RANGERING. Få auteurer kan bryste sig af at have ført så mange Hollywoodstjerner i *ahem* komprimerende positioner som Luca Guadagnino:
Josh O’Connor sluger glubsk en churros med en passion, de fleste ville gemme til et frækt engangsknald. Dakota Johnson åbner brystkassen i et vaginaformet kødsår. Og instruktørens nådestød: Timothée Chalamet, som udhuler en fersken og stikker pikken ind.
Især i 10’erne, hvor italieneren imponerede med dramaerne ’I Am Love’ (2009), ’A Bigger Splash’ (2015) og homohovedværket ’Call Me By Your Name’ (2017), var han én af ganske få, som insisterede på at have sex og begær som drivende faktorer for fortællinger henvendt til voksne.
Det stod i skarp kontrast til årtiets passionsløse amerikanske blockbustere, hvor den hedeste romance var et knastørt tantekys på panden.
Guadagninos biografaktuelle mesterværk ’Queer’ fortsætter stolt denne udforskning af det erotiske. Her bider den tidligere agent 007 Daniel Craig lystigt fat i konturen af sin elskers pik, og under et ayahuaska-trip kravler de to bogstavelig talt ind under huden på hinanden.
Sidste års ‘Challengers’ og ‘Queer’ landede internationalt som et sommerhedt one-two-punch. Og vi får allerede nyt fra den produktive instruktør i efteråret, hvor han står klar med sit MeToo-drama ’After the Hunt’ – foruden to andre annoncerede titler, som også tæller en nyfortolkning af ’American Psycho’.
Guadagnino hviler med andre ord ikke på laurbærrene, og i vores rangering ser vi derfor også bort fra hans mange modedokumentarer og kortfilm. Det samme gælder HBO-ungdomsserien ’We Are Who We Are’, som ellers på mange måder kan ses som et nøgleværk – hvis da nogen havde set den (det er ikke for sent!).
Og husk så, at Guadagninos filmografi nydes bedst med den bagende hede hvislende udenfor, mens den sydeuropæiske eller midtamerikanske sommersol glinser mod svedig hud på skærmen.
9. ’Melissa P.’
Det er ikke med min gode vilje, at jeg indleder denne liste med Guadagninos mest obskure titel som nummer sjok. Listicles som disse er alt andet lige sjovest, når man kan præsentere læseren for nye dark horse-favoritter, der fortjener sin plads i solen.
Der er dog en grund til, at ‘Melissa P.’ er så godt som ukendt. Instruktørens anden film er baseret på en bestseller-selvbiografi om forfatterens tumultariske teenagesexliv, som bød på fornedrelser og overgreb i klyngevis.
Instruktøren udviser sin karakteristiske modenhed ved at klippe væk under de grænseoverskridende orgie- og voldtægtsscener. Således er filmen da også bedst, når den stiller skarpt på den misogyne italienske sexkultur, der herskede i midt-00’erne.
Alligevel kan Guadagnino ikke dy sig fra at dyrke tidens bedagede nymfeæstetik, når Melissa straks beundrer sin krop i spejlet, fører sig frem som en ”seksuelt frigjort kvinde” og straks straffes som følge heraf.
Det hjælper ikke, at filmen er en æstetisk svinesti, grimmere end et CW-show. Scener er enten komplet overeksponerede eller misfarvede, alt imens kameraet intet gør for at skabe indføling med Melissas indre liv.
Det er sigende for en film, som i det hele taget præsenterer Melissa som et seksuelt objekt snarere end et menneske med egne aspirationer og tanker.
8. ’The Protagonists’
Heller ikke instruktørens kontroversielle spillefilmdebut fra 1999 er nogen stor øjenåbner, til trods for at ambitionsniveauet er milevidt fra hans bedagede opfølger.
I den eksperimenterende faktionsdokumentar dypper han og hofskuespilleren Tilda Swinton snablen i den allerede dengang feterede true crime-genre. Med julelys i øjnene interviewer hun de involverede og efterladte til et bestialsk knivdrab, som fandt sted i London et par år før.
Imellem efterspillet til denne ægte tragedie viser Guadagnino både en fiktiv opstilling af dagene op til mordet set fra mordernes og ofrets perspektiv samt et metalag, hvor filmholdet diskuterer den bedste måde at fremvise ugerningen på.
Set med mere end 25 års afstand lider især førstnævnte del som så mange andre true crime-fortællinger hårdt under en fetichering af mordernes modus operandi samt en usmagelig hang til straks at centrere narrativet om sagens mest slibrige detaljer.
Når den er værst, forfalder ‘The Protagonists’ til studentikost makes-you-think-nonsens.
Og dog er eksperimentet i sig selv ambitiøst. DR’s mange spegede dramadokumentarer kunne tage ved lære, da fakta og fiktion faktisk spiller op ad hinanden. Og jeg tager glædeligt denne stiløvelse af thrillerelementer og gonzo-amatørjournalistik frem for Ryan Murphys glatte mordersimulatorer eller den nyeste Wikipedia-gennemgang af en seriemorders historik.
7. ‘Bones and All’
Groft sagt kan Guadagninos filmografi deles op i to distinkte vibes: Den ene er hans romantiske dramaer om den store kærlighed. Den anden er hans sirlige thrillere om afmagt i mødet med den totale besættelse.
Hvor hans største publikumssucceser alle tilhører første kategori, er hans thrillere straks tungere at danse med. Og desværre er resultatet ikke altid besværet værd, som det er tilfældet med teenage-roadfilmen ‘Bones and All’.
Her på Soundvenue, såvel som flere andre steder, blev instruktørens stortanlagte YA-film rost til skyerne for dens skildring af den vordende kannibal Marens deroute ud i rustbæltets vilde vesten.
Jeg kan følge de rosenrøde gloser igennem filmens stemningsmættede anslag, hvor den utilpasse nytilkommer under et glasbord bider fingeren af sin veninde. Ganske vist gjorde kannibal-coming-of-age-gyseren ‘Raw’ det bedre seks år tidligere, hvor teenage-kannibalen her slubrer sin storesøsters afklippede langemand i sig, men det behøver ikke være en konkurrence.
Herfra skydes der dog med spredehagl mellem de skøre eksistenser, som Maren støder på. De distraherende larger-than-life-scenarier formår kun sporadisk at låse op for det store følelsesregister, Guadagnino ellers er så hjemmevant i. Værst er Timothée Chalamets discount Bob Dylan-hipster Lee, der er mere glat og karakterforladt, end han er dragende mystisk.
Vi har nok alle en Guadagnino-thriller, som bare rammer ved siden af skiven. For nogle vil det utvivlsomt være ‘Queer’ eller ‘Suspiria’. Men i min bog er det ‘Bones and All’, der er den store fuser.
6. ‘A Bigger Splash’
Ralph Fiennes har spillet kz-kommandør og Mørkets Fyrste, men den viltre statsmand med de evigt søgende øjne har aldrig været en større menace end som den ubudne gæst sendt fra helvede, Harry Hawkes.
Hawkes er musikproduceren, som virkelig gerne vil fortælle, om dengang han hjalp til med et Rolling Stones-album, svinger lillepik-energien efter forgodtbefindende og straks ødelægger den gode stemning som slangen i Marianne (Tilda Swinton) og Pauls idylliske paradis på jord.
Han tager straks ejerskab over deres syditalienske villa og den gamle flamme Marianne, alt imens den tørlagte narkoman Paul bistert ser til fra sidelinjen. Som det akavede fjerdehjul i det kejtede trekantsdrama soler Harrys måske-datter Penelope (Dakota Johnson) sig lækkert ved poolen og sender Paul bløde dådyrøjne.
Tilsat de morsomt tåkrummende hang-out-sekvenser er pludselige møder med de bådflygtninge, som den lokale politistyrke indfanger. Det er et tidsligt indblik i den skarpe opdeling mellem kulturelitær turist og plaget hjemløs, navnlig i betragtning af filmens udgivelse lige omkring flygtningekrisen i 2015.
Guadagnino kunne med fordel have givet dette handlingsspor mere luft under vingerne og have skruet ned for de noget unødvendige flashbacks mellem Harry, Paul og Marianne, som ikke tilføjer synderligt til fortællingen. Det samfundskritiske aspekt – og et krimiplot i sidste øjeblik – forbliver overfladisk behandlet, mens Fiennes’ Harry brænder igennem på lærredet og holder uvelkomment logi i hukommelsen længe efter rulleteksterne.
5. ’I Am Love’
Luca Guadagninos store kunstneriske gennembrud kom i 2009 med familiedynastidramaet ’I Am Love’. Fra startskuddet slås brødet stort op over en kølig overklassemiddag i Milanos hvide vinter, hvor den gamle patriark annoncerer, at han vil trække sig tilbage og nyde sit otium.
Den dårlige stemning kan skæres så tykt, at selv familien Roy ville få røde kinder.
Pligtskyldigt lader instruktøren de forventede intriger udspille sig, fra familieforetagendets fortid som boot licker under Mussolini til dens fremtid i hænderne på amerikanske venturekapitalister. Men hvor de sårede mandeegoer ikke tænder Guadagnino for alvor, så vågner han til dåd, når den glansbilledlige husmor Emma (Tilda Swinton, som lærte italiensk og russisktil rollen) er på skærmen.
Da voksenungerne er fløjet fra reden, og manden forsvinder ind i arbejdet, begynder hun en affære med sønnens bedsteven, den beskedne kok Antonio. Fotograf Yorick Le Sals (alt fra ’Little Women’ til ’Personal Shopper’) fanger solstrålerne, der smukt rammer de to elskere, mens de kærligt holder hinanden tæt efter at have spist og elsket med udsigt over Salernos gudesmukke kyststrækning. I denne lille lomme af paradis eksisterer gourmetmad og kødets begær som en naturlig forlængelse af hinanden.
Det er her, vi først møder den Guadagnino, som håbløse romantikere i dag flokkes til. Hvilken anden instruktør kan gøre en gennemsigtig, russisk tunsuppe til sin dramatiske Tjekhovs pistol?
4. ‘Suspiria’
Under træningsrummets glødepærer bliver en ung kvinde foldet sammen i et hæsligt horrorshow af pis, dislokerede skuldre og brækkede knogler. Den horrible gurglen fra ofret alene er nok til at sende iskiler op og ned ad rygraden.
De fleste kan nok huske det gyselige anslag til Guadagninos genfortolkning af landsmanden Dario Argentos giallokultklassiker ‘Suspiria’. Smudsige splatterfilm plejer ellers at ligge uden for de europæiske instruktørers interessesfære, men Guadagnino fulgte overraskende ‘Call Me By Your Name’ op ved at granske kontinentets beskidte undertøj.
Filmen var ingen succes, da den kom ud, men i bagklogskabens lys er ‘Suspiria’ Guadagninos mest radikale, audiovisuelt ekstraordinære værk. Instruktøren bruger blot udsnittet af Argentos forlæg, hvor den amerikanske student Suzy Bannion (Dakota Johnson) ankommer til en tysk eliteballetskole, som i al hemmelighed er styret af en heksepagt.
Gatekeep, gaslight, girlboss-mantraet sættes på spidsen i et barokt kalejdoskop, der gransker magtens totalitære vold mod sine subjekters kroppe og sind. Var det for meget af det gode at give Tilda Swinton tre forskellige roller at gumle på med sit protesegebis iført gammelmands- og konelatex?
Måske – men den lange spilletid er det værd, når finalen skyller over én i et manisk urskrig, der kan mærkes helt nede i mellemgulvet.
3. ‘Queer’
»You can kiss a hundred boys in bars«, synger Chappell Roan frejdigt til sin comphet elsker på sidste års helt store gennembrudssingle.
I ‘Queer’ er stedet måske Mexico City i 1952 snarere end nutidens LA, men den bitre eftersmag i munden efter at være blevet dumpet af et fjols, der ikke kan erkende regnbuens farve, er den samme, som den altid var.
Med udgangspunkt i William S. Burroughs krinkelkrogede forlæg om den alkoholiserede expat-amerikaner Lee (Daniel Craig), der forgaber sig i den unge, arrogante tease Allerton, fortæller Guadagnino smukt om kærlighedens forbandelse, der rammer os alle i tide og utide.
Med en topscore-anmeldelse i bagagen kan man spørge, hvad fanden maestroens seneste homohovedværk laver helt nede på en tredjeplads. Men det taler blot til kvaliteten af italienerens bedste film. Vi befinder os på marginalernes navlepillende hovedvej, og med det in mente findes der to andre mesterværker, som immervæk er mere indikative for Guadagninos oeuvre.
Med det sagt er der kun én film, hvor instruktørens sans for smertelig afvisning og altomslugende besættelse når de samme astronomiske højder som den ultimative romantiker Wong Kar-wai. Og det er den, hvor Daniel Craigs ængstelige hudsult billedgøres i en fantomhånd, som nænsomt aer sin elskers nakkehår.
2. ’Call Me By Your Name’
Det er fristende at prikke til bjørnen og drillende spørge: Var ‘Call Me By Your Name’ virkelig så god? Eller var det blot den meme-tastiske ferskenscene, der blændede den skarpe kritikersans? Og hallo, hvorfor snakker vi ikke om den 25-årige Oliver (kannibalen Armie Hammer), der groomer teenageren Elio foran snotten på hans blåøjede akademikerfarmand (Michael Stuhlbarg)?
Snakker vi nogensinde om andet?
Læg de metaltrætte diskurser på hylden, for ja, naturligvis er der mere og andet i Guadagninos absolut vigtigste film end det.
Den altoverskyggende første teenagekærlighed har aldrig runget så dybt, som den gør her. Under skyggen fra sprudlende ferskentræer, begravet i græsakserne på solbeskinnede marker og liggende på kanten af et springvand i favnen på sit livs store amour.
Hjertemusklen pumper, mens sommerkærligheden kravler under huden og giver åndenød. Og tårerne får frit løb, da den livskloge faderfigur,vi alle ville ønske kunne give os et kram, fortæller Elio, at det, han har oplevet, er sjældent og værd at sørge over.
Vi lever stadig i en post-’Call Me’-verden, hvor homoværker sætter standarden for erotiske dramaer, og sociale medier jubler og hujer, hver gang Chalamet så meget som slår en bøvs.
Med andre ord er dette filmen, som Guadagnino for evigt vil sættes i forbindelse med. Og det er helt ok.
1. ’Challengers’
Hvorfor placere et erotisk trekantsdrama i tennisbanens firkantede indhegning?
Er det på grund af sammenspillet mellem sportsudøverne Art og Patrick (Mike Faist og Josh O’Connor), der på én og samme tid er modstandere og dybt afhængige af hinanden?
Eller det sociopolitiske aspekt, når race, klasse og køn flettes sammen inden såvel som udenfor banen med deres træner, elsker og partner Tashi (Zendaya)?
Eller er det blot, fordi tennisspillere er berømte for at stønne virkelig højt, når de slår?
‘Challengers’ er et velspillet sammensurium af modsætninger og spidse albuer, der mødes i en kærlig omfavnelse. Den er først og fremmest uncut, eskapistisk blockbuster-underholdning af den højeste karat. Men bag de blanke pornoøjne gemmer der sig et intrikat og velfortalt parforholdsdrama om de mange faldgruber, der kan opstå ved at gøre sin brændende passion til sit livsværk, partner og arbejde.
Kløgtigt lader Guadagnino og klipper Marco Costa konflikter såvel som bolden ping-ponge mellem de tre stridshaner, der over en periode på tyve år lærer at elske og hade hinanden på kryds og tværs.
O’Connor, Faist og Zendaya spiller på vores alles fejlbarlige menneskelighed, som overgår de flestes skuespilleres talenter. Breakout-historien er naturligvis Zendaya, der med et trylleslag gik fra girl next door-arketypen MJ i ‘Spiderman’ til en oldschool Hollywood-diva.
Hun snører de to dumme mænd om sin lillefinger, men viser samtidig et indre følelsesliv og en patos, som filmskabere meget sjældent tillader ikkehvide kvinder at besidde.
‘Challengers’ er den ultimative Guadagnino-oplevelse: Lækker, brandunderholdende og umuligt smertelig.
’Queer’ kan ses i biograferne nu.