‘Råplan’: Opfølger til dansk ungdomsklassiker er nærmest bedre end forgængeren
FILM. Christina har stadig arret efter den navlepiercing, hun fik flået ud på skolens kældertoilet, da vi sidst så hende i Christian E. Christiansens ‘Råzone’ for 20 år siden.
En film, der gjorde så overbevisende indtryk med blod og breezers, at jeg personligt først opdagede titlens ordspil for nylig. ‘Råzone’ var sin egen ting. Det samme kan man ikke sige om de knap så elegant cuttede konsonanter i efterfølgeren ‘Råplan’. Men selvom titlen er dårligere, er fortsættelsen på mange måder bedre.
Den engang piercede navle genser vi i introscenen. Helt konkret på Laura Christensens mave, mens hun denne gang ifører sig grå striktrøje og momjeans. Og nok er den velmenende hovedkarakter blevet voksen, men bag arret gemmer sig fornemmelsen af, at livet stadig kan ramle når som helst.
I hvert fald er Christina efter en sammensmeltning på sit forhenværende job også ulykkeligt skilt, og når hun endelig får lov til at se sin søn, rækker hendes moderevner mest til skuffelse og thaiboks fra supermarkedet.
I et forsøg på at gøre en forskel har hun desuden valgt at vende tilbage til traumernes holdeplads og fået arbejde som lærer på den belastede skole, hvor hun selv var elev for 20 år siden. Fordums Nike Shox og dynejakke med pelskant sidder nu på næste generation, der ikke kun klæder sig som y2k-kællinger
På skolen venter der uoverkommelige udfordringer, som bliver kortlagt af Lila Nobels lærerkollega på livstræt ‘Mean Girls’-facon. For som om det ikke var nok at engagere generation alpha i historieundervisning om den kolde krig, kommer Christina uheldigvis til selv at starte en krig med klassens mest øretæveindbydende drone, Mathilde.
Hun spilles af den kun 20-årige Ella Testa Kusk, som bevæger sig overbevisende fra børneskuespiller i ‘Julemandens datter’ til en omvandrende fuckfinger af talent. Charmerende, frygtindgydende og menneskelig.
Lidt ligesom Christina og Cecilie blev det for 20 år siden, er Mathilde også uvenner med sin forhenværende bedste ven Jose (Rita Engberg Steen), og der er igen en pusher-flirt inde i billedet (Clint Rubens Reffer, der modsat Cyron Melvilles sødme er overbevisende slesk).
Uvenskabet udmønter sig også stadig i et heftigt overforbrug af ordet »so«, som jeg hverken tror, man brugte dengang eller i dag, men det er en afgørende del af ‘Råzone’s kult-dna.
Selv overtrækstrøjerne i »gymnastik« (som idræt ikke er blevet kaldt siden årtusindeskiftet) udgør de samme svedstinkende bitchbrynjer. Ikke desto mindre er et spil høvdingebold stadig en form for ulmende overfaldssport. Da Mathilde og Jose ryger i nærkamp, og Christina efterfølgende træder til som konfliktmægler, giver det bagslag.
Pludselig modtager læreren selv dødstrusler fra et hemmeligt nummer.
Det er mindst lige så makabert fængende og feministisk desorienterende at være tilbage i et univers, hvor teenagepiger kan og vil slå hinanden ihjel. Denne gang med iPhones, der avler jalousi, ensomhed og overgreb ligesom i virkeligheden.
Som instruktør bedriver Christian E. Christiansen stadig problemfilm med stort P, men både dramaet og konflikten er blevet prisværdigt mere kompleks, ligesom den skrabede dokumentarstil er skiftet ud med noget, der mere ligner en film med normal produktionsværdi.
Den enorme overdramatisering af mobning, stoffer og sex var både 00’ernes ungdomsfilms store tiltrækningskraft og dens akilleshæl. I ‘Råplan’ er vi stadig meget langt fra modpolen, hvor alt kan løses med en snak på en kantsten, men der er brutalitet i empatien.
Det er på sin vis et spøjst valg at dele hovedrollen i en ungdomsfilm mellem lærer og elev, men voksenelementet er ikke kun slangeolie for millennial-fans af etteren. Det får bare filmen til at virke mere som et bredt appellerende drama.
Når vi alligevel kigger ind i klasseværelset, føles det kun fair, at fejlbarligheden går begge veje i en usandsynlig, men vellykket fusion af voksen- og ungdomsdrama, der låner tyngde og vildskab af hinanden.
I 2006 var drengene mest bare nogle objekter, man kunne skændes om. I den nye udgave er pigernes vold mod hinanden mere direkte knyttet til den, de selv bliver udsat for og oplever.
Det kunne måske lyde letkøbt bare at fjerne skylden fra pigelivet, og det gør ‘Råplan’ heller ikke. I stedet finder den bare flere af de nuancer, ‘Råzone’ i sidste ende manglede i sin tidstypisk fatalistiske færd fra mobning til mord.
Den efterlader muligvis ikke et helt så ikonisk ar, men ét der er mere gennemført troværdigt.
Kort sagt:
‘Råplan’ gentager kun det bedste fra sin forgænger og bringer sin outrerede pigelivsrealisme tilbage til dansk ungdomsfilm med fornyet energi.