David Dencik er ved at blive modløs.
Kalenderen viser januar 2019, og i de forudgående fire måneder er han blevet fløjet til og fra London for at tale med instruktør Cary Fukunaga om en rolle i den kommende James Bond-film, ’No Time to Die’.
Hele tiden har de danset om den varme grød og snakket om løst og fast, fordi instruktøren ikke kunne røbe særligt meget om hverken rollen eller filmens handling, men alligevel gerne ville have en fornemmelse af skuespilleren.
Og selvom møderne aldrig er mundet ud i en decideret casting, har Dencik tolket dem som et godt tegn. Hvorfor skulle instruktøren ville mødes med ham igen og igen, hvis han ikke var en seriøs kandidat til en rolle?
Men selvom den dansk-svenske skuespiller troede, at rollen var så godt som hjemme, får han pludselig at vide, at han skal forberede en monolog. Og ikke bare en hvilken som helst monolog, men en monolog fra ’Skyfall’ som han havde været til audition på syv år forinden – og fået afslag på, da rollen i stedet gik til Javier Bardem.
Da casteren henkastet tilføjer, at han skal give et bud på monologen med cubansk accent, føles det som et slag i ansigtet. »Det må der da være andre, der kan gøre bedre«, siger han.
Absurd teater
Dencik fortæller veloplagt om den bizarre castingproces, da vi mødes i januar 2020 på et hotelværelse med udsigt over Åboulevarden. Og faktisk skulle processen vise sig at blive endnu mere akavet:
Da Dencik træder ind i rummet, hvor Fukunaga sidder med casteren, er der ikke gjort klar til casting. I stedet sidder trioen og småsnakker, som de har gjort under de forrige møder, indtil skuespilleren efter noget tid spørger, om de ikke skal komme til sagen.
»Cary virker lidt uforstående og overrasket over, at jeg har forberedt noget. Vi kigger begge to over på casteren, som er ved at synke ned i stolen, fordi hun har sat det her i gang, uden at Cary vidste det. Bare for at have mig på standby«, siger Dencik.
Situationen bliver kun mere underlig, da skuespilleren forklarer, hvad han har forberedt, og får at vide, at rollen i ’No Time To Die’ slet ikke er cubansk, men russisk – en ændring, som casteren havde glemt at nævne i forbifarten. Lidt forsigtigt siger Fukunaga, at han ikke tror, castingen er nødvendig, for han har jo allerede set en del af Denciks arbejde.
»Men jeg er fløjet hele vejen til London og skal hjem igen om et par timer, så jeg presser på. Det er jo det her, det hele handler om«, siger Dencik og fortsætter:
»Jeg får tigget mig til at få lov til at stille op med det her absurde skuespil, som jeg har forberedt. Casteren begynder at optage seancen, men Cary siger: ’Øjeblik, jeg går lige ind og henter Barbara Broccoli og Michael Wilson’ (hovedproducerne på filmen og overhovederne for Bond-franchisen, red.). Jeg indser, at jeg har bragt mig selv i en situation, hvor jeg skal spille teater foran nogle af de vigtigste folk i filmbranchen – med en monolog fra en film, som allerede er lavet, og en accent, der overhovedet ikke er aktuel længere.
Men jeg får gennemført castingen, og alle griner lidt af det, for det var en totalt dum situation. Og jeg banker mig selv i hovedet over, hvorfor fanden jeg har drevet det så vidt. Men i bilen på vej til Heathrow bliver jeg ringet op af min agent, der siger, at jeg har fået rollen«.
Det fede filmstjerneliv
Da vi mødes i januar 2020, er der efter planen knap tre måneder til, at Dencik skal gå op ad den røde løber med Daniel Craig og resten af det stjernespækkede hold. Dengang vidste vi af gode grunde ikke, at der ville gå 20 måneder, inden verden skulle få lov til at se ham i rollen som den russiske videnskabsmand Valdo Obruchev, der bliver kidnappet i starten af ’No Time to Die’ og bliver en slags omdrejningspunkt i spionbraget.
Dengang i 2020 var Dencik lige flyttet til USA med familien – ikke for at jagte drømmen om en fast plads i Hollywood, men for at være familiefar, mens hans kone studerede på UCLA.
Efter vores samtale skulle han hjem på privatadressen på Frederiksberg og hente sin datters cykelhjelm, som de havde glemt under pakningen.
Selvom Dencik er med i sit største internationale filmprojekt til dato, er hans verden med andre ord ikke blevet vendt på hovedet med et snuptag.
Dencik er da også efterhånden en velbevandret herre i udlandet med roller i film som Steven Spielbergs ’War Horse’, den mesterlige ’Tinker Tailor Soldier Spy’ og hitserierne ’Chernobyl’ og ’Top of the Lake’.
Men ’No Time to Die’ var alligevel ulig noget andet, han havde prøvet, hvilket den anderledes castingproces for alvor understregede.
Egentlig skulle han bare have været med på optagelserne i tre måneder, men da Daniel Craig tidligt i forløbet brækkede en knogle i sin fod, blev det pludselig til seks måneder, der bød på optagedage i det legendariske Pinewood Studios i London og på location i Jamaica, hvor optagelserne begyndte, og hemmelighedskræmmeriet var i top.
»Det var først om aftenen, da jeg ankom til hotellet på Jamaica, at jeg overhovedet fik et manuskript. Og faktisk var det kun de første 70 sider. Bare så jeg nogenlunde vidste, hvad filmen handlede om. Jeg var en lille smule frustreret over ikke at vide noget«, fortæller Dencik, der også selv er underlagt strenge formaninger om ikke at afsløre noget om selve filmen.
Værner om privatlivet
Heldigvis var det en blød start for skuespilleren, der ikke havde nogen store scener på Jamaica. Det stod i skærende kontrast til hans første dag på ’Tinker Tailor Soldier Spy’, hvor han skulle levere sin karakters emotionelle klimaks i en soloscene med Gary Oldman.
I stedet gik hans uge på Jamaica mestendels med at drikke rom ved poolen og hænge ud med medspilleren, Billy Magnussen, der tog ham ud at surfe. Det fede filmstjerneliv, som man ikke oplever i Danmark.
»Mange gange blev jeg målløs over de ressourcer, de har til rådighed. På Jamaica var der et britisk hold på 500 mennesker og et amerikansk hold på omkring 1.500 mennesker. Forestil dig, at hele Slagelse bare blev beslaglagt. Da vi skulle hjem derfra, blev vi hentet i en kortege af landrovers, som fragtede os til et Bond-fly, der ikke blev vist på nogen tavler i lufthavnen. Efter at have siddet og kørt med Øresundstoget hver dag på vej til arbejde i Göteborg nogle måneder forinden, var det vildt at se, hvor mange penge der var«.
Det er fristende at dyrke fortællingen om den danske stjerne, der får det helt store internationale gennembrud og bliver perlevenner med Daniel Craig og Léa Seydoux. Men virkeligheden er en anden, som Dencik har lært i årenes løb, når han har krydset klinger med folk som Elisabeth Moss, Jennifer Lawrence, Bradley Cooper og Gary Oldman.
»Min ambition er jo, at jeg gerne vil have så meget som muligt ud af mødet med dem. Jeg vil gerne være bedstevenner med dem og tage på ferier sammen med dem. Men det sker jo aldrig. Og lysten til at blive best buddies damper også af undervejs. Det er nogle helt særlige liv, de store stjerner lever, fordi de har brug for at værne om deres privatliv, hvis de da overhovedet har et privatliv«.
Og trods glimt af det bløde filmstjerneliv gik en stor del af tiden på uglamourøs vis – med masser af venten. Nogle gange kunne der gå dagevis, hvor Dencik blev fragtet ud til settet uden nogensinde at komme på foran kameraet, fordi planlægningen skred. Så sad han alene med sin iPad, småsludrede med kollegaerne eller fik sig en lur i sin trailer.
»Det er en kontrolleret og nogle gange ret kedelig tilværelse. Man er ikke i byen til klokken fem om natten, for man er tro mod opgaven, hvilket kræver, at man er fleksibel hele tiden«.
Altid nerver på
Selv mærkede Dencik, hvor forsigtige Bond-producenterne er, når det gælder stuntarbejdet, der kan forsinke produktionen massivt, som Craigs indledende skade beviste. Hvis Dencik så meget som skulle falde ned af en stol, ville der ligge en skumgummimadras til at tage faldet. Og han måtte under ingen omstændigheder selv bevæge sig til optagelserne, hvor der altid var chauffør på.
Karakterarbejdet bestod i stedet i at skabe et troværdigt look for den russiske videnskabsmand, der endte med at få et ordentligt overskæg. Og så brugte Dencik timevis på at studere russiske accenter på YouTube – en disciplin han tidligere har gjort sig i på serien ’McMafia’, hvor han har op til flere russiske replikker.
Og når han endelig stod foran sine medstjerner, mens et filmhold på 300 mennesker stod ved siden af, handlede det om at fokusere på opgaven, uden at lade sig overrumple af de store stjerner og det enorme maskineri.
»Der er altid lidt nerver på, men det har også noget at gøre med vores forskellige baggrunde. Når jeg skal spille på engelsk, så kender de jo ofte slet ikke til mit arbejde, hvor jeg kender betydeligt mere til deres. Så der er en ubalance i det forhold«, siger han.
Særligt Daniel Craig havde, inden han sagde ja til en sidste tur som Bond, fået opmærksomhed for sine udtalelser om, at han hellere ville skære sine håndled over end at gentage rollen. Men når Dencik stod over for den britiske stjerne under optagelserne, mærkede han ikke noget til, at Craig skulle være gået død i smokingjakker og martinier.
»Jeg har faktisk også studset over den formulering. Jeg tror, den handler om, at han har slået sig gevaldigt i de andre film. Han har fået opereret både knæ og skulder, og den slags tærer på en hvilken som helst skuespiller. Det er årevis af arbejde, der er lagt i hans diæt og træningsregime, så rollen fylder uden tvivl meget i hans liv og sind. Han virkede glad over at lave den sidste film her, for det er jo en del af hans livsværk, hans identitet. Jeg tror, han ville runde den ordentligt af«.
’No Time to Die’ har biografpremiere 30. september.