’Squid Game’ sæson 3: Man skal ikke snyde sig selv for afslutningen på Netflix’ seriefænomen

’Squid Game’ sæson 3: Man skal ikke snyde sig selv for afslutningen på Netflix’ seriefænomen
'Squid Game' sæson 3. (Foto: No Ju-han/Netflix)

Aller … sidste … spil.

Gudskelov.

Og altså ikke fordi ’Squid Game’ ikke er seværdig. Men det er næsten ikke til at holde ud at overvære flere af de mange drabelige modbydeligheder, der i denne tredje og afsluttende sæson (næsten) synes mere brutale og hjerteskærende end i de tidligere.

Finalen på det sydkoreanske seriefænomen starter, hvor anden sæson slap: En håndfuld af deltagerene forsøgte at gå til angreb på spilmesteren (hvis sande identitet nu er blev afsløret), men fejlede, og the squid games skal nu fortsætte ufortrødent, alt imens klamme velhavende og nytilkomne VIP’s ser med fra sidelinjen. Ad.

Iklædt latterlige forgyldte dyremasker smæsker rigmandsrøvhuller sig i svulstige vindruer og i forgældede menneskers lidelser, og scenerne i den ene procents forkastelige ego-lounge giver på alle måder myrekryb.

Og ikke udelukkende på grund af de grusomme møgsvinstendenser.

For de overspiller og leverer replikker, som medvirkede de i en dårligt produceret pornofilm, hvilket er mere end skammeligt, når nu det øvrige cast imponerer med virkelig gode og troværdige præstationer – heriblandt den veloplagte hovedrolleindehaver Lee Jung-jae.

‘Squid Game’ sæson 3. (Foto: No Ju-han/Netflix)

Hans Seong Gi-hun (der efter at have vundet gameshowet er vendt tilbage som deltager for at sætte en stopper for rædderlighederne) er ikke lige så goofy som i den første sæson, men bestemt lige så retskaffen som i den anden. Han er en på alle måder en heppeværdig antihelt og yderst godt selskab – selv når han mister mod og sprog.

For rammes man ikke af nakkeskud fra maskerede soldater i pink kedeldragter, rammes man gradvis af lammende melankoli. Andet er svært i dette nådesløse hurlumhejhus fra helvede, hvor børnelege nok engang udvikler sig til et spørgsmål om liv eller død.

Og netop livets værdi, pris og sorgbarhed er (nøjagtigt som i de to forrige sæsoner) den æstetisk overlegne og velfortalte series omdrejningspunkt. Det samme er skrækfænomener som grådighed og sadisme og elitens forskruede gudekomplekser, når klasseskel og andre af verdens urimeligheder sættes i scene.

‘Squid Game’ sæson 3. (Foto: No Ju-han/Netflix)

Ingen af deltagerne er der for sjov. Næsten ingen i al fald. Og jo mere man lærer det brogede – og på sin vis elskværdige – karakterkatalog at kende, des mere forstår man ønsket om den helt store pengegevinst.

For nogle mener, at den eneste udvej fra tilværelsens sorte dyb simpelthen er at satse alt (eget og andres liv) på blodrødt, og med ’Netflix’-baskerens kendetegnende intensitet og forståelse for suspense sidder man neglebidende og håber, at rouletten er på deres side.

Men huset har det som bekendt med at vinde, og ’Squid Game’ er derfor fortsat ikke for sarte sjæle – slet ikke når konflikterne og stridighederne indbyrdes mellem de risikovillige deltagere spidser til, og når spørgsmål om skyld og skam, ansvar og alder, pludselig bliver afgørende faktorer for overlevelse.

‘Squid Game’ sæson 3. (Foto: No Ju-han/Netflix)

Uagtet at man græmmes og græder sig igennem det meste af sidste del af Hwang Dong-hyuks hitserie, har den dystopiske samfundssatire dog ligeledes/fortsat underholdende dialog og figurer.

Desuden giver tredje sæson de forskellige spændingsplot luft og balance til fortællingerne om kvælende fangenskab, og Wi Ha-joons politibetjent Hwang Jun-ho, der søger efter den diabolske ø, hvor spillet afholdes, får lykkeligvis mere skærmtid i denne ombæring, end han gjorde i den forrige.

Onde tunger vil muligvis fremstamme, at antologien er fuld af (tematiske) gentagelser, og at hverken anden eller tredje del har samme upåklagelige schwungog rytme som den første. Og at vi er ved at drukne i populærkulturens eat the rich-bølge.

Men selvom man er ved at være mæt af voldsomme fortællinger om social status, skal man ikke snyde sig selv for denne glimrende sydkoreanske psyko-series finalesæson og de aller-allersidste væmmelige spil.


Kort sagt:
Ja, der er gentagelser. Ja, der er replikføring, som burde høre til i dårlige pornoproduktioner. Men tredje og sidste sæson af Hwang Dong-hyuks samfundsrevsende og æstetisk overlegne hitserie er en enormt velfortalt og (overordnet set) velspillet fortælling om sadister, klasseskel og risikovillighedens yderste potens.

'Squid Game' sæson 3. Serie. Instruktion: Hwang Dong-Hyuk. Medvirkende: Lee Jung-jae, Wi Ha-jun, Lee Byung-hun, Gong Yoo m.fl. Spilletid: 6 afsnit á ca. 60 minutter. Premiere: 26. juni på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af