MINE YNDLINGSBØGER. Sidste år debuterede Emma Rosenzweig som forfatter med romanen ’Jeg giver alt væk’, der fik ros for at kaste et nyt blik på den unge elskerinde som arketype her i Soundvenue.
I øjeblikket har hun travlt med at forberede en kommende udstilling i Düsseldorf, hvor hendes afgangsfilm ’Under broen’ fra Städelschule i Frankfurt snart bliver vist.
Samtidig arbejder hun på endnu en roman. Og mens hun skriver, har hun altid en anden forfatters bog indenfor rækkevidde. For hvis hendes egne ord ikke rigtig vil arte sig, kan hun altid søge tilflugt i nogle andres.
»Det er det bedste argument for, at tiden er blevet brugt okay, selvom jeg ikke har skrevet«, siger Emma Rosenzweig.
Vi har talt med kunstneren og forfatteren om nogle af de bøger, der har spillet en særlig rolle i hendes liv.
Hvad er den seneste bog, der har gjort indtryk på dig?
»Det er en bog, jeg læser lige nu sammen med et af mine børn. Den hedder ‘Momo’ og er skrevet af Michael Ende, som også har skrevet ‘Den Uendelige Historie’. Den er fra 1973 og handler om pigen Momo, som bor i et nedlagt, gammelt amfiteater. Hun er et barn, som alle de voksne, der har problemer, kommer til. Så lytter hun til deres problemer. Hun gør ikke så meget, hun lytter bare, og på den måde løser hun faktisk rigtig mange af de voksnes problemer«.
»Men så er der de her grå mænd, som røver folks tid. Den er jo skrevet på et tidspunkt, hvor globaliseringen og kapitalismen for alvor er i gang med at gøre sit indtog. Det er den på en eller anden måde et opgør med. Jeg synes, bogen er den vildeste metafor for, hvordan vores mobiler i dag stjæler vores tid«.
Hvilken bog synes du, at langt flere burde læse?
»Det er ’Conflict is not Abuse’. Den er skrevet af Sara Schulman (amerikansk forfatter og aktivist, red.) i 2016 og handler i virkeligheden bare om, hvordan vi forholder os til konflikter i vores liv, og hvordan vi går ind i de vigtigste samtaler i livet, som netop er dem, vi har med nogle, som mener noget andet end os selv«.
»Jeg læste den på et tidspunkt, hvor der i mit miljø var en tendens til, at der kom nogle tiltrængte politiske samtaler, som rigtig mange ikke kunne finde ud af at have med hinanden. I stedet blev folk uvenner, og afskærmede sig fra folk, som ikke mente det samme som dem. Det, følte jeg, var utrolig frustrerende, især fordi det alt sammen skete imellem venstreorienterede. Der kom en stor splittelse frem for at rumme, at folk kunne have uenigheder, men stadigvæk nå og respektere hinanden. Der synes jeg bare, at det var en rigtig god bog«.
Hvilken bog har du anbefalet til flest andre?
»’The Women’ af Hilton Als. Jeg tror, at jeg har tre eksemplarer liggende. En gang imellem køber jeg en lille stak af dem, fordi det er en bog, man kan give alle i gave. Hilton Als er kurator, forfatter og skriver for The New Yorker. Bogen handler om hans opvækst og de kvinder, som har været med til at forme den person, han er blevet. Den handler også om at vokse op i USA, være brun og have en mor, som kæmper og nægter at lade sig definere af, hvordan andre ser hende. Men det er også en bog, hvordan man som barn ser på sig selv gennem den kultur, man vokser op i«.
»Det er sådan en bog, hvor jeg føler, at hvis den blev spredt ud over verden, og alle læste den, så ville man ikke kunne undgå, at verden blev et lidt bedre sted«.
Hvad er den sjoveste bog, du har læst?
»Den er godt nok svær, synes jeg. Jeg er ikke en særlig sjov person, så det er heller ikke noget, jeg går så meget efter haha. Men jeg tænker på en skribent, der hedder Janet Malcolm, som døde for nogle år siden. Hun er i virkeligheden ret morbid i sine tekster og har skrevet en essaysamling, som hedder ’Forty-one False Starts’«.
»I princippet er hun ikke særlig sjov, men hun har en morbid måde at portrættere sine interview-personer på, som jeg bare altid griner rigtig meget af. Fordi det er meget dark, og det er nok også bare der, min humor er. Jeg vil ikke som sådan definere det som en sjov bog, men jeg griner rigtig meget af den«.
Hvilken bog bliver du ved med at genlæse?
»Det er en bog af Marguerite Duras, der hedder ’Med blå øjne, sort hår’. For mig er det en af de mest perfekte kærligheds-begærs-historier, man kan komme i nærheden af«.
»Det er en ret sørgelig fortælling om den umulige kærlighed. Det er en af mine yndlingsbøger, fordi den indkapsler en måde, som jeg virkelig godt kan lide at skrive på. Marguerite Duras’ sprog er utroligt filmisk. Du kan se scenerne for dig. Du kan dufte huset, vandet og tøjet. Det er utroligt sanseligt. Samtidig har den det her blik på kærligheden, som jeg kan relatere til, som ikke er en udviklingshistorie, hvor alle ender med at have det godt, men hvor der er et eller andet begær i uroen og i det ukomfortable. Den har den her helt vildt filmiske tone, som hun havde, fordi hun vekslede mellem at lave film og skrive bøger, og det er derfor, jeg godt kan lide både hendes film og bøger«.