’The Stranger’: Jeg var flygtet ud af biografen, hvis det ikke var min pligt at se filmen til ende
Simon Staho var en af den danske arthouse-scenes store navne i 00’erne.
Med film som ’Dag og Nat’, ’Bang Bang Orangutang’ og ’Himlens hjerte’ skabte han sig et navn som den lidt oversete arvtager til både Lars von Trier og Ingmar Bergman.
I hvert fald indtil både kvaliteten og den i forvejen beskedne interesse hos publikum begyndte at dale med film som ’Kærlighedens krigere’ og ’Miraklet’. Efter over 10 år som forfatter og teaterinstruktør vender han tilbage med det nihilistiske filmessay ’The Stranger’, et slags frådende frontalangreb på publikums velbefindende.
Omkring 80 procent af værket er ikke en spillefilm som sådan, men en collage af billed- og tekstklip omhandlende krig, terror og blandede not so fun-facts om menneskedyrets racisme og hang til krig, død og ødelæggelse. Både kristendom og islam bliver præsenteret som uhyrlige kulturskikke, der bærer ved til racisme, krig og overgreb.
Statistik, korancitater, klip fra YouTube og krigscomputerspil, telefonoptagelser fra de rygende skyskrabere under 9/11 afløser hinanden på skærmen i et deprimerende bombardement.
Som videoinstallation på en udstilling for samtidskunst kunne ’The Stranger’ måske have klaret sig. De fleste ville nok i denne sammenhæng have trukket lidt på skuldrene over, hvad der i lange stræk ligner en propagandavideo fra det yderste højre fundet på det dybe net.
Med måsen i en biografstol er den grynede film næsten uudholdelig at sidde igennem. Man får indtrykket af, at Simon Staho har researchet grundigt og ønsker at vække sit publikum fra den kollektive brain rot og forholde sig til både hverdagsracisme og krigen og terrorens gru.
Det kan jeg egentlig kun bifalde. Det er hævet over diskussion, at der lige nu er brug for vrede filmiske bastardværker af denne type. Rumænske Radu Jude er i stand til at lave dem, så de dirrer af humor, indignation og nutidsfornemmelse. Men ’The Stranger’ er ikke blot udmattende, monumentalt humorforladt og mærkelig selvretfærdig i sin udstilling af altings dårligdom.
Den virker også overvintret, som om den er undfanget i en tid, hvor terror og flygtninge var mere centrale i den offentlige diskussion. ’The Stranger’ når frem til ballet i 2025, hvor snakken især går på klimakrise, AI, Putin og Trump.
To sekvenser har karakter af et par kortfilm, der er indsat midt i collagen. I den ene sekvens sidder to arabiske mænd, en taxachauffør og en dommer, i en taxa og diskuterer, hvor problematiske de danske indvandrere er.
Simon Staho har vendt tingene på hovedet og giver os muligheden for at overveje, hvordan det ville være, hvis vi var indvandrere, og der var nogle, som talte dårligt om os. Det er hårdhændet og næsten ufrivilligt komisk i sin belærende moralisme.
I den anden sekvens, der også foregår i en bil, spiller Emma Sehested Høeg en dansk flygtning, der er overladt til en sørgmodig, fransktalende menneskesmugler (Slimane Dazi), som voldtager og slår hende offscreen, indtil hun forsvinder ud i natten mod en uvis fremtid.
Indrømmet, det er effektfuldt og grænseoverskridende at placere det efterhånden folkekære danske ansigt – som Staho gav sin første filmrolle i ’Magi i luften’ i 2011 – så barsk og fremmedartet en situation. Hun har nærmest ingen replikker, men hendes ansigt bærer alligevel et ekko af flygtningelivets udsathed.
Et enkelt velspillet og godt castet indslag ændrer dog ikke på, at Simon Stahos nye film er enerverende. Til den bitre ende håbede jeg på et twist, en overraskelse, et eller andet der kan udfri en fra filmens kværnende prædiken om altings elendighed.
Man venter forgæves. Jeg var flygtet ud af biografen for at få ilt og sollys, hvis ikke det havde været min pligt som anmelder at se filmen til ende.
Kort sagt:
’The Stranger’ er et udmattende og ørkesløst filmessay, der ønsker en fornyet overvejelse af racisme, terror og krig. Men instruktør Simon Staho tager et langt kvælertag på publikum med en kombination af sortsyn og selvretfærdig moralisme.