Sidst Hella Joof var aktuel som instruktør, var det med den populære filmatisering af ‘Meter i sekundet’.
Nu kaster hun sig over en anden rost bog i form af Stine Askovs ‘Nøjsomheden’. Det skriver Scanbox og Nimbus Film i en pressemeddelelse.
Ikke ulig højskolekomedien befinder vi os her i et fasttømret miljø, men denne gang med en socialrealistisk forankring.
Historien følger nemlig den unge, bogglade, men også hårdtprøvede Mona, der bor i det sociale boligbyggeri Nøjsomheden. På hjemmefronten kæmper hun med en mor, der er gået i stå, mens hendes elskede moster er blevet syg.
Heldigvis får hun et drømmejob i en boghandel, hvor hun møder og forelsker sig i Nikolaj, som studerer litteratur. De kommer dog fra hver deres socialklasse, hvilket sætter deres kærlighed til bøger og hinanden under pres.
I hovedrollen som Mona finder man Andrea Heick Gadeberg, der er kendt fra ‘Retfærdighedens ryttere’ og ‘Hygge!’, mens Clint Ruben fra serierne ‘Bullshit’ og ‘Graverne’ spiller Nikolaj. De får selskab af navne som Iben Hjejle, Maria Rossing, Lotte Anderson, Ulrich Thomsen, Thomas Hwan og Marie Boda.
Hella Joof runder med ‘Nøjsomheden’ sin tiende spillefilm, siden hun debuterede med ‘En kort en lang’ i 2001. Bo hr. Hansen står for manuskriptet.
Optagelserne til ‘Nøjsomheden’ er i gang i Helsingør, og filmen får premiere i efteråret 2026.