‘Jeg giver alt væk’: Emma Rosenzweig spiller på klicheerne om den hemmelige elskerinde og ekskonen i sin romandebut
ROMAN. Jeg vover pelsen og siger noget generelt om debutantåret her halvvejs inde: Det tilhører de etablerede kunstnere.
Vi vælter os i debutromaner fra forfattere, vi kender fra kulturbranchen i forvejen. Musiker Lydmor, skribent Linea Maja Ernst, instruktør Liv Helm og nu kunstner, model og skuespiller (millennials vil genkende hende fra 00’ernes storfilm ’Supervoksen’) Emma Rosenzweig. Fælles kan man sige om bøgerne, at de er skrevet for at give nogen en stemme.
Rosenzweigs stemme går til den unge elskerinde, et nyt take på arketypen, der kun kan findes sammen med den onde dronning, ekskonen, og hendes vrede.
»Hun [ekskonen, red] er fanget i den ældste kliché, man kan komme i nærheden af, og hun har ikke selv valgt det«, står der i romanen.
Også vores Snehvide ved godt selv, at hun er en kliché, og ellers skal vennerne nok sørge for at fortælle hende det:
»Du passer ind her, husejer. Du skal måske bare have lidt flere guldringe på dine fingre. Får man egentlig stadig lavet guldtænder?« joker veninden i romanens første scene, hvor hovedpersonen flytter ind i det hus, hendes kæreste har boet i med sin ekskone og deres datter.
“En spøgelseshistorie” kalder forlaget romanen. Den unge kvinde, homewreckeren, er gået fra hemmelig elskerinde til at skulle finde sig til rette i et hus med dertilhørende hår- og sæberester på badeværelset, som måske, måske ikke, er blevet efterladt med vilje. Hverken mandens venner eller datter vil vide af hans nye kæreste, heller ikke, da hun bliver gravid med hans barn og føler sig endnu mere som en alien i en andens historie.
Det gotiske er tydeligt. Både som ironi – for eksempel når jeget er besat af en gammel brønd, som kommunen gerne vil sløjfe – og med en snert af klassisk Mary Shelley-inspiration, som i takt med vanviddet skal give romanen sproglig kant:
»Træerne hvisker hen over brønden, hun tænker på Maria, når de er i seng sammen, vand, blod, bræk forbindes med den brønd«. Jegets optagethed af både sig selv og ekskonen får hende til at svæve ind og ud af fantasier om både hævn og accept. Eksen skal død og pine forstå, at hun, den unge kvinde, altså ikke er dum. Det er herligt patetisk og nå ja, genkendeligt.
Og netop det genkendelige, klichéen, er noget, Rosenzweig bruger som afsæt for både handling og persongalleri, hvilket fungerer godt.
Den unge kvinde plejede at elske at feste og hænger nu modløs ud på Dyrehavsbakken efter lukketid, og det er sjovt, nærmest satirisk, at læse om hendes pendlen mellem et alt for etableret liv som husets frue og et ung kniv-liv med de politiske københavnervenner. Om manden, der forsvinder ind i sin kunst, når kvinderne kræver noget af ham, og ekskonen, der driver en spa (for selvfølgelig gør hun det), og som efterlod intet mindre end en sort kjole a la Lady Dis revenge dress.
Forud for udgivelsen er Rosenzweig blevet interviewet til blandt andet Politiken, et interview, der på mange måder viser hendes intention med bogen, samt at hun skriver »for at lægge ting bag sig«, og at bogen i høj grad er inspireret af hendes eget liv og ægteskabelige situation.
Hun ønsker efter sigende at sætte den unge kvinde fri, lade hende være andet end et offer og fortællingen noget andet end den overgrebsfortælling, som et par andre af sæsonens bøger om mandlige kunstnere og deres unge, kvindelige kærester er det. Her kan (igen) nævnes Jenny Rossanders ’Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen’ og Ulrikka S. Gernes’ ’En pige forlod værelset’.
Intentionen lykkes ikke helt, synes jeg, fordi det ligger lige lovligt hen i det uvisse, hvad det så er, jeget har forelsket sig i. Manden beskrives som »fremmed« og sidder det meste af tiden i sit anneks og komponerer.
Som læser forvirrer dette fravær af romantik. Hvis det ikke er et ønske om en faderfigur, hvad er det så, der har fået Snehvide til Klampenborg?
Kort sagt:
Emma Rosenzweig debuterer med et originalt take på den unge elskerinde i et stort hus, hvor den onde dronning spøger. Det lykkes bedst, når hun viser sin læser hvor bevidst, hun er om sine egne klichéer, og dårligst, når hun vil have sin pointe igennem på bekostning af romanen.