’Queer’: Fortabt Daniel Craig har aldrig været bedre end i mesterinstruktørs nye homohovedværk
Deres øjne mødes første gange i Mexico Citys gader over en hanekamp. De ansigtsløse tilskueres hujen overdøves af Nirvanas ’Come As You Are’ på soundtracket, og for en stund holder hele universet vejret, mens de to mænds gnistrende kemi penetrerer tid og rum.
Den unge, smukke Allerton (Drew Starkey) er arrogant, selvstændig og … klar på nye oplevelser. Lee (Daniel Craig) clocker ham straks og begynder at kurtisere skolegårdens nye, gyldne dreng ved at vise ham rundt på de lokale bøssebarer.
Den frustrerede, alkoholiserede expat beskriver sig selv som »queer og en forbandet homo-seksuel«. Ordet alene er nok til at sende et spjæt igennem det unge par ved bordet over for dem.
Beat-forfatteren William S. Burroughs (’Naked Lunch’) skrev det selvbiografiske forlæg til den italienske auteur Luca Guadagninos biografaktuelle film ’Queer’ tilbage i 50’erne. Bogen, der handlede om hans tid i Mexico og Sydamerika, blev dog først udgivet i 1985. Han flygtede fra en dom for besiddelse af heroin og jagtede efterfølgende det sagnomspundne rusmiddel ayahuaska sammen med sin on-off-elsker.
Sammen er de to mænd et match skabt i helvede. Med andre ord et perfekt par for Guadagnino, der har excelleret i bramfri sexfarcer og -dramaer med ’I Am Love’, ’A Bigger Splash’, ’Call Me By Your Name’ og senest ’Challengers’.
Var sidstnævnte tennistrekantsdrama en lækker limoncello spritz i sommersolen, er ’Queer’ en bane salt, efterfulgt af et kras shot tequila, jaget ned med en skive sur citron. Her er vi ikke kommet for at danse, vi er her for at få dybfølt, nærpanisk hjertebanken.
Døren er med andre ord lukket for dem, der forventer, at tilfredsstillelsens tørst slukkes straks, som det er tilfældet i instruktørens mere mainstream fænomener. Men lader man sig alligevel forføre, lover jeg et eventyr ud over det sædvanlige.
Den salte følelse i mund og tårekanaler opstår først, da Lees hudsult billedgøres ved, at hans fantomhånd nærmer sig Allertons nakke og aer den kærligt i biografsalens trygge mørke.
Kinderne rødmer, og underlæben bides til blods, mens de to elskere senere lægger deres briller på kanten af madrassen, og Lee edderspændt og liderligt kysser konturen af Allertons pik gennem underbukserne.
Og smagspaletten nulstilles med et pludselig chok til systemet, da en proteseplysset Jason Schwarzman bider ind i en fersk skive citron og spytter den ud igennem barlokalet som en stor jovial bjørn.
*Slurp* siger det, og jeg røg nær på gulvet i ren begejstring.
Denne mesterligt ekvilibristiske dans mellem kødets kåde lyster og det sensuelt nænsomme væsen føres med faste, neglebidte hænder af den tidligere James Bond. Som mesterdetektiven Benoit Blanc i ’Knvies Out’ har Daniel Craig efterhånden vist sig lige så komfortabel i tweed, som han var åbenlyst utilpas i hendes majestæts hemmelige tjeneste, og den standhaftige brite med de isnende blå øjne har aldrig været flottere eller bedre, end han er her.
Solskoldet med udvidede pupiller fra heroinen skjult bag hatteskyggen og et par solbriller, svedig fra alkoholen, ser han tilnærmelsesvist manisk og fortabt ud. Han udtrykker Lees hudsult med en slet skjult grimasse, svinger Burroughs flamboyante fraseringer naturligt i munden, er en uimodståeligt øm elsker og brænder igennem på lærredet, når han intenst og passioneret finder fodfæste i en diskussion.
Herved lykkes det Guadagnino i samarbejde med manuskriptforfatter Justin Kuritzkes (også ’Challengers’) at modernisere Burroughs’ bog til det 21. århundrede. Forfatterens selvhad og forkastelige afstumpethed over for lokalbefolkningen skinner tydeligt igennem på papiret, men filmen er anderledes og velkomment kærlig over for sin hovedperson og hans valgte asylland.
Ligesådan får instruktøren langt mere ud af bogens svære anden halvdel, hvor de to mænd rejser mod Ecuadors jungle og i hinandens ensomme selskab graver dybere ned i deres besættelser.
I baggrunden blænder de kalkhvide kulisser og diorama, som udgør filmens vision af Mexico City, smukt i solens skånselsløse glød. Guadagnino har fra dag ét været en yndet æstetiker og maksimalist, men noget i Burroughs’ snørklede prosa må have åbnet op for nye vidder af hans talent, for ’Queer’ ligner ikke nogen anden film fra hans hånd.
Lees feberfantasier er som taget fra Hollywoods noir-tradition. Imens peger fokusset på genstande som markører for afsavn og kærlighed fingeren imod Hong Kongs ultimative romantiker Wong Kar-wai, og især dennes homodrama ’Happy Together’, hvor to homoseksuelle mænd jagter hinanden igennem Buenas Aires’ hotelbarer, gader og stræder.
I begge mesterværker udtrykkes alt i dybe suk, lange blikke, frustrerende udbrud og spirituelle rejser mod en ukendt destination. ’Queer’ kravler under huden på én, at man kommer til at dele de to mænds besættelse.
Kort sagt:
Ført an af to stjernepræstationer fra Daniel Craig og Drew Starkey går Luca Guadagnino linen ud med en seværdig og bramfri tour de force i grænselandet mellem menneskets higen efter tryghed og vores konstante angst for at miste den igen.