KOMMENTAR. Jeg ville egentlig have skrevet en anbefaling af to af de mest spændende danske film på denne side af årtusindskiftet. To film, som mange filminteresserede måske ikke har hørt om, endsige set. Heller ikke selvom de begge har Mikael Persbrandt i hovedrollen.
Det måtte her et par årtier efter deres premiere være på sin plads at anspore til en genopdagelse af disse to eksperimenterende pragtværker, særligt fordi manden bag nu er biografaktuel igen.
Jeg tjekkede derfor rutinemæssigt Playpilot for at undersøge, hvor jeg kunne gense dem.
’Dag og nat’, tastede jeg ind. »Ikke tilgængelig«, lød svaret.
’Bang Bang Orangutang’, skrev jeg så. »Ikke tilgængelig«, lød svaret.
Bang bang på. Hvem der? Bange for, at Simon Staho er ved at blive udrenset fra den danske filmkultur.
Brænd skidtet ned
Den udviskning har den danske instruktør så også, lidt hårdt sagt, selv gjort sit for at understøtte de seneste årtier. Han opbyggede op gennem 00’erne en position som en mulig arvtager til Lars von Trier.
Godt nok var han mere kendt i cineast- end bredere kulturkredse, men med det fremragende, svensksprogede parforholdsdrama ’Himlens hjerte’ med Mikael Persbrandt og Lena Andre i 2008 nærmede han sig et bredere gennembrud af den slags, der var fremtidige Cannes-udtagelser og fine filmpriser skrevet ud over. Et gennembrud, som han selv tilsyneladende frygtede, hvis ikke foragtede.
»De var så glade i Sverige, da de så den. Endelig var han kommet til fornuft«, fortalte Simon Staho retrospektivt om ’Himlens hjerte’ i en samtale med den unge instruktør Thomas Elley hos Filmmagasinet Ekko for nylig.
»Den type film kunne man jo lave i en evighed. Til premieren tænkte jeg, at herfra kan det blive større. Det kan vokse, så vi alle kan få ejerlejligheden eller huset i Nordsjælland«, fortsatte han.
»Eller også kan vi brænde hele skidtet ned. Nu skal vi bevise, om vi virkelig har balls«, sagde han, hvilket han havde og stødte alle fra sig i processen med den introverte ’Kærlighedens krigere’ og de forfejlede måske/måske ikke musical-forsøg ’Magi i luften’ og ’Miraklet’.
Efter en årrække tilbragt på teaterscenen og med at skrive en mastodontroman i tre bind om holocaust er den kompromisløse intellektuelle kunstner nu tilbage med filmen ’The Stranger’, et collageværk om fremmedfrygt, hverdagsracisme og krigens gru.
»Hårdhændet og næsten ufrivilligt komisk i sin belærende moralisme« og »et langt kvælertag på publikum«, skrev Soundvenues anmelder og blev bakket op af en næsten enig anmelderstand (Weekendavisen indtog det ledige standpunkt).
Mads Mikkelsen og Mikael Persbrandts kys
Jeg beundrer Simon Stahos stædigt uleflende og renfærdige tilgang til filmkunsten, hvis kommercielle dimension han hader inderligt, men han står stadig for mig som et af de største uforløste talenter i dansk film nogensinde.
Lars von Trier fandt jo en måde at gøre sine radikale eksperimenter udadvendte og pirrende for et publikum uden at lægge bånd på sig selv (tværtimod!), og det samme gælder andre af filmhistoriens mest uforsonligt kunstneriske instruktører, som østrigerne Michael Haneke og Ulrich Seidl.
Men derfor fortjener den i dag 52-årige Stahos tidlige værker stadig en plads i fortællingen om dansk films historie.
Han debuterede i 1998 med spillefilmen ’Vildspor’, en thriller sat på Island, som han havde skrevet sammen med Nikolaj Coster-Waldau, der også spillede hovedrollen – over for blandt andre Mads Mikkelsen i dennes første film efter debuten i ’Pusher’ og så en vis Nukaka, som Coster-Waldau friede til ved slutningen af optagelserne.
Staho fortsatte samarbejdet med Mads Mikkelsen i den 24 minutter lange, næsten ordløse og gådefulde kortfilm ’Nu’, som samtidig var hans første samarbejde med hofskuespilleren Mikael Persbrandt. Mikkelsen spiller en ung mand i jakkesæt, som tilsyneladende forlader sin nyudkårne hustru og deres spædbarn for at være sammen med Persbrandts også unavngivne karakter. Dreyer og Bergman spøger i de symbolmættede sorthvide billeder i en historie, der kulminerer i en tvetydig slutning.
Derefter fulgte de eksperimenterende, stramt konceptuelle dansk-svenske hovedværker ’Dag og nat’ og ’Bang Bang Orangutang’, filmene som jeg altså febrilsk og forgæves ledte efter på streamingtjenesterne, og som er en slags duologi, der kunne bære undertitlen ’eksistentielt presset mand i en bil’.
I ’Dag og nat’ fra 20024 spiller Persbrandt Thomas, der kører rundt for at sige farvel til alle sine nærmeste, inden han 12 timer senere vil begå selvmord. Det er sortsynet, klaustrofobisk – vi er aldrig uden for bilen – og stedvist tragikomisk.
’Bang Bang Orangutang’ er ikke mindre dyster i sin præmis trods de bedrageriske pangfarver: Persbrandt spiller den fortravlede og egocentrererede forretningsmand Åke, som kommer til at slå sit eget barn ihjel, da han kører ind ad indkørslen i sin elskede bil, mens han taler i telefon.
Staho dyrker krydsfeltet mellem tegneserieagtig karikatur og bundløs desperation under Åkes efterfølgende kørsel efter tilgivelse og kærlighed. Igen udspiller hele filmen sig i eller omkring hovedkarakterens bil.
Debut til skuespilstjerner in spe
Det er konceptuelt stærke og stilistisk vovede film om mænd i opløsning, som fortjener en plads på piedestalen ved siden af tidlige film fra Vinterberg, Refn eller, ja, Trier.
De repræsenterede en metaforisk nerve og en aparte tone, som skilte sig ud efter dogmeårenes håndholdte realisme, der på det tidspunkt efterhånden var ebbet ud og var afløst af mere renskurede danske dramaer.
Måske var det derfor, Staho var nødt til at tage til Sverige for at lave dem. Det vakte overskrifter, da han fortalte i et interview, at han søgte til Sverige for at få de svenske skuespilleres integritet og seriøsitet i kontrast til de danske skuespillere, der solgte deres sjæl til reklamearbejde.
I de to film – og hele Stahos indstilling – er der således også væsentlig inspiration at hente til fremtidens talenter med ambitioner om at skabe kunst, der både udfordrer og fascinerer.
De æstetisk udfordrende danske film er stadig en sjældenhed selv i vækstlaget, og i sine unge dage viste Staho vejen med en resolut egensindighed, som stadig bør give genlyd.
Om ikke andet bør Staho den dag i dag hædres for sit exceptionelle blik for netop de unge skuespillere, som han efter samarbejdet med Mads Mikkelsen og Persbrandt kronede med at opdage Noomi Rapace til den barske ’Daisy Diamond’, hvor hun spiller en ung mor, hvis spædbarn græder nærmest hele filmen igennem.
Staho valgte den senere Lisbeth Salander ud fra et pasbillede alene. Til ’Magi i luften’ gav han debut til Emma Sehested Høeg og Vic Carmen Sonne. Selvom de var danske!
’Dag og nat’ og ’Bang Bang Orangutang’ er da også særligt fortryllende på grund af Persbrandts intense spil, der rummer både afgrundsdyb smerte og et skær af skæbnens tykke ironi. Rollerne sendte eftertrykkeligt den svenske stjerne væk fra den Kriminalkommissær Beck-figur, han ellers primært var kendt for dengang.
Rundt omkring i de to film kan man møde klassespillere som Fares Fares, Pernilla August, Marie Bonnevie, Tuva Novotny, Michael Nyqvist (senere kendt som Salanders modpart Mikael Blomkvist i ’Mænd der hader kvinder’).
Både ’Vildspor’, ’Daisy Diamond’ og ’Himlens hjerte’ kan findes på lejetjenesterne, og det er da en trøst, som bevarer et stykke med Staho i den danske filmkultur.
Men ’Dag og nat’ og ’Bang Bang Orangutang’ skal man altså kigge længe efter i en grad, så kun en brugt dvd-udgave synes at være vejen frem. Man kan dårligt google sig frem til et ordentligt billede fra de to film, så tæt på glemslen er de.
Det kan da ikke være rigtigt.