(Spoiler alert: Denne artikel omtaler markante twists i 20 store serier)
1. Joel i ’The Last of Us’
Lad os begynde med selve anledningen til, at vi med bævrende læber ser tilbage på alle de gange, hvor fantastiske serier har efterladt os rystede i vores grundvold med målløse tårer løbende ned i slikskålen:
Den engang så uforsonlige, men nu så alfaderlige Joel døde ved kølle – brutalt, blodigt og ubarmhjertigt indhentet af sine egen skånselsløse gerninger.
I en æra, hvor alle detaljer af tidens mest populære serier endevendes af fans og internetdetektiver, er det utroligt, hvor meget under radaren Joels forestående død alt andet lige er gået, taget i betragtning af at alle med kendskab til spilforlægget kendte til den nært forestående tragedie.
For de uvidende var chokket mere ubærligt end Pavens død for en dedikeret katolik, men det taler til ’The Last of Us’ store kvaliteter, at dødsscenen var lige dele voldsom og hjerteskærende, selvom man vidste, hvad der skulle ske.
Det hører til sjældenhederne, at serier tager livet af en elsket hovedkarakter i freaking andet afsnit af en sæson, og alene af den grund skriver ’The Last of Us’ sig direkte ind i tv-historiebøgerne. Og dermed også direkte ind på denne liste.
2. Stark-familien i ’Game of Thrones’
Den mest oplagte parallel til det aktuelle ’The Last of Us’-kill er The Red Wedding i ’Game of Thrones’, i den forstand at bogforlæggets mange læsere udmærket vidste, hvad der ventede, men at øjeblikket alligevel skabte en kollektiv sorg over en fiktiv død, hvis lige sjældent er set i populærkulturen.
Næstsidste afsnit i tredje sæson hed rettelig ’The Rains of Castamere’, men vil altid blive husket som det røde bryllup, hvor Walder Frey på Lannister-familiens befaling massakrerer en stor del af Stark-klanen, herunder kong Robb Stark, hans mor Catelyn, hans hustru Talisa og deres ufødte barn.
Meget har serielandskabet budt os efter tv-guldalderens indstiftelse omkring årtusindskiftet, men at se en gravid kvinde blive stukket gentagne gange i maven var alligevel exceptionelt hård kost.
Godt nok havde vi allerede fra halshugningen af Ned Stark i første sæson vænnet os til, at ’Game of Thrones’ var en serie, som turde gøre det utænkelige, men her blev der sat en ny barre for voldsomheder på skærmen. Det er billeder, vi aldrig vil få ud af hovedet.
3. Adriana i The Sopranos’
Der er mange uforglemmelige køreture i ‘The Sopranos’, men få så hjerteskærende, som da Silvio kommer for at hente Adriana i ‘Long Term Parking’, hvor hun er blevet tvunget til at sladre til FBI.
Inden har hun været lige ved at blive kvalt af Christopher, hvilket er så brutalt at se på, at hun på en måde allerede føles færdig. Man hepper til det sidste på, at hun selv lykkes med at flygte – og helt til hun bliver skudt i skovbunden, tigger man serieguderne om, at det bare var et mareridt, hun har på vejen væk. Velvidende at flugt ikke eksisterer i den del af New Jersey.
I modsætning til de fleste andre, der bliver whacked undervejs i ‘The Sopranos’, har Adriana aldrig rigtigt gjort andet forkert end at elske Christopher uden forbehold. Hun tilgiver ham, da han kvæler hendes hund i en heroindøs, men i sidste ende forråder han hende.
Hvilket da også på sin vis bliver begyndelsen på enden for ham selv, da han senere kommer ud på en lige så skæbnesvanger køretur med Tony Soprano. Det ville have været mere sørgeligt, hvis han ikke allerede havde været død for alle, der ved, hvad han gjorde mod Adriana.
4. Ambika Mod som Emma Morley i ’One Day’
Det var sidste års bedste serie. Den rummede en af sidste års bedste kys. Den var med til at rebrande tåreperseren til et mere følsomt samfund. Og så er den årelange og både livsbekræftende og dybt tragiske kærlighedshistorie mellem arbejderklassepigen Emma Morley og rigmandssønnen Dexter Mayhew i ‘One Day’ altså også selvskrevet på listen over seriedødsfald, der for evigt vil være ridset ind i vores hjerter.
Havde man læst bogen eller set ‘One Day’-filmen fra 2011, havde man det nok meget, som ‘The Last of Us’-spillerne eller ’A Song of Ice and Fire’-læserne, som måtte bide sig selv i tungen, mens nytilkommere uvidende var på vej mod et dybt heartbreak.
Livet er smukt og uretfærdigt, og alle, du elsker, skal dø. Det er derfor, historien om Emma Morley – spillet i serien af Ambika Mod – bliver ved med at gøre så ondt.
5. Ambika Mod som Shruti i ’This Is Going to Hurt’
Der er ingen vej udenom. Ambika Mod har lagt krop til to af de mest aggressivt tårefremkaldende karakterdødsfald i de seneste års seriehistorie.
I den anderledes hospitalsserie ‘This Is Going to Hurt’ har den pressede lægehverdag været lettet af morbid humor. Men i sjette afsnit, hvor synsvinklen skifter til den unge turnuslæge Shruti, er der ikke længere noget som helst at grine af.
Efter at have luret i baggrunden med et voksende pres over hovedet er der midt i liv, død og nyfødte babyer ikke mere gejst tilbage i hendes udmattede blik. Og da hun kigger ind i kameraet og siger »I am sorry, I really did try«, står tiden stille. Hun har taget sit eget liv, og alting er meningsløst.
6. Ambika Mod Mr. Big i ’… And Just Like That’
Der var ikke mange vovede beslutninger i ‘Sex and the City’-rebootet ‘…And Just Like That’.
Men efter at have set Carrie jage sit livs store og ret toxic kærlighed gennem seks sæsoner og endelig få ham var det både uventet og chokerende, da deres midaldrende bliss med Todd Rundgren-lp’er på anlægget fik et koldt brusebad.
Da den tæmmede finance-bro fik et hjerteanfald på sin tusinde Peloton-tur og kravlede ud i brusekabinen og døde i Carries arme, kunne man høre »nej, nej, nej, nej«’erne runge i stuerne fra København til Manhattan.
7. Zoe Barnes i ’House of Cards’
Fra slutningen af første sæson vidste man jo godt, hvad Frank Underwood var i stand til. Her dræbte han nemlig den plagede politikerkollega Peter Russo og fingerede det til at ligne et selvmord.
Alligevel smed Netflix-hittet sin største bombe, da den tog livet af Kate Maras journalist Zoe Barnes i allerførste afsnit af anden sæson. Det var vildt at gøre i en sæsonåbner, det var vildt at gøre mod en af seriens bærende karakterer, der tilmed var en af de eneste bare tilnærmelsesvist sympatiske. Men først og fremmest var det måden, den gjorde det på, der fik alverdens kæber til at slide gulvtæppet ned.
Zoe Barnes går ned i Washington D.C.’s undergrund for at møde Frank, og de har en samtale i perronens skygger, som man tror, han går væk fra. Indtil han venter om hjørnet og kaster hende direkte ud foran det indkommende tog.
Det var så afstumpet og effektivt, som nogen bredtfavnende tv-serie nogensinde havde præsenteret en afsked med en hovedkarakter, og det satte sig tungt i kroppen på seerne. For mens man måske stadig var indhyllet i Franks kyniske charme, gik det her op for én, hvad man i virkeligheden havde siddet og heppet på: et psykopatisk monster, der ingen midler skyede for at opnå sine mål.
8. Bill i ’Killing Eve’
Nu vi er i afdelingen for forskruede psykopaters voldsomme likvideringer: Allerede i afsnit 3 stemplede ’Killing Eve’ ind som en serie, der ikke var bange for at vende indvoldene ud på sit publikum.
For her stak Jodie Comers forlystelsessyge lejemorder Villanelle nemlig den godhjertede faderfigur Bill Pargrave (Kill Bill!) ned på en natklub under neonlysets dunkende blink. MI5-bossen, som er Eves mentor og ven, er på færden af Villanelle og tror, at han nærmer sig sit mål, indtil han finder ud af, at det er ham, der er byttet.
Den hurtigtstikkende brutalitet, Villanelle lægger for dagen tilsat et frydefuldt smil, er svær at glemme, ligesom det var svært at tilgive serien for så hurtigt og hårdt at sige adieu til sin mest varmende figur. Men det satte også standarden for en serie, som excellererede i twists.
9. Nell i ’The Haunting of Hill House’
Der er masser af ekstremt uhyggelige spøgelser at være bange for i ‘The Haunting of Hill House’. De lurer i alle afkroge af serien.
Men den frygt, som familiens beboere – navnlig børnetvillingerne Nell og Luke – oplever for gespensterne, får et ekstra lag i ‘Bent Neck Lady’. Her viser Nells mareridtsgæst sig nemlig at være hende selv, der som voksen vender tilbage til huset og af sin afdøde mor lokkes til at hænge sig og dermed bliver til damen med den knækkede nakke. WTF!
Ikke blot er det et genialt twist, det er også en sjældent dyb forening af det overnaturlige og det virkelige liv. Det eneste værre end at være bange for The Bent Neck Lady er at opdage, at du er The Bent Neck Lady. Forskellen på horror og eksistentiel grundangst.
10. Marissa Cooper i ’The O.C.’
Efter ‘Game of Thrones’ omskrev reglerne for, hvordan man tog livet af seriekarakterer på chokerende vis, kan man som garvet serieseer være svær at chokere. Alle kan dø lige pludselig.
Sådan var det ikke i ‘The O.C.’, hvor der godt nok var så mange trafikuheld, at man forventede ét, hver gang nogen satte sig ind i en bil, men aldrig rigtige dødsfald for andre end gamle, ligegyldige karakterer. ‘The O.C’ var en teensoap, hvor folk kunne overleve alt, så længe forfatterne ønskede at holde dem i live.
Indtil seriens tredje sæsonfinale, hvor en af hovedkaraktererne, Marissa Cooper, dør i en bilulykke, efter hendes voldelige ekskæreste har torpederet hende og Ryan. Han bærer hendes døde krop væk fra den brændende bil. Der er flashbacks til deres første møde og Imogen Heaps cover af ‘Halleluja’ i baggrunden. Og hun er virkelig død.
Det var i den grad en uventet afsked (selvom fyrede Mischa Barton ”kom til” at afsløre den i sladderpressen), hvis primære motivation var at redde serien fra dalende seertal. I realiteten var det som at tisse i bukserne. ‘The O.C.’ døde mere eller mindre med Marissa. Muligvis var det ikke stor kunst på højde med respekterede seriemesterværker, men det var ungdomsseriens ultimative uskyldstab.
11. Gordon i ’Halt & Catch Fire’
Det relativt afdæmpede og helt igennem undervurderede it-branche-drama ’Halt & Catch Fire’ var ikke lige serien, men havde forventet skulle rive tæppet væk under én med et sjæleudmagrende dødsfald.
Men det skete i fjerde sæsons ’Who Needs a Guy’-afsnit, og that guy var Scoot McNairys ofte maniske og geniale, men også grundlæggende sympatiske ingeniør Gordon Clark. Hans hjernesygdom var varslet siden sæson 2, så måske burde det have været en mindre overraskelse, end det føltes som. Men det skete i sæsonens tredjesidste afsnit og kom i den forstand relativt ud af det blå.
Vi oplever Gordon se sit liv – eller i hvert fald sin familie – passere revy, og efter fire sæsoners jagt på at opfinde computeræraen i 80’ernes amerikanske startup-miljø blev vi bekræftet i den replik, der på en måde blev hele seriens motto: »Computere er ikke selve tingen. De er tingen, der får dig hen til tingen«.
Tingen her var altså Gordon Clark, hvis sørgelige skæbnes tyngde understregede, hvor meget man egentlig var kommet til at holde af den lille gruppe eklektiske iværksættere undervejs.
12. Rita i ’Dexter’
Der blev slået mange mennesker ihjel gennem otte sæsoner af den originale ’Dexter’, både ved hånden af seriemorderen med det moralsk renskurrede kodeks og af alle de andre bestialske forbrydere, han krydsede sine veje med hver sæson.
Men intet mord slog så hårdt som Trinity-morderen Arthur Mitchells (kommende Dumbledore John Lithgow) drab på Dexters kæreste Rita i finaleafsnittet på fjerde sæson. Søde, søde Rita, den enlige mor, der er kommet ud af et voldeligt forhold kun for at forelske sig i en seriemorder … En seriemorder, som for første gang finder ægte kærlighed i hende og øjner chancen for et nyt og bedre liv som familie i den velpolerede forstad.
Deres forhold knaser i løbet af sæson 4, men nærmer sig en forsinket bryllupsrejses lykke, da Dexter finder Rita i badekarret, tilmed med lille baby Harrison siddende i blodpølen, akkurat som Dexter selv blev traumatiseret af at overvære sin mors død som barn.
Det er næsten 15 år siden, afsnittet blev vist, men det gør stadig ondt i dag.
13. Wallace i ’The Wire’
David Simons HBO-serie ’The Wire’ var blandt andet et mesterværk, fordi den så råt for usødet skildrede gadens virkelighedsnære brutalitet, hvor der hverken spiller violiner eller kører slowmotion, når hovedpersonerne dør.
Det bedste eksempel er nok seriens ikoniske antihelt Omar, der med sin abrupte og usentimentale bortgang er indforskrevet på de fleste lister af denne type.
Men seriens mest hjerteskærende død fandt altså sted allerede i sæson 1, hvor vi måtte sige farvel til seriens måske mest sympatiske figur, den kvikke unge dreng Wallace, der blev myrdet af sine egne venner Bodie og Poot på ordre fra Stringer Bell, der vil lukke munden på enhver, der kan sladre til politiet. »You brought this on yourself, man«, siger Bodie, nok mest for at overbevise sig selv.
Mens Omar havde haft en skydeskive på sin ryg i årevis, føltes det så himmelråbende urimeligt, at en lovende knægt skulle dø, just som han øjnede en bedre fremtid. Og mordet var samtidig et point of no return for særligt Bodies forråelse, samtidig med at det ville sætte ar i ham helt frem mod hans egen lige så uskønne finale.
Nå ja, og så blev Wallace jo altså spillet af en ung skuespiller, der siden skulle blive en af Hollywoods største stjerner: ’Sinners’-aktuelle Michael B. Jordan.
14. Jane i ’Breaking Bad’
Der er flere dødsfald i ‘Breaking Bad’, der fortjener en plads på denne liste. Men i den altid hårdkogte og cool serie skilte én karakterdød sig alligevel ud som en sjældent sørgelig ‘Romeo & Julie’ med junkier.
Som håbløs romantiker kunne man ikke lade være med at heppe på Jessie Pinkmans bogstaveligt talt dødsdømte emoforhold til Jane, der ender sine dage kvalt i sit eget bræk med Walter White som kynisk iagttager. Et altafgørende øjeblik i serien, hvor methbryggeren viser sine giftige manipulationsevner.
Og selvom nogle måske vil mene, at det ikke kan måle sig med drabet på en langt større og vigtigere karakter som Hank, gør Janes død særligt indtryk, fordi den rammer på et tidspunkt, hvor vi stadig ikke helt ved, hvor sort ‘Breaking Bad’ har tænkt sig at blive.
15. Charlie i ’Lost’
Åh, er der noget, der smerter mere på den underligt tilfredsstillende måde end at se et menneske ofre sit liv for at redde andres? DiCaprio gjorde det i ’Titanic’, Bruce Willis gjorde det i ’Armageddon’, og Dominic Monaghan – især kendt for sin hobbit-rolle i ’Ringenes herre’ – gjorde det i ’Lost’.
I serien om en gruppe mennesker, der overlever et flystyrt kun for at stå over for endnu større udfordringer på en mystisk ø, ofrer hans plagede og heroinmisbrugende rockmusiker Charlie sig selv i sidste afsnit af sæson 3, ’Through the Looking Glass’.
Charlie – og dermed seeren – var godt nok blevet varslet om sin forestående død i løbet af sæsonen, men det gjorde det ikke mindre barskt at se druknedøden og hans afsluttende besked, som var en alletiders cliffhanger forud for sæson 4: »Not Pennys boat«, skriver Charlie på en seddel og holder op for vinduet, efter han heltemodigt er dykket ned for at få afklaret, om et mystisk skib udgjorde en mulig redning for alle de nødstedte.
Den heroiske akt viste smukt karakterens udvikling fra egomusiker til holdspiller, om end den efter sigende også kom som resultat af, at Dominic Monaghan ikke var helt tilfreds med sin karakters plads i serien efter første sæson.
16. Howie i ’Better Call Saul’
Hvorfor er det altid de gode, der dør?
Den mesterlige ’Breaking Bad’-spinoff ’Better Call Saul’ var spækket med etisk tvetydige figurer, seriens hovedperson Jimmy McGill/Saul Goodman inklusive. Men der var én renhjertet mand, nemlig den kompetente advokatchef Howard Hamlin, der i en verden af blakkede jakkesæt og voldsparate gangstere sådan set holder den moralske fane højt det meste af vejen.
Men Jimmy og hans medsammensvorne Kim sætter ham op i et lurvet scheme, der får langt større konsekvenser, end de havde kalkuleret med: Howard konfronterer Jimmy og Kim med deres bedrag og moralske deroute, da den frygtindgydende psykopat Lalo Salamanca lægger vejen forbi og skyder det potentielle vidne i koldt blod.
Scenen understreger, hvor langt ude Jimmy og Kim er, selvom de har travlt med at retfærdiggøre deres svindelnumre som en blanding af drengestreger og den lille mands kamp mod de store.
Men nu endte én af de store – og gode – i en blodpøl på et usselt motelgulv, og det var altså svært at tilgive Jimmy og Kim for.
17. Poussey i ’Orange Is the New Black’
Hedengangne ‘Orange is the New Black’ greb fat i nogle af USA’s største samfundsbrister med en blanding af excentricitet, humor og alvor, der – når serien var allerbedst – gjorde den både unik og mesterlig.
Det mest rædselsvækkende og gribende øjeblik indtraf dog, da en af de mest elskelige og sjove karakterer, Poussey spillet af Samira Wiley, blev dræbt af en fængselsbetjent under et ulmende (fredeligt) oprør, der holdt hende så hårdt nede, at hun ikke kunne trække vejret.
En fiktiv seriehændelse i ypperste Netflix-sendetid, der dengang blev kædet sammen med Eric Garner, der sagde »I can’t breathe«, da han blev dræbt af politiet.
‘Orange is the New Black’s Black Lives Matter-scene var modig, rørende og rummede en oprigtighed, der sjældent er set i en mainstream-kontekst siden. Det skyldes ikke mindst Danielle Brooks’ intense præstation som Taystee, hvis konstante fjolleri og ovenpå-humor pludselig skifter fuldstændig form til primalskrig og oprørstrang.
18. Logan Roy i ’Succession’
Hvis man skal ryste prestige-tv-seere med et dødsfald, skal man gøre det lige efter sæsonpremieren og i påsken – og ingen gør det tilsyneladende bedre i nyere tid end Mark Mylod, der nu har taget livet af både Joel Miller som instruktør på ‘The Last of Us’ og Logan Roy i ‘Connor’s Wedding’.
For to år siden tog vi afsked med ‘Succession’-faderen Logan Roy, der gik til på et privatfly, mens hans ældste søns wannabe-præsidentbryllup med escorten Willa skulle stå.
Det var et dødsfald, der var ekstremt forventet fra en karakter, som var et frygteligt menneske. Alligevel blev det leveret med timing og kiksethed, så det føltes chokerende og endda virkelig sørgeligt. Tom Wambsgans, der som eneste pårørende holder en iPhone op mod den døende patriarks øre. Børnene, der fremstammer forfærdelige hjerteskærende farveller, mens vi allesammen ikke helt tror på det, før liget ruller henover landingsbanen, og Connor bliver gift for lutter tomme sæder.
19. Bob Newby i ’Stranger Things’
’Stranger Things’ har ofte fået kritik for at nære et lidt for nostalgisk forhold til sine elskede karakterer, som har det med at overleve, selvom alt håb syntes ude – til en grad, hvor det fjerner en behørig del af spændingen. Når selv Hopper genopstod efter sin heroiske (nær)død i sæson 3, mistede man al tro på, at Duffer-brødrene turde tage de hårde beslutninger.
Men et par hyggelige bikarakterer har vi jo dog alligevel måttet sige farvel til undervejs, og den mest triste var så afgjort den søde og bløde Radio Shack-manager Bob (spillet af Sean Astin, den anden hobbit på denne liste til at dø heltemodigt!), der viser mod og hjerte i kampen for at lukke hullet til The Upside Down i Hawkins’ laboratoriebygningen i næstsidste afsnit af sæson 2.
Just som Bob og vi andre troede, han var home free, og han kiggede ind i øjnene på sin elskede Joyce, brød en demodog igennem døren og stak kløerne i ham, inden Hopper kunne sende en maskingeværsalve igennem den.
RIP Bob Newby.
20. Alle i ’Six Feet Under’
Alle afsnit i Alan Balls HBO-klassiker ’Six Feet Under’ starter med et dødsfald. Og den handler meget direkte om døden med en familiedrevet bedemandsforretning i Los Angeles som omdrejningspunkt.
Serien giver døden en lige dele indfølt og absurdkomisk distanceret behandling, og derfor burde man jo egentlig også være forrået og forvænt efter fem sæsoner og 62 afsnit, hvor vi endda måtte sige farvel til bærende karakterer undervejs, så det stak skarpt i hjertet.
Men så kommer slutningen. En af de mest berømte – og i hvert fald mest tårefremkaldende – slutninger i seriehistorien. Vi følger unge Claire grådkvalt i sin bil på vej væk hjemmefra og mod college, tilsat Sias ’Breathe Me’, mens vi i flashforwards oplever, hvordan alle de karakterer, vi har fulgt igennem tykt og tyndt, ender deres dage måneder eller år senere. Nogle uventet, andre helt naturligt, præcis som livet er. Ledsaget af deres navn, fødsels- og dødsår. Med Claire selv til sidst.
Aldrig er håb, skæbne, liv og dødens uundgåelighed blevet skildret så stærkt. Scenen kan måske virke en anelse kitschet, når man ser den i dag ude af sammenhæng, men … jeg måtte opgive at se den til ende af frygt for at komme til at bryde flæbende sammen over kontorkaffen.