robotstemme, ’Dead Inside (Interlude)’ er knap skyggen af en sang, og ’Guardian Angel’ er et remake af ’Jocelyn Flores’. Kan det virkelig bare være det her, vi får, tænker man stedvis.
’One Minute’ med Kanye føles heller ikke som et naturligt samarbejde. Kanye rapper et halvakavet vers i ’Yeezus’-stil, hvor han tilsyneladende forsvarer X i forhold til de vidt omtalte voldsanklager, mens sangens egentlige hovedperson nøjes med at råbe til sidst på nummeret.
Hvor ’17’ føltes som et album, der fulgte én idé til fulde, føles det her mere som en løs samling mere eller mindre færdige numre. Det var ‘?’-albummet fra tidligere i år sådan set også, men ideerne på den udgivelse var mere gennemførte, og så var det også bare næsten dobbelt så langt som ‘Skins’. Det føltes helt enkelt som mere.
Men selv om det her er et løst album, der kun viser os glimt af XXXTentacion, gemmer der sig nogle af kunstnernes stærkeste øjeblikke overhovedet rundt omkring.
’Train Food’ er en pænt forfærdende allegori, hvor en mørk skikkelse (døden, nok) bortfører rapperen og binder ham fast til togskinnerne. X’s vokal bevæger sig fra nøgtern og næsten monotont fortællende til totalt panisk. Sangen er en slags fortsættelse af det tidlige nummer ’I Spoke To the Devil In Miami, He Said Everything Would Be Fine’, hvor han talte med djævlen. Det er en virkelig uhyggelig dødsfantasi, der er svær at ryste af.
På albummet er ‘Train Food’ efterfulgt af ’Whoa (Mind In Awe)’, der er XXXTentacions måske mest optimistiske sang nogensinde. Den klare, næsten naivt lykkelige produktion er den mest klart poppede siden ’Sad!’. Det lyder som blandingen af ’True Romance’-temaet og noget fra en Miyazaki-film, der får XXXTentacion til at drømme sig væk til en bedre verden, når han nynner omkvædet.
’Staring At the Sky’ (der har input fra Travis Barker fra Blink-182!) er også en spændende ny sang, der skifter mellem poppunk i omkvædet til fuld screamo-vokal i verset. Det skaber en intens dynamik, når sangene skifter mellem helt harmoniske melodier og pludselige, punkede udråb. Ligesom tidligere, da ’Train Food’s dystre narrativ blev efterfulgt af det drømmende ’Woah (Mind In Awe)’.
Der er mange af den her slags spændinger. I hvert fald indtil albummet slutter helt stille, ligesom alle rapperens udgivelser. Først med ’I Don’t Let Go’, der har lidt samme drømmende stemning som ’Moonlight’ fra ’?’, og så med den smukke, akustiske ’What Are You So Afraid Of’, der vender tilbage til det store tema, der altid dominerede XXXTentacions liv og musik: Ulykkelig kærlighed og længsel væk fra smerten.
Og så er albummet slut. Det er hurtigt lyttet igennem og giver måske ikke et samlet aftryk. Men der er samtidig mange ting at dykke ned i og vende tilbage til – som den her anmeldelse jo også forsøger at vise.
’Skins’ føles ikke som en helhedsfølelse på samme måde som ’?’ og ’17’. Det er ikke altomfattende på samme måde. Men det føles stadig som noget, der bærer hans aftryk.
Produceren John Cunningham har udtalt, at rapperen færdiggjorde 80 procent af ’Skins’. Det lyder rigtigt. Det føles som om, vi her får 80 procent af XXXTentacions stemme at høre. Et flakkende billede af ham. Det føles måske ikke som helt nok. Noget forbliver uforløst. Men det kunne nok ikke være anderledes.
Kort sagt:
Der har været meget spekulation omkring, hvordan et posthumt XXXTentacion-album ville se ud. ‘Skins’ undgår de værste faldgruber: Her er ingen unaturlige features (udover Kanye, suk), og lyden er umiskendeligt X’ egen. Men albummet er ekstremt kort og skitseagtigt.
Læs også: XXXTentacions tilståelser offentliggjort i fuld længde – om overgreb, traumer og selvmordstanker
Læs også: XXXTentacion var sin generations vigtigste stemme – elsket og hadet, men umulig at ignorere