KOMMENTAR. Da Tyler, the Creator vandt en Grammy i starten af 2020, blev han skidesur. Ikke fordi han fik en pris, det er jo sjældent en dårlig ting. Men fordi han var nomineret i kategorien Best Rap Album i stedet for i eksempelvis popkategorien.
Den 30-årige kunstner (ja, Tyler er sgu blevet 30!) mente nemlig, at albummet ’Igor’, som han vandt for, var et popalbum, og at han kun blev sendt over i urbankategorien på grund af sin hudfarve. Og når man hører det album, må man jo give ham ret.
Det var jo ren og skær – om end eksperimenterende! – popmusik. Tyler sang om kærlighed og forelskelse fra nye, spændende perspektiver. Der var meget lidt rap og endnu færre chokeffekter.
På den måde var ’Igor’ en fortsættelse af 2018-albummet ’Flower Boy’, der allerede havde styret i en mere poppet, følsom retning.
Nu, i 2021, står Tyler, the Creator derfor mere som en innovativ popmusiker end som den rapkæftede, højrøstede rapper, han var ved gennembruddet. Det skyldes også, at Odd Future-kollektivet ikke som sådan er en aktiv gruppering længere.
Set i den kontekst er Tylers nye album ’Call Me If You Get Lost’ ved første lyt lidt af en overraskelse. Her er nemlig en række sange, der dyrker en lyd, der er mere Odd Future end ’Igor’.
Førstesinglen ’Lumberjack’ var allerede et lille tegn på, hvad der ventede. Nemlig massevis af de hurtige, noget monotone rapflows, som Tyler ellers havde lagt bag sig.
Lydbilledet er også rykket tættere på gennembrudsstilen. De buldrende ’Juggernaut’ og ’Lemonhead’ kunne være at finde på ’Goblin’, og der er både et decideret feature fra Pharrell samt en sang, der lyder som ren og skær Pharrell-karaoke (’Sweet’). Og hvad skriger Odd Future mere end hyldester til Neptunes-produceren?
Okay, der er måske én ting, der skriger endnu mere Odd Future. Nemlig at råbe skældsord. Som Tyler, the Creator gør det i bedste teenagestil i begyndelsen af ’Manifesto’, hvor han beder en »lil white bitch« om at »suck my –«.
Derudover er der en række gæsteoptrædener fra nyere rapstjerner som YoungBoy Never Broke Again, 42 Dugg og Lil Uzi Vert samt en tilbagevenden af Odd Future-partneren Domo Genesis. Masser af rappere og masser af hiphopstemning.
Det giver albummet en form for mixtape-agtig følelse, som man ikke har hørt fra Tyler, the Creator før. Den følelse understreges selvfølgelig også af de mange ad-lib-agtige udråb fra DJ Drama – hvilket er et klassisk greb i mixtapegenren. Dj’en laver endda sine berømte »gangsta grillz«-udråb og laver et pull up på ’Lumberjack’.
Alt i alt virker det her altså som et album – eller mixtape – der genintroducerer rapperen Tyler, the Creator.
Hvem ved, måske vinder han altså endnu en Grammy i rapkategorien?