KOMMENTAR. I 1999 vandt ’American Beauty’ Oscar-statuetten for bedste film.
Sam Mendes’ drama med Kevin Spacey i midtvejskrise var blevet en forrygende kommerciel triumf, og det var ikke den eneste af de nominerede film i året på afsatsen til årtusindskiftet, der appellerede til de brede masser.
M. Night Shyamalans spøgelsesdrama ’Den sjette sans’ var blevet en endnu større verdensomspændende box office-sensation, og Stephen King-filmatiseringen ’Den grønne mil’ var ligeledes populær. Og selvom de to øvrige film, ’Æblemostreglementet’ og ’The Insider’, var mere moderate succeser, var det dog relativt tilgængelige fortællinger, som passede ind i billedet af 90’ernes udbredte Oscar-type:
Velskabte mainstreamdramaer med folkelig appel.
Det affødte publikumsbaskende vindere som ’Schindlers liste’, ’Forrest Gump’, ’Braveheart’ og ’Titanic’, og tendensen fortsatte et stykke ind i 00’erne med ’Gladiator’ og ’Ringenes herre: kongen vender tilbage’.
Her forbandt man stadig Oscar med brede amerikanske film, som alle seerne ude i stuerne som minimum havde hørt om.
Skruer vi tiden frem til 2025, er ’Nickel Boys’ en af de 10 nominerede til Bedste Film. Det er en lille, særdeles kritikerrost film, drejet på et diminutivt budget og med en indtjening på under tre millioner dollars. Med andre ord: Det er en film, næsten ingen har set.
Det er et ekstremt tilfælde, men tendensen har været klar over det seneste halvandet årti: De små og smalle film, som tidligere mest blev associeret med festivaler som Cannes og Venedig, har invaderet Oscar-territoriet.
Flere af dem har endda vundet, fra ’Everybody Everywhere All at Once’ og ’Coda’ til ’Nomadland’, ’Spotlight’ og ’Argo’. Og i år er favoritten til at vinde statuetten såmænd Sean Bakers ’Anora’, en film skabt på et begrænset budget på seks millioner dollars (’Wicked’ kostede 150 millioner dollars til sammenligning).
Sidste år sejrede Christopher Nolans yderst populære ’Oppenheimer’, der som et stort anlagt biografisk periodedrama mere lignede den gamle prototype på en Oscar-vinder, men den slags prisvindere begynder at ligne undtagelsen snarere end reglen. I dag nærer Oscar kærlighed til de smalle anmelderfavoritter mere end nogensinde før, hvilket de senere års nomineringer til film som ’The Zone of Interest’, ’Women Talking’ og ’Sound of Metal’ blot har understreget.
Spørgsmålet er, om det er et problem.
Desperate popularitetsforsøg
Det er i hvert fald et udbredt argument, at Oscar udvander sin centrale position i kulturen, når showets omdrejningspunkt bliver film, ingen almindelige amerikanere kender til.
Showet har kæmpet med faldende seertal i en årrække, halveret over et årti mod små 20 millioner amerikanske seere sidste år. Det skyldes selvfølgelig først og fremmest en generelt svigtende interesse for flow-indhold i en streaming- og SoMe-alder, men også at et lidt højtideligt (og langt!) arrangement som Oscar, spækket med kedelige takketaler fra ukendte mennesker, bare har virket ude af trit med tiden og især den yngre målgruppe.
Men det betyder utvivlsomt også noget, om folk rent faktisk kender og har set de film, der er i fokus undervejs på aftenen. Sidste års Barbenheimer-årgang trak trods alt flere seere til end året før. Og akademiet og tv-stationen ABC, der viser showet, har da også sat intense (læs: desperate) tiltag i værk for at lukke de mere populære film tilbage ind i folden.
I 2018 ville man således indføre en helt ny kategori, der hed Bedste Populære Film, som reaktion på, at Bedste Film-felterne blev mere og mere artsy. Ideen mødte hård kritik – og akademiet trak i land, kategorien blev affejet igen. Det virkede da også underligt bagvendt at indhegne blockbusterne i sin egen niche, og mon ikke bare det ville have gjort hovedkategorien endnu smallere.
Allerede i 2009 udvidede man Bedste Film-feltet fra fem til 10 titler i håb om, at flere af billetbaskerne ville klare cuttet (det skete som en direkte reaktion på, at ’The Dark Knight’ blev forbigået året før). I flere år kunne feltet bestå af mellem fem og 10 film, men uanset hvad var resultatet i højere grad, at endnu flere små arthouse-film klemte sig ind, end at årets mest populære film gjorde.
De senere år har man lagt nomineringsantallet fast på 10, og tendensen synes nu at være, at et par (generelt velmodtagne) blockbusters klarer cuttet hvert år. Som ’Wicked’ og ’Dune: Del 2’ i den aktuelle årgang, ’Barbie’ sidste år og ’Top Gun: Maverick’ og ’Avatar: The Way of Water’ året forinden.
Nye medlemmer – ny smag
På den måde har det udvidede felt betydet, at der tilsyneladende både er plads til smalle og det brede, men crowdpleaserne er stadig i undertal, og kigger man på de film, der rent faktisk vinder priserne, er der ingen tvivl om, at Oscar flugter mere med anmelderros og festivalhype end nogensinde før.
’Nomadland’ vandt Guldløven i Venedig inden sin Oscar-sejr, ’Parasite’ kom til Oscar med Guldpalmen i bagagen, og det samme gør ’Anora’ i år.
Netop ’Parasite’ inkarnerer historien om, hvorfor Oscar er blevet mere kunstnerisk højtravende. Det skyldes nemlig den skelsættende forandring, akademiet satte i gang i kølvandet på den berettigede OscarsSoWhite-kritik i 2015/16-sæsonen. Man satte hårdt ind for at ændre sammensætningen af akademiet, så det i dag består af ikke blot flere kvindelige og ikke-hvide filmfolk, men også af flere yngre medlemmer og medlemmer uden for USA.
I dag består cirka 20 procent af de små 10.000 stemmeberettigede medlemmer af ikke-amerikanere, og denne gruppe er slet og ret tilbøjelige til at hædre en anden type film, end de gamle hvide Hollywood-mænd førte frem i 90’erne. Det var baggrunden for, at ’Parasite’ kunne blive den første ikke-engelsksprogede film til at vinde hovedprisen – og for at vi nu nærmest hvert år ser 1-2 ikke-engelsksprogede film opnå nomineringer i hovedkategorien, som med ’Emilia Perez’ og ’I’m Still Here’ i år.
Internationaliseringen af akademiet har gjort Oscar mere til et verdensmesterskab end til en intern amerikansk affære.
Det kommer med en risiko for, at prisen mister den aura af Hollywood-glamour, som fascinerede så mange ved Oscar i første omgang, og eftersom hovedvægten stadig er på det amerikanske, kan det virke som en underlig mellemvej.
Og der er da også grund til at være bekymret for, om Oscar ender som en nicheinstitution, hvis de vender de kommercielle film ryggen, på et tidspunkt hvor de i forvejen kæmper med næb og klør for at fastholde relevansen især for nye generationer.
Død over Oscar-bait
Men selvom 90’ernes Oscar-shows med Billy Crystal i spidsen var fantastiske på mange parametre, drømmer jeg mig ikke tilbage til den type film, der var i højsædet dengang.
Engang talte man altid om alle begrebet Oscar-bait, fordi det rent faktisk var de melodramatiske stordramaer, der dominerede. De blev gennemskuet som fake og for meget, og i dag er Oscar-bait-filmene stort set døde. De bliver i hvert fald ikke længere nomineret til Oscars!
Man kan kalde det snobberi, men som filmelsker er det svært rigtigt at begræde, at Oscar har fået bedre smag. Og man kan også vende magtfortællingen om og ikke så meget fokusere på, hvad filmene kan gøre for Oscar, men hvad Oscar kan gøre for filmene.
I en branchevirkelighed, hvor de mindre og originale kvalitetsfilm har svært ved både at blive lavet og bryde igennem, er det vel netop dem, der kan bruge det rygstød, Oscar-opmærksomhed kan give. Mere end de store studieproduktioner, hvis marketingbudget alene kan betale 10-15 ’Anora’-er.
Oscar har alle dage været både spejl, selvglorificering og nødblus. Et spejl af en filmbranche, hvor de mest populære film i dag er franchisetitler og ikke de originale storfortællinger, der dominerede 90’erne (alle de 10 bedst sælgende film i 2024 var franchisefilm). En glorificering af Hollywoods bedste og mest ædle sider, som får det til at se ud, som om filmbyen er styret mere af hjerte og opbyggelige budskaber end af penge og magt.
Og et nødblus i den forstand, at man med årets udvalgte sender et signal om, hvad man ønsker, Hollywood skal være og stå for.
I dag lyser dette nødblus måske stærkere end i tidligere årtier. Når akademiet kaster deres kærlighed på de uafhængige produktioner, er det også en reaktion mod et Hollywood-etablissement, der spiller sikkert og fantasiforladt.
Kodeordet for Oscars fremtid er nok balance: Det er vigtigt, at en ’Dune’, en ’Wicked’ og en ’Barbie’ bliver nomineret siden om side med en ’Nickel Boys’ og ’Women Talking’. Og det er måske allervigtigst, at de største skuespillere bliver ved med at drysse deres stjernestøv over aftenen og skabe den fascination og de virale øjeblikke, som er med til at holde liv i institutionen.
Oscar-showet skal ikke ende som en Sundance-festival i kjole og hvidt, spækket med lowbudgetfilm, som ingen uden for en snæver filmelite har hørt om.
Men der er ingen grund til at drømme sig tilbage til årtiet, hvor ’Forrest Gump’ vandt over ’Pulp Fiction’, ’Danser med ulve’ vandt over ’ Goodfellas’, og ’Den engelske patient’ vandt over ’Fargo’.
Den slags gjorde mere skade på Oscars gode ry og rygte, end at akademiet i dag deler anmeldernes præferencer.
Oscar-showet finder sted natten til mandag dansk tid og kan herhjemme ses på TV 2 Play.