‘Sing Sing’: Rørende film med Oscar-præstation fra Colman Domingo viser ny side af fængselsgenren
Hvad end du kender det fra ’The Shawshank Redemption’, ‘Orange Is the New Black’ eller blot et afsnit af ‘Last Week Tonight with John Oliver’, bliver det amerikanske fængselsindustrielle kompleks med god grund portrætteret som helvede på Jord.
Men den biografaktuelle ‘Sing Sing’ – navngivet efter højsikkerhedsfængslet, hvor filmen finder sted – er ikke interesseret i at genbesøge de allerede betrådte stier. Her er ingen racistiske fangevogtere, røvpulen i fællesbadet eller et sløvt knivblad i maveflæsket.
I stedet handler Greg Kwedars drama om fængselsprogrammet Reformation Gennem Skuespil, RTA. Programmet ledes med blid hånd af den livstidsdømte fange Divine G (Coleman Domingo), der umiddelbart virker tilfreds med sin kummerlige tilværelse, så længe han to gange om året får lov til at recitere Poetens udødelige prosa.
Hjertemusklen svulmer, hver gang Domingo stolt løfter blikket og med en himmelsk stemme genkalder monologer fra ’Hamlet’ og ’En skærsommernatsdrøm’ så smukt og nidkært, at selv englene ville blive rørt til tårer.
Med stor empati dykker han ned i lagene af den hårdt prøvede fange, som gemmer sin stikkende skuffelse over livets gang bag en moderlig autoritet og et hjerteligt smil, der aldrig helt når op til øjnene.
G’s program fungerer som et tiltrængt pusterum for fangerne, der flygter fra fængslets iboende vold og fornedrelser gennem leg, komik og terapi. Som han fortæller den nye, vrisne elev Clarence, der spankulerer ind i hans lille kongedømme, så kalder de ikke hinanden n-ordet, men beloved efter Toni Morrisons definitive mesterværk.
Højpandede, litterære referencer er der nok af, men ‘Sing Sing’ er først og fremmest en hjertevarm fortælling om kunstens evne til at læge traumer og sår.
Med et blik for den stolte neorealistiske tradition er hoveddelen af skuespillertruppen spillet af eksfanger, som selv har deltaget i RTA-programmet igennem tiden. Det gør scener, hvor de enorme mænd bryder sammen i gråd eller sørgmodigt fortæller om deres tabte liv på den anden side af hegnet, så meget desto stærkere.
Navnlig Clarence Maclin stråler i rollen som den påtagede gangsterrod, der langsomt bløder op og lærer værdien af sammenhold mellem mænd.
På den anden side ligger cinema verite-stilarten i konflikt med Kwedar og Clint Bentleys melodramatiske manuskript, hvis svulstige personlige konflikter og floskler til tider skærer pointerne ud i pap og står i vejen for det autentiske hverdagsdrama.
Som med Chloe Zaos Oscar-vinder ‘Nomadland’, hvor Frances McDormand spillede hjemløs over for ægte, amerikanske nomadefolk, er det samtidig værd at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt ‘Sing Sing’ leger traumeturist i udsatte menneskers tilværelse.
Men gennem den oprigtighed og respekt, som Kwedar viser over for fangerne, er det immervæk svært at føre den anklage til ende. Og til trods for at filmen har været en gylden billet for Colman Domingo, der ellers sjældent har nydt spotlyset igennem sin venerable karriere, overskygger han ingenlunde for sine kollegaers evner.
Domingo fik ganske fortjent en Oscar-nominering for sin præstation, og ‘Sing Sing’ burde da også have været på plakaten for længe siden. Nu da den får premiere i de danske kunstbiografer, har den trods alt fået en større chance end den anden afroamerikanske film i årets hedengangne Oscar-ræs, ‘Nickel Boys’, der måtte slå sig til tåls med at blive smidt direkte på streaming.
Men det er stadig en forbandet skam med den begrænsede og sene udrulning, for ‘Sing Sing’ er mere og andet end endnu en rasende indignation over det amerikanske fængselssystem – om end den bestemt også er det.
I stedet er filmen interesseret i at granske de miljøer, vi som samfund udsteder til mænd. Og hvordan vi – med en lille smule næstekærlighed og sårbarhed – kunne blive mange af vores problemer fri, hvis vi gav plads til flere safe spaces og mindre locker room-talk.
Kort sagt:
Selvom Oscar-showet for længst er overstået, bør du ikke snyde dig selv for at se dette rørende og tankevækkende fængselsdrama om mænds behov for sammenhold, ført an af en fremragende præstation fra Colman Domingo.