Hovedpersonen i ‘Lose Yourself’ vil bare gerne være som Eminem, men virkeligheden er en anden
TEATER. Tredje og sidste installation af ’Blonde Babe Trilogien’ er landet.
Først kom ’Work Bitch’, der handlede om Britney Spears og hele Free Britney-bevægelsen. Efter den kom ’Pamela’ om ’Baywatch’-stjernen og hendes makeupfri kampagne for at tage magten tilbage til sig selv. To i sandhed ikoniske blonde babes fortolket i hver sin musikalske forestilling.
Trilogien er sat i verden af instruktør Niels Erling og dramatiker Ida Marie Hede for at behandle hver sit samtidstraume. I ’Lose Yourself’ bliver Eminem gjort til ansigtet for et tredje og sidste traume. Spørgsmålet er bare: hvilket?
Det virker oplagt. Rapperen er inkarnationen af den vrede, hvide mand. Misogynien, homofobien, voldsparatheden, et omvandrende amerikansk socialklasse fem-leksikon med et blødende hjerte under den hårde facade.
Truly yours, this is Stan
Aftenens hovedperson spilles (og synges) inderligt af Oskar Salvatore – bare en helt almindelig ung mand. Han sidder på sit værelse og genser ’8 Mile’ for jeg-ved-ikke-hvilken gang. Han betror sig, med et »kære Eminem«, sine dybeste hemmeligheder.
At være eller ikke at være en bro.
Han vil bare gerne være en del af testosteronklubben. Hvor mange pull-ups skal der til? Hvor mange homofobiske jokes? Hvor længe kan han gemme sig bag dette røgslør af alfaenergi og Patrick Batemanske morgenrutiner, før de finder ud af, at han bare er en sad little soy boy?
Hvad, der kunne have være en uskyldig scene fra en Eminem-fans drengeværelse, begynder at få mørke Stan-undertoner, og jeg forventer næsten, at han skal til at smide sin kæreste i bagagerummet og køre ud over en bro.
Det føles både farligt og sårbart for Niels Erling at påstå, at det faktisk er helt vildt hårdt at være en hvid mand – en kæmpe social faux pas, men også modigt.
Men er det overhovedet det, han prøver at sige? Jeg bliver i tvivl.
Som forestillingen skrider frem, kryber en ny slags længsel nemlig frem fra skyggerne. Ikke en misundelse på mande-manden Eminem, der øjensynligt ikke er spor bange for verden og kan kommandere respekt fra andre. Nej, vi mærker en længsel efter noget andet. En længsel, et begær faktisk, for Eminem selv.
Will the real Slim Shady please stand up
Salvatore er ikke alene på scenen. Med afbleget buzz cut, hvid tee og forvaskede jeans, flankeres han af Josefine Skjold Münster-Swendsen og musikerne Asbjørn og Skt. DeLarge. Fire Eminem-kloner, som taget ud af ’The Real Slim Shady’-musikvideoen.
De indtager målrettet det latexindrammede scenerum, der som en krydsning mellem et børneværelse og et tempel prydes af et stort billede af Emimem på bagvæggen. Og en gigantisk, fallisk majskolbe – spørg mig ikke hvorfor.
De fire spillere, med Salvatore som dragende frontfigur, væver ind og ud af monologer, træningssæt, sangnumre og forstyrrende sekvenser af majs-ASMR og instrueret selvhadsterapi.
Musikken fungerer rigtig godt, selvom sangene af og til tenderer til det MGP-agtige (sagt med al kærlighed). De minder i hvert fald ikke særlig meget om Eminem.
The Eminem Show?
Hvis meningen med’Blonde Babe Trilogien’ er at give talerøret tilbage til de misforståede babes (hvilket jeg oplevede med de første to), så virker det som et lidt underligt valg at caste Eminem som den sidste.
Var der virkelig ikke andre spændende og misforståede kvindelige popikoner at tale om?
’Lose Yourself’ sælger sig selv som et opgør med toxic masculinity. Men igennem det lidt for lange stykke ender vores hovedperson i stedet med at dykke endnu længere ned i alt det, det ellers var meningen, han skulle gøre op med. Det virker ikke intentionelt.
Flere gange sidder jeg tilbage med en følelse af, at hovedpersonen bag facaden af homofobiske jokes kommer til at indrømme sin undertrykte (homo)seksualitet. Det virker heller ikke intentionelt. Jeg er forvirret.
Men der er jo også så meget kvinder ikke forstår, og måske er ’Lose Yourself’ endnu et eksempel. Der er selvfølgelig også den mulighed, at Erling og Co. gerne vil fortælle os rigtig mange til på én gang og dermed selv ender med at tabe tråden.
Kort sagt:
’Lose Yourself’ er en energisk og sårbar musikforestilling, men kunne godt ske at have misforstået sig selv.