»Albert ville vende sig i graven over det her«, sagde youtuberens bekendte, da ‘Albert was here’ var forbi
TEATER. Onsdag aften forlod jeg et af byens mest eksperimenterende og ungdomsorienterede teatre med flere spørgsmålstegn end noter på min blok og en klump i maven. For da forestillingen ‘Albert Was Here’ på Aveny-T var slut, føltes et eller andet helt grundlæggende forkert.
’Albert Was Here’ handler om den danske youtuber Albert Dyrlund, der var en af de første og største i Danmark. På tragisk vis mistede han livet som kun 22-årig, da han faldt ned fra et bjerg i det nordlige Italien, hvor han var taget hen for at filme en ny YouTube-video. Albert Dyrlund havde en kontroversiel karriere, levede stærkt og døde ung.
Gæstespillet fra Herning Ny Teater, der besøger Aveny-T på Frederiksberg denne uge, er (efter sigende) historien om hans liv og de konsekvenser, der følger med et intenst liv i rampelyset. Men hvis jeg skal være hudløst ærlig (og det skal man jo som anmelder), så kan jeg ikke se, hvem der skulle få glæde af at se den.
På scenen står (ellers dygtige) Lue Støvelbæk iført Albert Dyrlunds signaturfedora. Under en sort hættetrøje titter en kridhvid t-shirt med et stort A frem midt på brystet. Han råber ud til publikum, griner fjoget og hopper op og ned fra en hvid ladcykel, der står i et sort scenerum. Så træder Johannes Nymark og Kimmie Liv Sennova på scenen i udefinerbare roller og matchende sorte joggingsæt og ligner karakterer fra en BølleBob-film.
Det er her, jeg skriver det første spørgsmålstegn i min notesbog: For er det børneteater?
Baseret på teksten og den måde skuespillerne overspiller, skulle man nemlig næsten tro det, selvom teatrets anbefalede alder hedder 14+.
»Ærligt, jeg gider ikke være her«
Denne aften havde teatret valgt, at de forreste ni rækker i salen skulle indtages af 8. klasses-elever. Noget, jeg faktisk syntes, var forfriskende til en københavner-premiere.
»Fedt! De har styr på deres målgruppe«, tænkte jeg.
Men i takt med, at historien udfoldede sig, blev jeg dog mere og mere i tvivl.
Scenerummet var prydet med farvestrålende neonlys, emojis og en gigantisk like-knap, der gjorde alting både sjovt og ungdommeligt. Men replikkerne svingede så meget i lixtal, at det ikke var til at finde rundt i. På et splitsekund gik de fra »Høhø, jeg vil spise to kilo bacon på tid« til at handle om »markedskræfterne«, DONG Energy (som jo i dag hedder Ørsted?) og youtuberens manglende medlemskab af en fagforening. Også disse emner gav anledning til en hel del spørgsmålstegn på blokken.
Jeg gad godt vide, hvem manuskriptforfatter Tomas Lagermand Lundme har skrevet teksten til. Er det til børn? Unge? Voksne? Det siges, at hvis du skyder med spredehagl, rammer du sjældent noget. Det har aldrig været sandere end her.
Min egen nagende tvivl om forestillingens form og retning blev kun bekræftet i pausen. Her stod det klart, at heller ikke det unge publikum efter første akt fattede en brik af, hvad der foregik.
»Hvad handler det egentlig om?«, hørte jeg en pige på rækken bag mig spørge sine forældre.
»Ej, det er jo fucking kedeligt«, sagde en anden.
»Ja, ærligt, jeg gider ikke være her«, lød det fra et vennepar, da vi var på vej ind i salen igen.
Og jeg havde svært ved at være andet end enig.
Kendis-clickbait
At de tre spillere på scenen skiftedes til at legemliggøre Albert Dyrlund lod også til at skabe stor forvirring. Egentlig synes jeg, at det var et fint greb, der fungerede tilforladeligt. Dog undrer jeg mig over, at man vælger tre skuespillere i trediverne. Der er virkelig intet mere cringe end voksne, der forsøger at være ung med de unge.
Og jeg kan ikke bebrejde de unge at være forvirrede. For med en udefinerbar målgruppe, en uklar morale og et tvivlsomt koncept er der masser at være forvirret over.
I teatrets egen beskrivelse bliver forestillingen fremstillet som en hyldest til Albert Dyrlund. Til modige unge mennesker, der tør gå først i en verden i rivende teknologisk udvikling, men at det også kommer med en pris. Derfor var det overraskende, at forestillingen nærmere fremstillede hovedpersonen som en egocentreret og grådig opportunist, en ung dansk Gollum med iPhonen som sin »dyrebare«. Det hele fremstod moraliserende og belærende på en internettet-er-farligt-måde og ramte på ingen måde den vilde energi, der kendetegnede youtuberen, som det hele egentlig skulle handle om.
Da jeg forlod salen, faldt jeg i snak med en, der har været tæt på Albert Dyrlund.
»Albert ville vende sig i graven over det her«, sagde han med tydelig frustration og hovedrysten.
Selv sad jeg tilbage med en fornemmelse af, at Albert Dyrlunds navn og tragiske endeligt var blevet brugt som en form for kendis-clickbait for at lokke unge i teatret og sælge billetter til skoleklasser (der er også lavet undervisningsmateriale til forestillingen).
Hvis man ville lave en forestilling om internetadfærd og onlinekultur til en ung målgruppe – som er et meningsfuldt projekt – kunne det have været gjort på mange andre og mere meningsfulde måder, som ikke ville indebære at kapitalisere på en ung mands alt for tidlige død.
Kort sagt:
‘Albert Was Here’, der i øjeblikket spiller på Aveny-T, ligner en forestilling for unge, lyder som noget for voksne og føles mest af alt som noget, ingen rigtig har bedt om.