Film uden vold er næsten utænkeligt, for film indeholder det menneskelige, og mennesker har kroppe, der kan ødelægge hinanden. Selv i fredelige filmatiseringer findes volden som potentiale. Bamse træder Kylling over tæerne: det allerfarligste sted.
Den europæiske filmvold har længe betonet realismen. Den slags ser man herhjemme i Nicolas Winding Refns ’Pusher’ eller Fenar Ahmads ’Underverden’, hvor ribben trykkes, arme brækker, og folk bløder ud af øjnene. Det er ubehageligt, fordi volden forekommer tør og kan finde sted i en mørk baggård eller bagved dit lokale værtshus.
Hollywood dyrker den varme vold, som vi kan stille os på afstand af og nyde: velkoreograferet og ubeskidt.
Og så er der den nye kombination mellem den virkelige verdens grusomhed og den cinematiske dans, som vi har set i populære installationer som ’The Equalizer’, ’Extraction’ og Netflix’ ’Daredevil’. Her er volden på én gang sand og overdrevet, modbydelig og underholdende.
Forgangseksemplet for forandringen tilskrives ’John Wick’-serien, men Keanu Reeves lejemorder stod i virkeligheden på skuldrene af Gareth Evans’ ’The Raid: Redemption’ fra 2011, der satte standarden for moderne kampsport på film og senere blev fulgt op med den lige så mesterlige 2’er ’The Raid: Retaliation’.
Nu er den walisiske instruktør ude med slåssefilmen ’Havoc’ (med Tom Hardy), der lander på Netflix i morgen, og i den anledning er det værd at dvæle ved, hvad der gjorde ’The Raid’ til en milepæl for filmens mest oprindelige bestanddel: volden.
Bloodsport og Bourne
Jeg er for ung til at være vokset op med Bruce Lees mytologiske ’Into the Dragon’ og for gammel til at nyde ’Reachers’ fladpandede knytnæveporno.
Da jeg var dreng, hed det Jackie Chan og ’Dragon Ball’. Dengang var vesterlandets voldsriddere stadig fanget i ’Bloodsport’ og ’Rocky’-traditionen, der forekom realistisk i kontrast til den hidtidige western-vold med Bud Spencers knytnæven-i-bærret og 60’ernes kiksede karate, hvor et spark i numsen kunne være det endelige dødsstød (ah, mit haleben! Min anale akilleshæl!).
Den amerikanske filmvold havde en afart af eksorbitant langsommelighed over sig. De enkelte bevægelser var smukke og gennemførte, men også isolerede og ’opsatte’. Modstanderen stod pænt stille og ventede, mens Jean-Claude Van Damme drejede 360 grader rundt i luften.
I 00’erne og 10’erne syntes Hollywood fanget imellem to forskellige yderligheder. Den første var en videreføring af ’Bloodsport’-genrens stilistiske, men også sendrægtige ’ka-tisch’-vold: uafbrudte kropsbevægelser udført af mænd med muskelpumpede overkroppe. Tænk Michael Jai White i ’Blood and Bone’, Jason Statham i ’The Transporter’-serien eller Vin Diesel og The Rock i alting.
Den anden akse var inspireret af Bourne-filmens hurtigklipning, hvor billederne var tætte og skiftede hvert sekund, zoomede ind på en hånd, der greb et bælte, en fod, der sparkede en knæhase, en overkrop, der slyngede en anden overkrop over ryggen.
Rabalder-effekten fungerede for Bourne-genren, fordi den løsrevne billedside emulerede Bournes manglende hukommelse – at han kun fungerede gennem præcise teknikker og enkelte greb, der ikke hang sammen som helhed. Metoden blev med tiden bastardiseret som en løsrevet teknik i sig selv, et snydetrick, der foregav tempo og maskerede manglen på en gennemført koreografi.
Vender mytologien på hovedet
Mens Europa-volden var tør og ond, og den amerikanske var enten opulent eller parteret, fastholdt den asiatiske vold en fjerde tradition: det totale blik, hvor bevægelserne blev set på behørig afstand, kameraet ikke kunne snyde, kun sjældent klippede scenerne over, og skurkene ikke ventede på at angribe en ad gange i et undersøisk tempo med flagrende legemsdele, der telegraferede enhver intention på syv meters afstand.
Hong Kong-kung-fu-filmen, der for alvor fandt sit fodfæste i Hollywood gennem Bruce Lee, adskilte sig fra den vestlige tradition ved en stor respekt for kampsporten som kunst og ånd. De udøvende actionhelte kunne virkelig slås. Bruce Lee kunne tæve din far, og det samme blev tilfældet for de kommende stjerner i genren, som Jackie Chan, Jet li, Donnie Yen og Tony Jaa.
Amerikas Van Damme og Michael Jai White var også dygtige kampsportsudøvere, men i modsætning til den asiatiske tradition var den vold, som de optrådte med på lærredet, teatralsk og ’skabt for kameraet’. Der var ingen forbindelse imellem knytnæve og kød. Hong Kong-action var notorisk kendt for brækkede ben og knogler. For at volden kunne se rigtig ud, måtte den være rigtig. Når Donnie Yens Ip-man rammer en stuntmand 13 gange på kindbenet, får han formentlig tretten trolige tæsk og skal sidde med en pose is på kinden i tre timer efter.
Samtidig med at volden var ’realistisk’, tempoet var højt, og koreografien var stram, indebar den asiatiske tradition også en slags ophøjet kvalitet, en nærmest mytologisk og svævende kunstform, der foregav vægtløshed, som når karakterer kunne vandre i luften i ’Tiger på spring, drage i skjul’ med stålwirer fæstnet til kroppen, eller når to kung-fu-mestre i ’Hero’ udkæmpede en hel tvekamp i sindet, mens en gammel mand spiller på en kuriøs harpe i regnvejr.
Kunst, poesi, digtning, kalligrafi og musik delte sjælerum med kampsporten. Hvor vold normalt anskues som at ’træde ud af verden’ ved at forbryde sig mod det naturlige (’flænse’, ’brække’, ’hærge’), var den asiatiske filmvold en forsoning med helheden, der indebar ynde og værdighed og dermed iscenesatte voldsmanden som en virtuos, en mester, en sensei, der beherskede kroppen og ånden, som en linedanser, der fandt sit balancepunkt mellem destruktion og skabelse.
Men ’The Raid’ vendte denne mytologi på hovedet.
Et røntgenblik for voldens gyldne snit
Gareth Evans kunststykke bestod i at beholde den asiatiske filmvolds vægtløse koreografi, tilsætte den europæiske volds nådesløshed og krydre billedsiden med den amerikanske volds selvhenførte svælgen. En kosmopolitisk pølsegryde af blodsprøjtende tæsk.
Handlingsforløbet er enkelt. En politistyrke skal arbejde sig opad i en bygning, hvor en ond skurk sidder og godter sig. Resultatet er næsten to timers uafbrudt action med en hidtil uset voldsomhed.
Iko Uwais myrder sig igennem flodbølger af håndlangere bevæbnet med pistoler og macheter. Han bruger albuer og knæ, vælger den korteste vej mellem to punkter, kaster sine modstandere ind i vægge og smadrer deres hoveder ind i dørkarme, så kæbebenet knækker. Når forbryderne svinger macheten mod ham, og han med nød og næppe undviger på centimeteren, kan man se kridtstøvet hvirvle op fra betonrækværket, fordi det er rigtigt metal, der møder rigtige omgivelser.
I modsætning til totalbilledet fra Jackie Chan æraen, hvor bevægelserne ses fuldstændigt og på afstand, finder Evans en symbiotisk vekselvirkning imellem volden og kameraet. Når Iko Uwais slås med to skurke i en smal boligopgang, limer kameraet sig fast til loftet, så kampen ses oppefra, og publikum får uhindret adgang til at overvære, hvordan han skaber afstand til hver side med slag, knæ og spark. Danner rum til venstre, lukker distancen til højre, sparker væk og danner et nyt rum.
Det er værd at lægge mærke til, at Evans faktisk bruger en hurtig klipning, men på grund af hans særegne blik for placering og rummelighed, virker parteringen ikke konfus, men vejledende. Han finder det billede, hvor volden stråler stærkest og på en måde ’følger bevægelsen’ – en hurtig rotation, et closeup på et kvælertag, et spark, der misser, så skosålen peger ind mod kameraet.
Som en god fotograf, der zoomer ind på en flænset kjole i en krigszone og dermed fanger noget vigtigere end kampvognen i forgrunden, ejer Evans et røntgenblik for voldens gyldne snit, der omdanner den fra at være et rodet spektakel til at blive en flydende kunst, som Hong Kong-metodens smukke helhed ikke kan indfange.
John Wick åbenlyst inspireret
I ’The Raid 2’ er plottet stærkere. Filmen er mindre klassisk, men kampsporten er bedre, og Evans’ mesterlige stil kulminerer i den legendariske scene imellem Iko Uwais’ ’Rama’ og Cecep Arif Rahmans ’The Assassin’ med to mænd, der tæver hinanden i et industrikøkken i syv samfulde minutter, mens det hvide linoleumsgulv farves rødt af blod. Det er måske den bedste kampsportsscene, der nogensinde er fanget på film.
Når vi ser Chris Hemsworth one-take-smadre sig igennem Bangladesh’ gader med hurtige ladegreb, effektive slagkombinationer og realistisk stakåndethed i ’Extraction’, eller når Denzel Washington udfører klinisk karate på tatoverede forbrydere i ’Equalizer’-filmene, er det med rødder tilbage i ’The Raid’.
’John Wick’-seriens betoning af voldens præcision er den måske mest tydelige efterdønning af Evans’ tekniske disciplin på og uden for lærredet, som når Keanu Reeves bruger utallige timer på at gøre sig fortrolig med de håndvåben, han anvender, så det ser effektivt ud, når han dræber på film.
Produktionen bag ’John Wick’ har altid været åbne om den store inspiration, som de har draget fra ’The Raid’. Det er ikke noget tilfælde, at den tredje film i franchisen indeholder en lang kampscene mellem Wick og to ninja-typer spillet af Yayan Ruhian og Cecep Arif Rahman, der også spillede bærende roller i begge ’The Raid’-film. Hollywood møder sit ophav.
Netop Yayan Ruhian er en nøglefigur for Evans’ succes. Udover at spille skurken i den første ’The Raid’ og en væsentlig birolle i efterfølgeren, er han også kampkoreografen bag begge film, der anvender den indonesiske kampkunst Pencak Silak.
Ruhian er imidlertid ikke tilknyttet ’Havoc’ og det kan måske få betydning for, om filmen bliver et re-run af den klodsede amerikanervold, som de overvurderede ’John Wick’-film repræsenterer, eller om den rammer det hæsblæsende tempo, der gjorde ’The Raid’ til en veritabel tornado af hurtige håndmadder.
’The Raid: Redemption’ og ’The Raid 2: Retaliation’ kan ses på Viaplay og Blockbuster. ’Havoc’ har premiere på Netflix 25. april.