’Chromakopia’: Tyler, the Creators nye album bliver kaldt rodet – men der er en mening med det hele
Tyler, the Creator-fans flokkes i disse dage sammen på sociale medier for at diskutere hans nye album, ’Chromakopia’.
Hvad betyder titlen for eksempel? Der er ikke nogen fast konsensus endnu, men personligt tolker jeg det som et spil på ordet cornucopia – altså et overflødighedshorn. For det var absolut det, jeg blev mødt af, da jeg første gang lyttede til albummet: Et overflødighedshorn af forskellige lyde, stilarter og genrer, der med ustandselig energi strømmer ind og ud af hinanden.
Det første, man hører på albummet, er en alvorlig spoken word-intro fra Tylers mor, Bonita Smith. Herefter lagres Tylers vokaler i et aggressivt herrekor over en spartansk tribal-trommerytme. Så står den på insisterende hviskerap. Og før man ved af det, kommer der gospel ind over backingvokalerne, der efterfølgende danner grundlaget for Daniel Caesars soulede omkvæd.
Alt det her sker i løbet af halvandet minut, hvorefter ‘St. Chroma’s beatswitch blander alle instrumentationens hidtidige elementer sammen på en helt ny måde. Det er en fremragende metode til at kickstarte et album, der har i sinde at overvælde dig med forskellige indtryk.
Men oveni dette overflødighedshorn får vi præfikset ’Chroma-’, altså farver. Farvespektret er ofte blevet brugt som symbol på menneskelig mangfoldighed og særligt mangfoldighed inden for køn og seksualitet, og Tyler har tidligere lavet sange, der omhandler hans tiltrækning af mænd. Det dukker op talrige gange på tværs af ’Chromakopia’.
Han kan faktisk knap nok nævne ordet »bitches« uden også tilsvarende at rappe »ni**as«. Flere gange hinter han endda til, at han selv eksisterer hinsides det binære med linjen »I’m that ni**a and I’m that bitch«, der både dukker op på sangene ’Sticky’ og som den allersidste rappede linje på afslutteren ’I Hope You Find Your Way Home’.
Tracklisten udforsker emner, som på hver sin måde placerer Tyler forskellige, intersektionelle steder. ’Like Him’ handler om faren, der var fraværende i rapperens barndom, og den tager udgangspunkt i Tylers blandede følelser, når han indser, hvor meget han ligner sin far, der er som et spøgelse for ham.
På ’Darling, I’ tager Tyler afstand til samfundets normative tilgang til monogami, og han gør en stor pointe ud af, at hans liv ikke er fattigere eller mindre meningsfyldt end livet for nogen, der lever i faste parforhold.
’I Killed You’ handler om sort identitet, særligt med udgangspunkt i Tylers krøllede hår, som ellers gennem årene har været godt dækket af både kasketter, parykker og bjørneskindshuer. Lyrisk er det en voldsom kamp, der drager paralleller til Eminems ’Kill You’, før han til sidst omfavner sine lokker på samme måde, som han omfavner sin polyamori.
Hvis ’Chromakopia’ er én ting for mig, er det en fejring af alsidighed, og derfor fungerer det rent konceptuelt virkelig godt, at musikken på ét nummer kan stikke i så mange forskellige retninger. Variationen fortsætter hele vejen igennem med psychrock på ’Noid’, Stevie Wonder-pastiche på ’Judge Judy’ og hypnagogisk electropop på ’Balloon’, bare for at nævne nogle stykker.
Men albummet er også en erkendelse af, at det sagtens kan være ubehageligt at omfavne både sig selv og sin omverden. På ’Hey Jane’ har Tyler gjort en kvinde gravid, og sangen udspiller sig som en dialog mellem de to parter om, hvad der er det ansvarlige at gøre. En samtale, der kun bliver mere bevægende at vende tilbage til, efter vi har hørt rapperens refleksioner om sin far.
Jeg har hørt flere kritisere ’Chromakopia’ for at være rodet, og ved min første gennemlytning rubricerede jeg den nok også et sted mellem den emotionelle sårbarhed på hovedværket ’Igor’ og den uhæmmede eksperimenteren fra det notorisk ujævne ’Cherry Bomb’. Men der er en mening med det hele på ’Chromakopia’. Uoverskueligheden planter nemlig lytteren solidt i Tylers sted, hvor det er svært at forholde sig til de mange facetter af hans liv.
Det forklarer nok også maske-ikonografien, der er til stede på albummets artwork samt et par af sangene og særligt ’Take Your Mask Off’. For hvis vi ikke er villige til at omfavne vores identitet, lever vi med en maske på – som ubeskrevne blade. Og det ville være en langt større tragedie end det ubehag, vi kan støde på, når vi dykker ned i, hvem vi er.
Kort sagt:
Tyler, the Creator giver lytteren et velorkestreret overflødighedshorn af indtryk på både et sonisk og et tematisk plan. Men der er en mening med det hele, og ‘Chromakopia’ kulminerer i rørende budskaber, der er værd at tage med sig.