‘Call Me If You Get Lost’: Tyler, the Creators nye album er et hårdt hiphop-mixtape – men under overfladen lurer noget dybere

‘Call Me If You Get Lost’: Tyler, the Creators nye album er et hårdt hiphop-mixtape – men under overfladen lurer noget dybere
Tyler, the Creator. (Foto: PR)

Tyler, the Creator virker ikke umiddelbart som en kunstner med alt for stor ærefrygt for hiphoppens tradition og historie.

Første gang vi mødte ham, var han i gang med at brænde hele hiphoppen ned som leder af Odd Future-bevægelsen. Han var en ung revolutionær skikkelse, der virkede som om han syntes, at alt det eksisterende var latterligt.

Senere i karrieren har han bevæget sig over i en slags avantgardistisk popmusik. Senest på hovedværket ’Igor’, hvor han skildrede et trekantsdrama mellem to mænd og en kvinde gennem sårbare popsange og soulede beats.

Derfor er det noget af en overraskelse, at netop den tidligere Odd Future-kaptajn nu har lavet ikke bare et rapalbum, men en udgivelse, der føles som en slags kærlighedserklæring til det mest klassiske hiphopformat af dem alle: Mixtapet.

’Call Me If You Get Lost’ er en tilbagevenden til rendyrket rap for Tyler, og det er samtidig et album, der hylder den slags hiphop, der plejede at findes på mixtape-sites som DatPiff eller LiveMixtapes.

Det er helt tydeligt i DJ Dramas tilstedeværelse. Han er en kultfigur på mixtapescenen og har leveret sine brølende og komiske one-liners på massevis af legendariske udgivelser. Faktisk har Tyler hyldet hans mest kendte udgivelsesserie på Twitter engang, hvor han skrev: »Jeg vil så fucking gerne have et Gangsta Grillz-mixtape, god damn«.

Det ønske har Odd Future-grundlæggeren mere eller mindre selv opfyldt med sit nye album.

Ligesom på mange af de største mixtapes er der remixes af gamle sange – som ’Manifesto’, der på uventet vis genskaber det oversete Nas-nummer ’Nazareth Savage’, eller singlen ’Lumberjack’, der sampler Gravediggaz ’2 Cups of Blood’.

Tyler fyrer op for helt Odd Future-agtige rapflows og masser af humoristiske linjer, som på ’Lemonhead’, hvor han rapper om at være den eneste, der har et cykelstativ på sin Rolls-Royce.

Apropos ’Lemonhead’: Den sang er – sammen med ’Corso’, ‘Lumberjack’ og ’Juggernaut’ – nogle af de tungeste og hårdeste beats, Tyler har rappet over i årevis. Den her udgivelse gynger og buldrer, ligesom et mixtape skal.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Derudover er der naturligvis en feature fra den mest legendariske mixtapeartist af dem alle – og Lil Wayne skuffer ikke på det hyperintense ’Hot Wind Blows’, hvor han rapper hurtigere og mere intenst end i årevis.

Albummet ser dog ikke kun tilbage i tiden, men knytter også an til nutidens mest aktuelle unge stemmer som YoungBoy Never Broke Again, 42 Dugg og Lil Uzi Vert, der alle leverer ekstremt stærke optrædener.

’Call Me If You Get Lost’ leger desuden med nogle af mixtapeformatets klassiske greb.

Visse sange er bare sniksnakkende pral fra Tyler, som ’Blessed’, hvor han opremser alle sine bedrifter. Et andet sted er der en monolog fra musikerens mor (’Momma Talk’), der shit talker hårdere end nogen rapper nogensinde har gjort på et mixtape.

Mixtape-følelsen understreges af, at sangene stedvis skifter beat midtvejs igennem, og i ny og næ kan numrene finde på at blive startet forfra, som på ‘Massa’. Det er som om, vi bare er vidne til en spontan tilblivelsesproces.

Det er vi dog selvfølgelig ikke. For det her er stadig Tyler, vi har at gøre med. Det hele stråler af perfektionisme.

Sangene flyder måske sammen, men ikke på en ufærdig måde. Der er kælet for detaljerne. Så på en måde lader det her album som om, det er et spontant mixtape – men det er faktisk lige så gennemtænkt (hvis ikke mere) end rapperens andre udgivelser.

’Call Me If You Get Lost’ er samtidig også et album, hvor Tyler, the Creator ikke kan lade være med at være selvudleverende og give et indblik i, hvad der har motiveret albummet.

Allerede på albummets anden sang, ’Corso’, lader rapperen det skinne igennem, at en ulykkelig kærlighedsaffære spøger bag al den nyfundne hiphopattitude. Her rapper han om, at en kvinde valgte en anden fremfor ham, og at han nu græder på privatflyet og bruger millioner for at fylde tomrummet.

Til sidst beder han DJ Drama om at lave noget larm, så Tyler ikke behøver at forholde sig til sine egne følelser: »Turn the fucking noise up, my heart broken / remembered I was rich, so I bought me some new emotions / and a new boat, ’cause I’d rather cry in the ocean«.

Det er på en måde albummets mission: At lave en masse larm, så tomheden ikke føles så stor.

Den følelsesmæssige baggrund bliver udpenslet i et ti minutter langt dobbeltnummer om kærlighedens tveæggede væsen (’Sweet’ / ’I Thought You Wanted To Dance’), samt på ‘Wusyaname’, hvor Tyler fyrer alle sine scorereplikker af på ét minut.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Albummets hjerte er den historiefortællende ’Wilshere’, der detaljeret skildrer et trekantsdrama mellem Tyler, en kvinde, han har følelser for, samt hendes kæreste, der ovenikøbet er rapperens egen ven.

»They say ’broes over hoes’, I’m like ’nah, hey’ / I would rather hold your hand than have a cool handshake«, rapper Tyler et sted. I sidste ende bliver kvinden, han er vild med, dog hos sin kæreste, og vores hovedperson står tilbage med sorteper.

Den kærlighedsfortælling fylder albummets to længste sange, der i alt udgør over 18 af udgivelsens i alt 55 minutter. Det er samtidig interessant, at tematikken allerede slås an tidligt på albummet. Det er en slags tematisk understrøm, der giver de mange hårde mixtapesange en ny dimension.

Tag bare alle referencerne til at køre væk i en Rolls-Royce eller til at rejse væk til fjerne destinationer. Det lyder som klassisk hiphop-bravado. Men i kærlighedshistoriens kontekst indkapsler de Tylers ønske om at stikke af sammen med kvinden, han er forelsket i.

Det virker altså som om, det – ligesom på ’Igor’ – igen er et ulykkeligt trekantsdrama, der er den egentlige fortælling på det nye album.

På ‘Igor’ fik den ulykkelige kærlighed Tyler, the Creator til at kaste sig ud i en helt ny musikalsk retning. Denne gang har han skabt en enestående hyldest til mixtapeformatet, der samtidig på skjult vis forarbejder et knust hjerte.


Kort sagt:
På ‘Call Me If You Get Lost’ kaster Tyler, the Creator sig uventet nok ud i et rendyrket hiphopmixtape. Men bag den hårde overflade lurer endnu en ulykkelig kærlighedshistorie.

Tyler, the Creator. 'Call Me If You Get Lost'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af