Hvordan dækker man en voldsforbryder? XXXTentacion er et etisk dilemma for medierne

KOMMENTAR. XXXTentacion har stillet os som medie over for nogle svære spørgsmål i et år, hvor opgøret med mænd, der begår vold mod kvinder, har fyldt meget.

Rapperen er frontfigur for en mindre ungdomsbevægelse, der ser ham som en form for Messias, som skiftevis udtrykker deres depression og rå aggression. Hans følge er en punkagtig hiphopbevægelse, en niche i den mest ekstreme del af det, der kaldes Soundcloud-rap.

Men XXXTentacion står også anklaget for at have tæsket sin gravide kæreste. De detaljer, der er kommet frem, er mildest talt foruroligende: Der er tale om frihedsberøvelse, systematisk vold og trusler gennem en længere periode. Det er ikke bevist endnu, men ekskærestens vidneudsagn er hårrejsende læsning.

Sagen har dog ikke hindret Florida-rapperens vej til succes i år. Faktisk kan det argumenteres, at voldssagen blot har bidraget til mystikken omkring ham.

Så hvordan skal man som medie i 2017 forholde sig til en kunstner, der på den ene side laver fantastisk musik, der taler til en stor, ung gruppe mennesker – men samtidig er ekstremt problematisk som person?

Disclaimer: Denne artikel handler om en mand, der angiveligt er voldsom mod kvinder

Først og fremmest: Soundvenue har dækket XXXTentacion. Jeg har også spillet ham i podcasten Standard, hvor jeg er vært. Når vi har dækket ham, har vi forsøgt at gøre en dyd ud af at påpege hans situation og de angivelige voldshandlinger, så læsere og lyttere selv kan tage stilling til, hvad deres egen position er.

Har vi gjort det konsekvent nok? Helt sikkert ikke. Især i begyndelsen dækkede vi rapperen for ukritisk. Det er klart noget, vi kan blive bedre til.

I løbet af 2017 begyndte stemningen til gengæld at skifte. Mange musikmedier mente, at det ikke længere var nok, blot at påpege rapperens forseelser, men at en decideret boykot var det eneste etisk forsvarlige.

Spørgsmålet blev: Burde vi helt stoppe med at skrive om folk som XXXTentacion? Er det overhovedet etisk forsvarligt at give ham omtale?

Nultolerancens tidsalder

Medier som The Fader og Stereogum, der ellers ville være de første til at dække et nyt ungdomsfænomen i hiphopverdenen, valgte at tie. Argumentet var ret ligetil: Man burde ikke dække en rapper, der øver vold mod kvinder. Punktum.

The Fader har ikke publiceret en artikel om XXX siden juli, hvor deres redaktion offentliggjorde den fælles artikel ’Stop Supporting and Protecting Abusive Men’, og de har i deres liste over årets bedste sange skrevet, at de har besluttet »ikke at dække visse artister af bekymring for, at det at generere clicks på disse artisters navn er lig med meddelagtighed i deres forbrydelser«.

The Fader taler også om, hvorvidt et ’etisk forbrug’ er muligt, hvilket også er den vending, der bruges i Pitchforks anmeldelse af XXXTentacions album ’17’ – en af de få, der er publiceret. Her bliver det problematiseret hvorvidt ’etisk forbrug’ er muligt. Faktisk er anmeldelsen ét langt forsøg på at lytte til XXXTentacion på trods af hans personlighed.

Hiphopskribenten Tom Breihan fra Stereogum var grovere og kaldte XXXTentacion »a piece of shit«, da han fordømte, at rapperen var på coveret af hiphopmagasinet XXL og skrev: »Vi bør ikke fortsætte med at bidrage til hans berømmelse«. Mediet DJBooth skrev »tænk dig om, før du trykker play på en sang, der bliver knust under vægten af en voldtægts- eller voldssag«, hvorefter de valgte at tage et »moralsk standpunkt« og stoppe med at dække rapperen. Mass Appeal kaldte ham, ligesom Stereogum, »a piece of shit« og tilføjede epitetet »monster«.

Det var ikke svært at se, at der var en klar udvikling i gang: Fra dækningen af et fænomen med problematisering og kontekst til en nultolerancepolitik.

Det er noget nyt. Jeg kan ikke huske, at der nogensinde har været et forløb omkring en artist, der minder om det, der skete med XXXTentacion i år. At nogen ikke blot fordømmes, som det eksempelvis skete med Chris Brown, da han overfaldt Rihanna. Men en decideret mørklægning af hans tilstedeværelse.

Derfor er det også naturligt at spørge: Hvilke konsekvenser har den strategi?

Pligt til at tie eller ansvar om at formidle?

Fremfor alt er der ét problem med nultolerancen: Den virker ikke.

For samtidig med at medierne og meningsdannerne er blevet tavse, har XXXTentacion konstant vendt spotlyset mod sig, både gennem sit kommercielt succesfulde album ’17’  og en række opsigtsvækkende handlinger. Han har været oppe at slås med Migos, annonceret at han trækker sig tilbage fra musik, lavet en sang med Miley Cyrus’ 17-årige lillesøster, er blevet slået bevidstløs til sin egen koncert og haft så mange meltdowns på sociale medier, at man er stoppet med at tælle.

Det har ført til en skæv og forvirrende situation. For imens medierne er stoppet med at tale om ham, er XXXTentacion bare blevet større og større.

Rapperen har vist sig at være exceptionelt god til at tiltrække sig opmærksomhed – og hans store følgeskare på internettet hjælper ham med det. Dén følgeskare er desuden ved at blive bredere: Kendrick Lamar har rost hans album på Twitter, og Erykah Badu har postet på Instagram, at hun har haft samme look som ham. Det er endda muligt, at den store modvilje mod ham kun gør ham større, ligesom de berygtede ’Parental Advisory’-stickers, der skulle forhindre unge i at købe cd’er med beskidt indhold, men som endte med at blive kult.

I stedet for at lukke ham ned, har mørklægningen gjort, at der savnes nogle stemmer til at sætte ham i den rette kontekst. For der mangler i dén grad nuancerede fremstillinger, der netop ikke fortier hans voldshandlinger, men forsøger at nå frem til en dybere konklusion, end at XXXTentacion er et røvhul. I stedet har dækninger af den unge rapper været forvist til sladdersider, lyssky blogs og skøre Youtube-kommentarer.

Det er et problem. For så præsenteres en ny lytter for XXXTentacion uden filter. Kommunikationen varetages af et ukritisk internetfællesskab, ikke af et medie med formidling som fokus.

Dén indsigt er begyndt at blive tydelig, efter at ’17’ på trods af den næsten totale boykot af ham blev streamet 100 millioner gange på en uge i USA, og blev nummer to i landet. Lyriksiden Genius, der på daglig basis kan se, hvor mange mennesker der læser XXXTentacions tekster, kalder det en »fraskrivelse af ansvar«, når mange medier ikke længere dækker rapperen og overlader lytterne til subjektive »superfans på Twitter og hiphopfora«.

Med andre ord: Folk lytter stadig til XXXTentacion. De gør det bare uden den reflekterede kontekst, som en bred, nuanceret dækning kunne tilbyde.

Man må spørge sig selv, hvorvidt det er etisk forsvarligt at ignorere ham på grund af berøringsangst, og dermed opgive at have en rolle i formidlingen og fortolkningen af XXXTentacions musik og historie? For hvis vi – som musikmedie – nægter at tale om ham, overgiver vi muligheden for at bidrage til narrativet. Vi overgiver os til den enten/eller-dagsorden, der hersker lige nu.

Den gyldne mellemvej?

Som Pitchfork skriver: »Der er næsten ingen mellemvej i reaktionen på rapperens popularitet«. Han er enten en Messias eller et piece of shit.

Men et af de få steder, hvor der rent faktisk er en mellemvej, er hos Complex, hvor journalisten Charles Holmes har taget udgangspunkt i et par spørgsmål, der også er stillet i denne artikel: »Er det muligt at være fan af XXXTentacion på en etisk måde? Er det en legitimering af hans handlinger at lytte til hans musik?«

Det nye her er, at Complex-journalisten ikke blot konkluderer, at XXXTentacion er a piece of shit, som så mange af hans kolleger, men lader fansene komme til orde i længere citater. Han spørger ind til, hvad der fascinerer dem ved musikken, men konfronterer samtidig XXX-tilhængerne med voldsanklagerne. Han lytter til fans, der forklarer, hvorfor de kan lide ham. Og han spørger dem, om de ikke føler, at det er problematisk at lytte til ham, i lyset af anklagerne mod ham.

Han er nysgerrig, men også kritisk. Artiklen slutter sådan her: »Jeg er uenig med de fleste af XXXTentacions fans. Jeg støtter ikke ham eller hans kunst. Men jeg er villig til at udfordre dem, der gør, og lytte, når de taler«.

Er det ikke netop en mellemvej? En kombination af at fordømme og forstå?

Læs også: Fem tendenser, der gjorde 2017 til et af de mest skelsættende år i hiphop nogensinde