SERIE: VAR DET VIRKELIG SÅ DÅRLIGT? Hvordan blev du introduceret til Tyler, the Creator?
Jeg lærte ham at kende, da han udgav en viral musikvideo, hvor han slugte en kakerlak, henkastet jokede om selvmord og skoleskyderier, rappede om at myrde aktuelle hitmagere og kaldte folk, han ikke kunne lide, for »faggots«.
»Den edgelord gider jeg ikke at spilde mere tid på«, tænkte jeg, mens videoen blev afsluttet ved, at Tyler hængte sig selv, hvilket dengang blot bekræftede min umiddelbare konklusion.
I dag er Tyler, the Creator en af mine absolutte yndlingskunstnere. Da han i 2017 udgav albummet ‘Flower Boy’, relancerede han sig selv som en mere tænksom, men absolut stadig vittig kunstner, der var mere interesseret i at sprænge hiphopgenrens rammer med lækre soulharmonier, end han var i at spille hårdfør eller i at provokere for provokationens skyld.
Siden da har han udgivet en pletfri perlerække af stærke album, der senest bar frugt med sidste års kalejdoskopiske ‘Chromakopia’.
Jeg har tit genbesøgt hans tidligere udgivelser og opdaget, at der selvfølgelig er meget mere at komme efter, end jeg dengang antog. Men særligt ét album fra før ‘Flower Boy’ har fascineret mig.
Det drejer sig om ‘Cherry Bomb’, der i søndags kunne fejre 10-års jubilæum. Det er et album fanget mellem to stole: Hardcore-rapperen og provokatøren fra karrierens tidlige år er endnu ikke helt død, og den soul-harmoniserende, genrehoppende konceptkunstner er endnu ikke for alvor født.
Det er Tyler, the Creator-albummet med den laveste Metacritic-score – både blandt kritikere og fans. Kun få sange derfra har fundet vej til Tylers sætlister siden den oprindelige ‘Cherry Bomb’-turné.
Men det var jo som sådan startskuddet til den Tyler, der i dag er en megastjerne. Derfor er det på sin plads at dykke ned i albummet og finde ud af, om det fortjener et genlyt.
Hvordan lyder det?
Lyden er – ikke ulig sidste års ‘Chromakopia’ – utrolig varieret.
Første nummer, ‘Deathcamp’, lyder af N.E.R.D.’s ‘Lapdance’ med sit rockede guitarriff og funky rytmesektion. ‘Find Your Wings’ er rendyrket neosoul uden mange spor af hiphop. I det hele taget synger han rigtig meget på albummet sammenlignet med tidligere udgivelser.
Men samtidig byder titelnummerets første par minutter på støjrap, der knaser så kraftigt, at det vækker mindelser om punkrap-gruppen Ho99o9. Han leger med at pitchshifte sin stemme på numre som ‘Run’, ‘Fucking Young/Perfect’ og ‘Keep da O’s’ – et greb, han senere ville mestre på ‘Igor’, hvor han knap nok er genkendelig halvdelen af tiden.
På samme vis føles de mange skæve beatprogressioner og animerede udbrud på ‘The Brown Stains of Darkeese Latifah Part 6-12 (Remix)’ næsten som en slags forløber for ‘Chromakopia’-hittet ‘Sticky’.
På mange numre leger han med kontraster. Som på ‘Buffalo’, hvor et forsigtigt jazzklaver står i kontrast til en øredøvende rytmesektion. Hvis ét nummer er relativt konsekvent i sit udtryk, kan man næsten regne med, at det efterfølgende nummer peger i den modsatte retning.
Der er næsten lige så mange forskellige stilarter, som der er features. Syd, Schoolboy Q, Kanye West, Lil Wayne, Charlie Wilson, danske Coco O. og nyligt afdøde Roy Ayers er kun et lille udpluk af de gæster, der kigger forbi.
De mange gæster stjæler ikke opmærksomheden fra Tyler, der konsekvent er den mest markante skikkelse på sine egne numre, men de bidrager til, at albummet stikker i mange retninger.
Hvordan blev det modtaget?
Pitchfork, der ellers havde givet positive anmeldelser til Tylers to foregående album, kvitterede med 6.7 ud af 10.
Det er ikke en forfærdelig karakter, men når anmelderen skriver, at »det bedste, ‘Cherry Bomb’ har kørende for sig, er sin relativt korte varighed«, kan man mærke, at stemningen alligevel har vendt sig.
Soundvenue kvitterede med fire stjerner og kaldte pladen »et forfærdeligt rod, men et interessant og charmerende et af slagsen«. Og det synes langt hen ad vejen at være konsensus: Det er ikke et dårligt album, og det sprudler af gode idéer, men udførelsen er ikke lige i øjet.
»Med et barns utålmodighed og entusiasme kaster han sig over den næste spændende idé, før han har færdiggjort den forrige – ofte inden for den samme sang«, som Soundvenues Emil Hobel i sin tid skrev.
Et af de hyppigste kritikpunkter var mixingen. Tylers stemme er på adskillige af sangene druknet i så tætpakket lyd, at det ikke helt er til at høre, hvad han rent faktisk rapper.
Tekstuniverset modtog også en pæn sjat kritik – ikke mindst fra The Needle Drop aka Anthony Fantano, der stod for den nok hårdeste anmeldelse fra nogen stor profil. Han tildelte albummet en karakter på 3 ud af 10.
Blandt andet kritiserede han nummeret ‘Fucking Young/Perfect’ for dets »statutory rape themes«, idet Tyler her synger og rapper om at have følelser for en pige på 17, mens han selv er 23. Fortællerens skrupler om denne forelskelse bunder på intet tidspunkt i overvejelser af etisk karakter, men derimod i, hvorvidt det kunne resultere i en fængselsdom på 10 år.
Kommercielt klarede albummet sig fint til at starte med, men kun kortvarigt. Forgængeren ‘Wolf’ gik platin i USA, hvilket alle ‘Cherry Bomb’s efterfølgere også har gjort. Det er den eneste dosis modgang i en karriere, der ellers kun har vokset sig mere succesfuld for hver udgivelse.
Var det virkelig så dårligt?
Nej. Det var det ikke. Det er rodet, ja, men det er et charmerende rod. Og især med nutidens briller er det tydeligt, at det var en nødvendig plade for Tyler, the Creator at lave.
Hvad end vi snakker produktioner, arrangementer, vokalisering eller pitchshifting, er der så mange forskellige greb, Tyler sidenhen har mestret, som han først afprøvede på ‘Cherry Bomb’. Men det gør, at albummet blegner, når man holder den op mod Tylers øvrige output.
Det er startskuddet til Tylers storhedstid – men det er definitivt ikke en del af storhedstiden.
Når jeg hører ham pitchshifte på ‘Keep da O’s’, lyder det mere som om, han legesygt tænkte »gad vide, hvordan sangen ville lyde, hvis min stemme var lidt smølfet?«, hvorimod grebet på ‘Igor’ fire år senere vidner om en klar vision, som den omgivende produktion er skræddersyet omkring.
Da han kastede sig over soulsang på ‘Flower Boy’, var det også side om side med hårdere numre som ‘Who Dat Boy. Men her forstod han, at diskrete synthstrygere og en kraftig bas fik nummeret til at fremstå mere hårdtslående end kradset, komprimeret støj ville være i stand til.
Den kontrast har han kun formået at dyrke endnu stærkere på ‘Chromakopia’, der byder på hans mest eksperimenterende produktioner siden ‘Cherry Bomb’. Men på hans seneste album når man som lytter at indtage hvert umage og idiosynkratiske beat, før det næste begynder.
Det tilbagevendende lyriske motiv på ‘Cherry Bomb’ er, at Tyler skal »finde sine vinger« – altså det, der kan løfte ham til vejrs. Det fandt han tydeligvis. Men det var først på ‘Flower Boy’, at han for alvor begyndte at flyve.