Lil Peeps hærgede ånd lever videre på ‘Come Over When You’re Sober, Pt. 2’
Der er noget uhyggeligt forudsigeligt over et posthumt album fra grundlæggeren af en musikgenre kaldet emorap.
Den 15. november 2017 døde Gustav Åhr af en overdosis af de medicinske stoffer Xanax og fentanyl, som i de seneste år i hiphopverdenen nærmest er blevet ophøjet til den hellige gral i et hav af rusmidler. Åhr var manden bag rapikonet Lil Peep, der kun tre måneder forinden sin død udgav debutalbummet ‘Come Over When You’re Sober, Pt. 1’, der allerede dengang – men især nu – står tilbage som et decideret værk, der har plantet et frø til en ny gren af hiphoppen.
Men for hvilken pris?
‘COWYS, Pt. 1’ var proppet med selvmordstanker, misbrug og ulykkelig kærlighed, men den euforiserede følelsesrap er en vigtig bevægelse inden for hiphoppen, fordi den graver ned i dybere lag, der i genren ellers ofte køres hen over med en hurtig bil og et »skrrt«.
Men det opstiller et dilemma, der er svært at håndtere: Ville det overhovedet have været muligt for Lil Peep at nå samme dybde uden stofferne, der endte med at tage livet af ham?
Kunsten kan have mørke konsekvenser, men et lysglimt vækkes til live i Peeps posthume efterfølger ‘Come Over When You’re Sober, Pt. 2’, der på alle måder lyder som en fuldendelse efter Peeps egne intentioner. Det skyldes først og fremmest en imponerende bedrift fra den trofaste ven og producer Smokeasac, der med en gylden nål har skræddersyet gamle sange og optagelser sammen til en færdig udgivelse i Peeps hærgede ånd – hvilket ellers ikke er en nem opgave, for pengegribbene flyver lavt, når der er udsigt til posthume godter.
Selv om udgivelserne lydmæssigt lige så vel kunne have været ét samlet album, så er der dog den forskel og lille detalje, at Peeps ord på ‘Pt. 2’ jo nu kommer fra det hinsides – og det styrker lyrikkens kraft.
Linjer, som måske ellers ikke ville have stukket dybt, får pludselig nye betydninger. »Is anybody out there?« (’16 lines’), »I’m looking for a ghost girl« (’Runaway’) og »I don’t know when I’ll be back in town« (’Sex With My Ex’) får pludselig genfærdslydende klange, mens omkvædet til ‘Cry Alone’ forstærker den retrospektive undren over, hvorfor der ikke var nogen, der så det komme: »I don’t wanna cry alone right now / kissing on styrofoam right now / I don’t wanna die alone right now / I just did a line of blow right now«.
Afmagten er total, for Lil Peep er allerede død. Men i de fleste numre er der ikke brug for den posthume effekt for at vise, at lyrikken stikker dybt. Ordene svæver langsomt over den ekkobadede guitar i ’16 Lines’, hvor kokainmisbrugets facetter fremstilles med linjerne »16 lines of blow and I’m fine / break my bones, but act as my spine«, og på ‘Life is Beautiful’, der genbruger fra en ældre Peep-sang ‘Life’, krænger hans emoaccent sig omkring nye livstematikker som håndteringen af dødsfald i familien, politivold og arbejdslivets drænende kraft.
Når den dybe bas og trap-hi-hatten dropper i broen til ‘IDGAF’, er man ikke i tvivl om, at man befinder sig i et hiphopunivers, men samtidig kunne introguitaren være starten på enhver poppunk-ballade. Det er denne balancerede lyd, der har kronet den neonblonde rapper. Og rapper er måske en forkert definition at bruge, for Lil Peep rapper jo sjældent. Han synger, og han skriver sange, der – måske både tematisk og melodisk – sidder fast i hovedet efter en enkelt gennemlytning. Det er tilfældet med den episke åbner ‘Broken Smile (My All)’ og singlen ‘Runaway’, der begge har den melodiske dynamik, der, på trods af den samme gennemgående lyd, gør selv 13 deprimerende numre i træk overkommeligt.
Man kan diskutere længe (hvilket der allerede er blevet gjort), om de to bonus tracks har berettigelse på albummet. ‘Sunlight On Your Skin’ er et originalt samarbejde mellem Peep og hans gode ven ILoveMakonnen, mens ‘Falling Down’ er en hyldest fra XXXTentacion, der ikke kendte Peep og ifølge flere ikke var velset af Peep på grund af de voldsanklager, som har fyldt så meget i medierne.
Nogle har kritiseret X-samarbejdet som et kommercielt træk for at vride penge ud af Peeps bortgang, hvilket meget vel kan ende med at blive den posthume skæbne for XXXTentacion selv. Det er en spændende diskussion, men det er ikke spændende lytning, og når alt kommer til alt, så er begge sange blandt albummets mindst vellykkede – hvilket til dels skyldes de poppede klap-klap-trommer, der suger alle følelser ud af musikken.
Man kan drukne sig selv i diskussionen om posthume kontroverser, men heldigvis lykkes det ikke at sænke den bedrift, som Lil Peep og Smokeasac i fællesskab har begået med ‘Come Over When You’re Sober, Pt. 2’, der fuldender cirklen på et værk, der ligesom dets skaber fortjener at blive husket.
Kort sagt:
Lil Peeps posthume album er en ‘part 2’ i udtrykket bedste forstand, da det er lykkes vennen og produceren Smokeasac at skræddersy albummet i den afdøde rapper hærgrede ånd uden at bukke under for de kommercielle kræfter.
Læs også: Lil Peep og XXXTentacions posthume musikskæbner går modsatte veje