’Nickel Boys’: Årets mindst kendte Oscar-film tager den største chance – og det virker
Det siger noget om Oscar-akademiets smag i disse år, og selvfølgelig om filmens kvalitet, at en så smal film som ’Nickel Boys’ blev nomineret for både bedste adapterede manuskript og i hovedkategorien Bedste Film i år.
For den debuterende spillefilminstruktør RaMell Ross tager drastiske kreative valg.
Filmen om drengene Elwood og Turner på Nickel Academy, baseret på Colson Whiteheads Pulitzer-vindende roman ’The Nickel Boys’, er skudt næsten fuldkomment i førstepersonsperspektiv.
Kameraet bor med andre ord inde i en karakter, og seeren kigger gennem dennes øjne. Det kender man selvfølgelig fra spil, mens det i filmregi er mere sjældent: Noir-filmen ’Lady in the Lake’ fra 1945 er det første kendte eksempel, og her føltes det som en stiv gimmick. Film som actionbaskeren ’Hardcore Henry’, Elijah Wood-gyseren ’Maniac’ og Gaspar Noés ’Enter the Void’ har også tidligere eksperimenteret med grebet.
RaMell Ross har med den usædvanlige metode ønsket at udfordre sine seeres udgangspunkt.
»Hvis vi ikke sad fast i vores førstepersonsperspektiv, vil jeg argumentere for, at de fleste af verdens problemer med ulighed ville blive løst«, som han har sagt til PBS i forbindelse med sin debutdokumentar, ’Hale County This Morning, This Evening’.
I sin fiktionsdebut placerer han seeren inde i drengen Elwood, der vokser op i USA’s sydstater i 1950’erne, før han på meget uheldig vis bliver anholdt og anbragt på Nickel Academy – en ’skole’/ brutalt fængsel for mindreårige baseret på virkelighedens Florida School for Boys, hvor drenge blev misbrugt og dræbt.
Et sted, der først blev lukket i 2011 (!).
Førstepersonsperspektivet virker forbløffende godt til at fortælle den lille Elwoods opvækst i glimt, der fanger barnets sanselige væren og gradvise opvågnen til den voksne virkelighed med opmærksomhed på sin mørke hud, når han studerer sine hænder.
Et rigt lydbillede skaber en verden omkring drengen, en af filmens største styrker. Lyd og billede ville helt sikkert have en endnu større effekt i biografrummet, om end filmen nu er landet direkte på Prime Video i Danmark uden den store fanfare.
Elwood vokser op hos sin bedstemor og bliver formet af den gryende optimisme for borgerrettigheder personificeret i Martin Luther King Jr.
Som en intelligent og retskaffen ung mand forsøger han at bekæmpe uretfærdigheden omkring sig. Selv på Nickel, hvor han møder den jævnaldrende Turner. På trods af Turners kynisme bliver de to bedste venner og udfordrer løbende hinandens verdenssyn.
De lever i konstant frygt for afstraffelse og udnyttes som slavelignende gratis arbejdskraft. Blikket vendes væk fra de mest grafiske episoder, men ondskaben gennemsyrer drengenes virkelighed, der står i kontrast til det USA, der i samme periode beundres for sine bedrifter i blandt andet rumfart, hvorfra tv-transmissioner flettes ind i historien.
Til tider springer perspektivet til Turner, og de to drenges identiteter viser sig i den hjerteskærende finale at være sammenfiltret på en trist, men fortællemæssigt utroligt flot måde, hvor synsvinklen virkeligt kommer til sin ret.
Sekvenserne fra Turners perspektiv afslører en følsom præstation fra Ethan Herisse som Elwood, mens Brandon Wilson leverer en stærk gestaltning af Turner, der i virkeligheden er mere i billedet.
Dynamikken de to imellem er spændende, men man fornemmer, at Turner er den mere interessante karakter. Efter de poetiske, subjektive billeder fra barndommen bliver Ethan som indsat blot et retskaffent offer, der altid gør det moralsk rigtige og bliver straffet for det som teenager.
Det er en del af dualiteten med Turner, men det svækker projektet om at flytte vores blik ind i Elwood. Her savner man hans mere personlige oplevelse af omgivelserne.
Forhåbentligt kan Ross uddybe sine idéer over mange projekter endnu, for han har begået en virkelig vellykket film, der fortæller om endnu et forfærdeligt racemæssigt kapitel i USA’s historie og sætter en ham eftertrykkeligt på landkortet som en instruktør med en vision.
For selvom jeg stadig synes, litteraturen har bragt mig længere ind i en karakters subjektive perspektiv end filmmediet, har jeg da gået og kigget med fornyet nysgerrighed på mine egne hænder og fødder efter at have set ’Nickel Boys’.
Kort sagt:
Den Oscar-nominerede debutfilm ’Nickel Boys’ sætter med sit eksperimenterende førstepersonsperspektiv sin instruktør på landkortet og belyser grusomhederne, som sorte drenge har levet med på reformskoler i USA.