ESSAY. Hun har langt lyst hår og et fad kyllingevinger i hænderne. Et par korte, orange hotpants og en nedringet top på. Med et stort, flirtende smil byder den unge, smukke kvinde dig velkommen på den ikoniske, amerikanske restaurantkæde, der siden firserne har gjort sig bemærket med en treenighed af fedtet fingermad, sport i fjernsynet og letpåklædte servitricer:
Hooters.
Men måske hun snart skal til at finde sig et nyt arbejde. For nogle uger siden kom det nemlig frem, at virksomheden Hooters of America har indgivet konkursbegæring. Og mens kæden kæmper for sin overlevelse, så tænker jeg på servitricen med de lange ben i glitrende nylonstrømper og dybe kavalergang, hvis krop er et åbenlyst salgsargument. Jeg tænker på en karikatur, som vores kultur – og jeg selv – har et ambivalent forhold til.
For med konkursbegæringen tyder noget på, at lige netop denne type nedringede servitrice ikke længere passer ind i tidsånden, selvom både en mere sexpositiv feminisme har vundet terræn i de senere år, og hverdagssexisme-apologeter får plads i den offentlige samtale. Egentlig skulle man tro, at det her ville være brysternes storhedstid. Men måske vi er på vej i en helt anden retning?
Jeg har selv store bryster, og det (eller dem) tænker jeg faktisk ret meget på. Det på trods af, at jeg altid har haft det som om, at de var to kort, jeg burde holde tæt ind til kroppen. Som om de var noget fordækt eller farligt ved min person. At de ikke bare er potentielt nyttige hvælvinger af mælkekirtler, fedtvæv og bindevæv, men stikker ud fra resten af min krop i et samfund, der seksualiserer dem.
Det har jeg skammet mig nok så meget over. Been there, done pat. Og nu, hvor vi måske skal sige farvel til Hooters-servitricen for altid, tænker jeg på, hvad hun, hendes historie og hendes dybe kavalergang kan lære mig og os om at slippe brysterne fri. For samtidigt med, at hun bliver set ned på i kulturen, er hun også et forbillede for mig.
Breastaurants
For at forstå Hooters-servitricen, skal vi forstå, hvilket fundament hun står på. Og det kommer nok næppe bag på nogen, at der bag Hooters’ forretningsmodel står en gruppe forretningsmænd. Læg her tryk på mænd.
I 1983 gik de seks mænd sammen om at åbne en restaurant i Clearwater i Florida. Efter sigende ville de skabe et sted, de ikke kunne blive smidt ud fra. En restaurant i sportsbar-stil med træpaneler på væggene, sport på tv-skærme og kolde fadøl serveret i store kander af smilende, letpåklædte og attraktive servitricer. Restauranten navngav de efter hovedattraktionen: Hooters kan oversættes til ugler eller patter.
Ingen af dem havde erfaring fra restaurationsbranchen. Men de forstod sig på at gøre reklame. For at skabe opmærksomhed omkring restauranten kunne de ifølge antropologiprofessor Ty Matejowsky finde på at klæde sig ud som kyllinger og omdirigere trafikken, så bilerne kørte ind på restaurantens parkeringsplads.
Da Super Bowl i 1984 blev afholdt i Florida, blev restauranten en national kendis. En football-spiller ved navn John Riggins besøgte nemlig flittigt restauranten i stedet for at forberede sig på den store sportsbegivenhed. Det var guf for medierne, som fik spredt kendskabet til restauranten til hele nationen og til en restaurantentreprenør, som kom ombord og udbredte brandet. Med tiden blev de såkaldte “breastaurants”, hvor servitricens bryster udgør hovedattraktionen, til et verdensomspændende fænomen.
Det er nemlig ikke bare Hooters, der har kommercialiseret brysterne. Amerikanske restauranter som Twin Peaks (med mottoet »Eats, drinks, scenic views«) og Tilted Kilt (»Cold beer never looked so good«) har gjort det samme.
I Danmark har vi aldrig haft en Hooters, men vi har haft i hvert fald én breast… jeg mener brystaurant med det lumre og tvetydige navn Hot Buns. Ligesom Hooters, der har været genstand for både kritik og søgsmål for henholdsvis objektivisering af kvinder og diskrimination, gik åbningen af den kontroversielle burgerrestaurant heller ikke ubemærket hen.
»Det er faktisk lidt ironisk. Det er vores modstandere, som direkte er katalysatoren for vores succes«, sagde medejer Mathias Kær til Berlingske i 2014.
Succesen varede dog ikke ved, og restauranten lukkede i 2020.
Små outfits
Breastauranterne har nemlig allerede peaket, siger antropolog Ty Matejowsky, som udkommer med en bog om fænomenet senere på året.
Han peger på, hvordan blandt andet #MeToo har været med til at kaste lys over nogle problematiske aspekter af breastaurant-fænomenet såsom uønsket opmærksomhed og upassende opførsel fra kundernes side.
Måske det er derfor, at salget er stagneret på den tidligere megasucces Hooters, der har lukket flere restauranter i de senere år i. Men måske der også er andre forklaringer.
Til DR peger kulturkorrespondent Sandra Brovall på, at bryster i dag kun er et klik væk på tidens utallige pornosider. Selv har Hooters tidligere peget på stigende udgifter til fødevarer og lønninger som årsag til lukningerne. Samtidigt har de meldt ud, at de går nye veje. Ty Matejowsky beskriver, at selvom kædens primære klientel er mænd, så er der både højstole i restauranten og sparkedragter i deres souvenirbutik. Hooters vil, som et forsøg på at redde skindet, gå væk fra de små outfits (til servitricerne altså) og fokusere mere på de store omfavnelser med en mere familievenlig atmosfære.
Om det så er økonomisk eller kulturelt tidevand, der truer med at drukne restaurantkæden, er det utvivlsomt påfaldende, at Hooters som et stort nationalt og internationalt fænomen måske stopper her.
Om det så er økonomisk eller kulturelt tidevand, der truer med at drukne restaurantkæden, er det utvivlsomt påfaldende, at Hooters som et stort nationalt og internationalt fænomen måske stopper her.
For som etnolog Mette Byriel-Thygesen har beskrevet i bogen ‘Brystets biografi’ fra sidste år, befinder vi os i en »brydningstid«, når det gælder brysterne. Modsatrettede tendenser kolliderer og skaber debat. Nøgne bryster er bandlyste fra sociale medier, og samtidigt bliver bryster brugt aktivistisk. Både i ønsket om at afseksualisere dem og som blikfang til at skabe opmærksomhed på andre vigtige emner.
Som hun skriver, »er bryster altid en samtale værd«.
Særligt en optræden på Saturday Night Live fra forrige marts tydeliggør denne pointe.
Hjemme på Hooters
I sketchen optræder Sydney Sweeney som Hooters-servitrice. Skuespilleren, der blandt andet er kendt fra ‘Euphoria’, ‘White Lotus’, ‘Anyone But You’ og sigende nok også for, at hun har store bryster, tæller drikkepengene efter sin første vagt på restauranten. Hun har tjent så latterligt meget mere end sine mere fladbrystede kolleger, at de derfor gerne så, at hun fandt et andet arbejde.
»Jeg har altid tænkt, at lige netop hos Hooters, der ville jeg altid kunne føle mig hjemme«, svarer Sydney Sweeneys karakter med en betuttet mine.
Sketchen spiller på tropen om Hooters-servitricen. En sagesløs kvinde med langt mere i bh’en end mellem ørene, som har underlagt sig patriarkatet uden en snert af kritisk sans. Samtidigt spiller sketchen på den store opmærksomhed, som skuespillerens forparti har fået. Og rent faktisk endte Sydney Sweeneys SNL-optræden med at blæse samtalen om hendes bryster op.
Sydney Sweeneys bryster i kombination med hendes unge alder, hvide hud og lyse hår fik nemlig nogen til at bedyre, at wokeness var død. Hendes fremtoning bliver læst som en tilbagevending til et konformt kvindeideal. Og snart efter blev skuespillerens bryster vendt og drejet i artikler med rubrikker såsom ‘Sydney Sweeney’s Boobs Are Not That Big‘, ‘The war for Sydney Sweeney’s breasts‘ og ‘Why Is the Discourse Around Sydney Sweeney’s Breasts So Unhinghed?‘.
Jeg hæfter mig dog ved noget andet ved Sydney Sweeneys replik. Brysterne er det vigtigste på hendes CV, men det er også hendes adgangsbillet til et fællesskab på Hooters, hvor brysterne er til frit skue.
Det er her, at jeg (og mine bryster) kommer tilbage i billedet. For på trods af de åbenlyse problematikker forbundet med Hooters-konceptet, så ser jeg meget mere end en dum blondine-kliché i Hooters-servitricen. Faktisk beundrer jeg hende.
Omvendelsesterapi
Jeg blev teenager, mens en bølge af blufærdighed skyllede ind over danskerne. Som Mette Byriel-Thygesen påpeger i sin bog, blev der i nullerne flittigt diskuteret amning i det offentlige rum, fællesbade i svømmehallen, helt små pigers bikinioverdel på stranden, og om topløs solbadning på Assistens Kirkegård var okay.
Jeg kan huske at læse i dameblade om at føle mindreværd ved at have små bryster. Omvendt følte jeg, at mine fyldte for meget. Hvis ikke jeg passede på, kunne jeg komme til at pådrage mig opmærksomhed af den forkerte slags. Så jeg dækkede dem til.
Det ærgrer jeg mig over nu. Min påklædning var dikteret af, at jeg ville undgå andres blikke og domme. Og det sker stadig. Derfor ser jeg op til den kvinde, som arbejder på Hooters.
I essayet ‘Why Dads Take Their Gay Sons to Hooters’ i The New York Times skriver forfatter Peter Rothpetz om dengang, han blev taget med på Hooters af sin bedstefar. Han var ikke helt som andre teenagedrenge, og restaurantbesøget skulle fungere som en slags »omvendelsesterapi med ranch-dressing til«.
Imens bedstefaren var på toilettet, så en Hooters-servitrice sit snit til at gå ned til teenageren og fortælle ham, at han var præcis, som han skulle være. Det betød alverden for den unge mand, der som voksen delte historien på sine sociale medier.
Snart efter opdagede han, at det, som var hændt til den skelsættende frokost, også var sket for mange andre queerpersoner. I beskeder beskrev de Hooters som et slags safe space, fordi servitricerne ikke spillede med, men passede på dem i det manddomsritual, som deres familiemedlemmer havde kastet dem ud i.
Hvad kan forklare forbindelsen mellem unge, homoseksuelle mænd og Hooters-servitricer, spørger Peter Rothpetz retorisk i sin tekst. Måske servitricerne, som så ofte selv bliver set ned på, kunne genkende noget i de drenge, som ikke er mænd på den “rigtige” måde. Eller også er det endnu simplere. Hooters-servitricer kan læse et rum og yde omsorg over for dem, som har mest brug for det.
Inden jeg igen vender tilbage til brysterne, dvæler jeg lige ved det. At der i skæringspunktet mellem kommercialiserede bryster, grotesk omvendelsesterapi og kyllingevinger findes en lektion i at se og yde omsorg over for hinanden.
Hooters’ konkursbegæring kunne tyde på, at én epoke for brysterne er ved at være forbi. Men faktum er, at vi stadig elsker at tale om dem.
Og med vi mener jeg jo i dette tilfælde også mig.
Ikke bare tung bagage
Jeg har før svoret, at nu – nu – skulle jeg stoppe med at gøre opmærksom på mine bryster. Ikke fordi jeg tit går i nedringede trøjer, men fordi jeg ikke så sjældent sætter ord på de usexede sider af the barmfager experience. For eksempel hvor svært det er at finde undertøj som passer, eller hvor træls det er at bevæge sig over fem kilometer i timen uden bh på.
Jeg går praktisk til værks, når jeg modsiger kulturens fremstilling af bryster som en åbenlys fordel. Men inde i mine dundertaler om brysterne som praktiske problemer gemmer der sig noget andet. Noget mere ømt og skamfuldt. Og mens jeg ikke er kommet helt overens med mine bryster, så er der andre kvinder, som accepterer dem, og som endda – som Sydney Sweeneys karakter i SNL-sketchen – får flere drikkepenge på grund af dem.
Hooters-servitricen arbejder et sted, hvor hendes bryster er omdrejningspunktet og kavalergange optræder i hobetal. Det er objektivisering ved højlys dag, men det er også noget andet. I hvert fald for mig. Brysterne skal ikke pakkes væk, de er ikke fordækte eller farlige. Hooters-servitricen taler til et sted i mig, som længes efter lige netop det. Mens min skam er på toilettet, læner hun sig ind over mit bord og siger, at jeg er en af dem. At jeg godt må være her, og at jeg er klar til at slippe brysterne fri.
Selvom bryster utvivlsomt er kernen i Hooters’ markedsføringsstrategi, så har Hooters-servitricen med sit glimt i øjet noget vigtigt, hun kan lære mig. Nemlig at mine bryster ikke bare er tung bagage.